Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Se mor, der er bogstaver på jorden

Gustav Jessen og Hjalte Abel valgte 10Plus, fordi de havde det svært i den almindelige folkeskole. De er glade for strukturen og de små klasser i 10Plus - og for at have lavet en aktivitetsbane, som kan aflede forældre i hente-bringe-situationer fra deres mobiltelefoner. Foto: Niels Husted
Det var synet af travle forældre, der hver morgen afleverer småbørn med øjnene rettet mod deres mobiltelefon, som fik Flex10 og 10Plus til at lave en afledningsmanøvre på jorden.

Godt tænkt: Hver morgen kan Eddie Lützhöft og hans elever fra Flex10 og 10Plus på Esbjerg Ungdomsskole i Grønlandsparken observere, når forældre afleverer og henter deres børn i vuggestuen og børnehaven. De går de cirka 117 meter fra parkeringspladsen på den gamle Blåbjerggårdskolen, ind gennem skolegården, forbi Flex10 og 10Plus, forbi de almindelige kommunale 10. klasser i Studie 10 og over til vuggestuen og børnehaven i de fjerneste bygninger. Og lærer Eddie Lützhöft og hans elever havde lagt mærke til, at afleveringen lidt for ofte foregik med øjnene på mobiltelefonen fremfor på barnet.

- Der var ofte ingen kontakt mellem mor og far og deres barn, og det var synd, syntes jeg, så jeg spurgte chefen, om mine elever ikke måtte lave en aktivitetssti, som kunne aflede forældrenes opmærksomhed fra telefonen og i stedet give forældre og børn en hyggelig hente-bringe-situation, siger Eddie Lützhöft.


I dag skal børn jo helst kunne alfabetet og ti-talsrækken, når de afslutter i 0. klasse, så nu kan de øve sig hver morgen og eftermiddag.

Eddie Lützhöft, lærer


Og sådan blev det. Over tre dage sprayede Hjalte Abel og Gustav Jessen og deres klassekammerater fra Flex10 og 10Plus en farvestrålende rute på asfalten mellem p-plads og vuggestue og børnehave. Med alfabetet, med tal fra 0-10, med hinkebane, balloner, med de skandinaviske flag og med bogstaver, der danner "god dag" og "mor og far". Jeppe fra 10Plus fik i Esbjerg Ungdomsskoles nye Makerspace ved hjælp af en laserskærer lavet skabeloner til projektet, så det hele ser flot og ensartet ud.

- Nogle af forældrene går stadig og kigger på deres mobiltelefoner, men børnene har fået noget at lære af og lege på, siger Hjalte Abel.

Han valgte tilbuddet på 10Plus med få elever i klassen og meget struktur, fordi han havde det lidt svært i den almindelige folkeskole.

- Jeg var ikke den bedste i skolen, og jeg var også lidt skoletræt, siger Hjalte Abel.

- Det var det samme for mig, tilføjer Gustav Jessen.

- Jeg havde meget fravær, men herude fik jeg god hjælp, siger Gustav.

Mens vi står og snakker, kommer to børnehavepædagoger fra "Muslingerne" cyklende gennem skolegården med ladcyklerne fulde af børn i flyverdragter. De skal ud at finde haletudser.

- Det kan godt være, aktivitetsbanen ikke har den store indflydelse på forældrene, men børnene elsker den, og så er det blevet nemmere for de voksne at finde over til børnehaven, siger en af pædagogerne.

10. klasse for udfordrede unge

Flex10 og 10Plus er kommunale 10. klasse-tilbud for unge, som ikke kan fungere i en almindelig 10. klasse. Flere har en form for autisme, alle har noget, de er pressede af, mange har haft en hård skoletid, og på Flex10 og 10Plus får de struktur, små klasser og stabilitet. Eleverne har kun undervisning i dansk, engelsk og matematik og derudover valgfag, ligesom der er fokus på praktikbesøg. Tilbuddene har et samarbejde med Coop/Fakta, så eleverne undervejs i forløbet kan komme ud i praktik med henblik på et senere fritidsjob og mulighed for en læreplads.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

Svingdøren på Fanø

Ugeavisen Esbjerg

Professor: Det er en kreativ omgåelse af udbudsreglerne, som vi ikke ser så ofte, fordi man som offentlig myndighed normalt gør sig umage med at følge reglerne

Annonce