Annonce
Ugeavisen Esbjerg

SE BILLEDERNE: Så er Street Food endelig åbnet

I Bluesette har Aviaja Lyberth og Mads Anderskouv fået hjælp til at bygge boden af Aviajas biologiske far.

I sidste uge åbnede Esbjerg Street Food. For Aviaja Lyberth betød det, at ventetiden var forbi. I dag er hun selvstændig.

Annonce

Aviaja Lyberth har travlt, og hun elsker det. Den 22-årige vestjyde, der for to år siden gik ud af gymnasiet, er blevet selvstændig. Sammen med sin papfar Mads Anderskouv har hun åbnet en madbod i det nye Esbjerg Street Food. I Bluesette, der tidligere lå i Kirkegade, laver de pandekager, og man kan købe softice, og de første åbningsdage har været gode.

- Det er mega fedt at åbne, og vi har fået stor ros af kunderne. Vi har prøvet det før, det er jo en kæmpe fordel. Vi ved, hvad vi skal. Vi ved, man kan blive væltet. Vi ved, man kan løbe tør for dej, og at der skal rigtig mange råvarer til, siger Aviaja Lyberth.

Alligevel blev der væltet en skål med dej i køleskabet på den første åbningsdag, og det forsinkede hele køkkenet. Men som Mads Anderskouv konstaterer:

- Der er ikke nogen, der er døde.

Et lille bump på vejen tager de med. Det gør Dan Lia Christensen, indehaver af Esbjerg Street Food også.

- Vi har nogle små børnefejl, som vi får rettet ind. Vi har vores bordbookingsapp og bordbestilling, som vi har haft udfordringer med. Det har vi sat på hold, og så får vi nogle programmører ind i næste uge (denne uge red.), som skal hjælpe os med det, siger han.

Cirka 1500 mennesker besøgte Esbjerg Street Food på åbningsdagen i torsdags. Da streetfood åbnede i Esbjerg for første gang, var der det dobbelte, men der var heller ingen corona at tage hensyn til, så Dan Lia Christensen er ret tilfreds.

- Der har været mange mennesker, men jeg synes, det er dejligt, at der både er afstand til folk og samtidig mange mennesker. Det kan vi på streetfood, fordi vi har så mange kvadratmeter, siger Dan Lia Christensen.

I pandekageboden er navnet Bluesette en sammentrækning mellem blues og pandekagedesserten crepes suzette. Aviaja Lyberth og Mads Anderskouv har også planer om at give et nummer, som de gjorde jævnligt, da Bluesette lå i Kirkegade. Han spiller guitar, og hun synger.

Aviaja betyder for resten lille solstråle, og netop en lille solstrålehistorie er, hvad de håber på at kunne fortælle i Esbjerg Street Food.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

Kandidat: Hende kan man have tillid til

Annonce