Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Sej gut: Silas hang i et år

Over 700 nætter har 12-årige Silas nu tilbragt i sine forældres have. De seneste 365 i en hængekøje. Han overvejer nu sit næste udeprojekt, og i mellemtiden vil han lære at spille guitar, sejle hele Gudenåen i kajak og cykle fra Skagen til grænsen.

Annonce

Der er kommet nyt mærke på Silas Derbyshires spejderskjorte.

Der er ellers rigeligt af dem i forvejen, for den 12-årige knægt fra Esbjerg går ikke af vejen for en udfordring, der kan bane vejen for et mærke, og det seneste er altså bare lige en tand sejere end Strand- og Madmærket.

Den 1. maj kunne Silas nemlig sy ”Hangout 365” mærket på sin skjorte efter 365 nætter i sin hængekøje ude i haven på Ingemanns Allé. Og det var vel at mærke et projekt, der blev sat i gang blot et år efter, Silas havde sovet 365 dage i sit telt ude i haven. Som i øvrigt gav ham ”Snorkymærket.”

- Det har været fedt!, lyder det fra den 12-årige skoleknægt, da avisen lægger vejen forbi for at høre om de mange hængende nætter.

- Jeg har sovet bedre end i teltet. Det er nok den friske luft, smiler Silas, der imidlertid har haft vanskeligere ved at vænne sig til at sove indendørs igen nu.

- Jeg har sværere ved at trække vejret. Det er alt for varmt, synes jeg. Jeg har også skiftet nattøj og madras, som var blevet alt for hård, siger Silas, som indrømmer, at det nu også er hyggeligt at ligge om aftenen og læse Sigurds Danmarkshistorie for sin 6-årige lillebror, Storm.

- Selvom han allerede faldt i søvn efter én side i går. Vi har savnet hinanden, smiler Silas, der i tre af sine 12 måneder i hængekøjen fik selskab af sin storesøster Freja.

- Det var super hyggeligt. Så lå vi og snakkede om aftenen, fortæller Silas, som dog i august måtte se sin søster luske indenfor igen.

Forældre tvang ham ind
Selv holdt han dog stand, man er vel spejder, og faktisk har der blot været 15 dage, hvor han har været nødt til at sove inde.

- Ja, det tvang vi ham til, ler Silas far, Nikko Derbyshire, og fortæller, at det skyldtes, at der lå vand i bunden af hængekøjen på grund af slagregn.

- Det skulle han alligevel ikke ligge i, men det var ikke fordi, Silas ikke havde lyst, forklarer faderen.

Og når nu talen falder på lyst, så siger Nikko Derbyshire samtidig, at alle Silas projekter er drevet af spænding, glæde og eventyrlyst. Og det skal man som forældre forsøge at omfavne, siger Nikko:

- For nogle kan det måske lyde lidt vildt, at vores knægt har sovet udenfor i over 700 dage nu, men jeg er overbevist om, at vi får en gladere dreng ud af det. Jeg synes, det er fedt, at han tør kaste sig ud i det, og jeg er sikker på, at det er noget, han bliver endnu mere robust af på sigt.

Gudenåen og Hærvejen
Silas har ingen større udendørs projekter linet op lige nu, til gengæld vil han lære at spille guitar. Han er allerede hård til computerspillet Rocksmith, der handler om at spille guitar, men nu skal det være den ægte vare, så der kan spilles om lejrbålet. Det skal der nok smelte et pigehjerte eller treogtyve ved om nogle år.

- Men jeg skal selvfølgelig stadig lave en masse udendørs ting med mine spejdervenner. Og i sommerferien skal vi på 14 dage sejle hele Gudenåen i kajak, og de sidste 14 dage af sommerferien cykler Storm, far og jeg fra Grenen i Skagen og så via Hærvejen ned til den tyske grænse på vores mountainbikes, siger Silas, som om det var det mest naturlige at gøre.

Nej, Silas Derbyshire er måske ikke en helt almindelig knægt, der snart skal i 6. klasse. Han er helt sin egen, og det giver da anerkendelse blandt kammeraterne med alle hans projekter.

- De fleste synes da, det er meget sejt, at jeg har sovet i hængekøje i et år. Og inden da et år i telt. Der er selvfølgelig også nogle, der ikke helt forstår det, og det er også okay. Jeg gør det, fordi jeg har lyst til det, smiler Silas, der i øvrigt dagen før sin 11-års fødselsdag donerede sit lange hår til parykker til kræftramte.

Dagen efter tog han så første nat ud af 365 i sin hængekøje. Og nu har han ”Hangoutmærket.”

CITAT: Da vi cyklede 10 Spir (de 10 bedste mountainbikeruter i statens skove), var det lidt træls. Der skulle jeg hele tiden sætte hængekøjen op og ned. Men ellers har det bare været fedt at hænge i den.
Silas Derbyshire

CITAT: Næste projekt kunne godt at være få det mærke, man får, hvis man tager et vist antal dage i telt, shelter, hængekøje og så under åben himmel. Men nu må vi se, først vil jeg lige lære at spille guitar. Silas Derbyshire

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce