Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Sandheden er at det er svært at leve

Casper Holm og Jennifer Ajdendorff får hjælp af klasselærer Stinne Vendelbo. I baggrunden står forfatter Cecilie Eken. Foto: Tue Sørensen
6.b på Boldesager Skole fik besøg af en forfatter. Den dag skulle eleverne digte om sorg.
Annonce

Sorg: En finger er rakt i vejret, andre klikker løs på tastaturenes bogstaver. Elever skriver digte om sorg i klasseværelset på Boldesager Skole, og den 11-årige Jennifer Ajdendorff vover sig derud, hvor livet er svært.

"Folk plejede at sige jeg var tynd", skriver hun, og digtet, der hedder "Kroppen" fortsætter:

"og de havde ret

men jeg syntes selv at jeg så lidt tyk ud

jeg kunne bare ikke elske min krop nok

jeg havde slet ikke nok selvtillid

jeg undgik spejlet

jeg trænede rigtig meget

men intet hjalp

Min krop ville ikke ændre form

Nu prøver jeg at smile til mig selv i spejlet"

Gymnastik-pigen Jennifer Ajdendorff ved godt at hun ikke er tyk - som i slet ikke tyk, men nogle gange er livet som i den gamle Krumme-sang, hvor det er svært at være 11 år. Det er de følelser, Jennifer Ajdendorff modigt sætter ord på.

- Det er lidt mærkeligt at skrive det ned, fordi jeg aldrig har talt om det, og nu bliver jeg lidt ked af at snakke om det, fortæller hun.

Annonce

Rejsende i sorg

I 6.b har klasselærer Stinne Vendelbo fået assistance af forfatter Cecilie Eken, og eleverne har forberedt sig ved at læse bogen V, der handler om en pige, som mister kontakten til sin far, og handler om den sorg, der følger. I 6.b skal eleverne selv sætte ord på en sorg.


Digte er spændende. I normale sætninger betyder ord kun en ting. I digte kan de betyde meget mere.

Jennifer Ajdendorff, 11 år


- Det skal være noget, der letter hjertet. Og derfor er det godt, at få en udefra, der kan sætte nogle tanker i gang og fortælle om, hvordan andre børn har løst opgaven, siger klasselæreren.

På den måde er Cecilie Eken blevet rejsende i sorg, men selvom det kan lyde som en svær størrelse, så er det en koncentreret og ikke grådkvalt 6.b, Cecilie Eken arbejder med denne dag.

- Vi er nødt til at fortælle børn i 6. klasse, at sorg findes. En dag skal vi dø. Når du kan rumme det, bliver der også plads til lykken, det er en af mine livsfilosofier, siger Cecilie Eken, der har oplevet elever gå vidt forskelligt til opgaven.

- Jeg har set alt fra en pige, der skrev om sorgen ved, at hendes storebror tog den sidste bøf, til en anden pige, hvis fætter og bedste ven døde af kræft. Og der er plads til det hele, siger Cecilie Eken.

Den 12-årige Casper Holm er gået en anden vej end klassekammeraten Jennifer Ajdendorff. Han skriver om mobning, men digtet handler ikke om ham selv.

- Jeg har ikke været med i noget sørgeligt, så det var bare, noget jeg fandt på. Alligevel er det lidt sørgeligt at skrive om mobning, det kan være hårdt at sætte sig i andres sted, siger han.

På hans skærm står de første vers i digtet "Dagbog":

"Anden dag i den nye skole

kom jeg ind i klassen

og alle grinte

Jeg følte mig helt alene".

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

Den uperfekte bagside

Annonce