Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Så er det nu: Hvem skal være Årets Esbjergenser  2020?

På hovedbiblioteket er der lavet en æresvæg for samtlige Årets Esbjergensere. Nu skal nummer 50 i rækken findes. Sidste frist for indstilling af kandidater er søndag 17, januar. Foto: Tue Sørensen
Ærefuld titel har 50 års jubilæum. De første 14 er foreslået. Har du en kandidat til Esbjergs æresvæg, så indstil ham eller hende. Sidste frist er søndag.
Annonce

Hæder: Søndag er sidste frist, hvis du har en kandidat til titlen som Årets Esbjergenser 2020. De første 14 kandidater er foreslået, men flere kan sagtens nå at komme i spil til plads nummer 50 på æresvæggen for Årets Esbjergensere. Den fornemme væg findes på hovedbiblioteket.

Navnene på æresvæggen kommer fra alle gode sider i Esbjerg. Det er personligheder og pionerer fra både kulturlivet, kunsten, elitesporten, foreningslivet, erhvervslivet, uddannelserne, det sociale arbejde og det politiske liv i Esbjerg. Alle personer på æresvæggen har på hver deres måde spillet en rolle for både Esbjerg og esbjergenserne i byens nyere historie.

Titlen som Årets Esbjergenser er en anerkendelse til en borger, der med sine evner, ideer og handlinger har gjort Esbjerg til et bedre sted at være for esbjergenserne. Der kan være tale om en enkeltstående bedrift, handling eller succes til gavn og glæde for Esbjerg og mange esbjergensere. Der kan også være tale om et årelangt virke eller ligefrem et livsværk af stor betydning for byen og byens borgere. For at komme i betragtning skal en kandidat være fyldt 18 år. Man kan kun blive Årets Esbjergenser en gang.

Herunder kan du i tilfældig rækkefølge se de første 14, der er blevet foreslået som Årets Esbjergenser 2020. Du kan også se et kort sammendrag  af de begrundelser, Ugeavisen Esbjerg har modtaget sammen med indstillingerne.

Sådan indstiller du din kandidat

Har du en kandidat til titlen som Årets Esbjergenser, så kan du indstille hende eller ham på disse måder:

1. Klik på linket her. Så åbner et skema. Udfyld og tryk send.

2. Send en e-mail til aj@ugeavisen.dk. Skriv Årets Esbjergenser 2020 i emnefeltet. Skriv navn på din kandidat og en begrundelse for indstillingen i tekstfeltet. Du kan også vedhæfte et dokument.

3. Aflever din indstilling i Ugeavisen Esbjergs brevsprække, Kongensgade 110, 6700 Esbjerg.
Mærk den Årets Esbjergenser 2020. Sidste frist for at indstille kandidater er søndag, den 17. januar 2021.

Jesper Jensen

Som træner for både Team Esbjergs kvindehold og det danske landshold i kvindehåndbold har Jesper Jensen på fornemste vis sat Esbjerg på landkortet. Med sin seriøse tilgang, sin beskedne facon og sit stærke bånd til Esbjerg er han en fin ambassadør for byen. Både med sine resultater og med sin måde at skabe dem på.

Stephanie Lose

Stephanie Lose arbejder benhårdt - ikke kun for Esbjerg og region Syddanmark. Hun er også formand for Danske Regioner og kæmper på den måde for det lokale i hele landet. Hun har fortjent at blive Årets Esbjergenser. Stephanie Lose er ikke er født her, men hun har efterhånden boet i Esbjerg i halvdelen af sit liv og er både privat og professionelt stærkt knyttet til byen. Senest er hun kommet i spil som ny næstformand i Venstre.

Lars Strandby

Han er en kæmpe dynamo og drivkraft for klublivet i SGI-Fodbold. Lars Strandby er en af de mange stærke frivillige, som foreningslivet i Esbjerg ikke kan undvære.

Tina Sällberg

Tina Sällberg har også i 2020 arbejdet utrætteligt for Esbjergs udsatte og hjemløse i blandt andet Varmestuen. Hun mente i 2020, at alle fortjener en julegave og fik idéen til Mission Julegave. Et kæmpe koordineringsarbejde. Foruden juleindsatsen er Tina året rundt frivillig i Varmestuen og yder derudover også en stor indsats i Scleroseforeningen Esbjerg Fanø. Hun fortjener et skulderklap for sit store engagement.

Karin Schwartz

Hun er kendt for sin sport på verdensplan med OL-sølv og EM-guld. Hun er kendt for at starte Esbjerg Taekwondoklub og respekteret for at gå imod vægttyranni og andet pres i forhold til sportsfolk. Karin Schwartz har modtaget et hav af priser: Esbjerg Bys Ærespris, Danmarks Idræts Forbunds Kvindeidrætspris, Gunnar Nu Prisen og udnævnt som årets leder i taekwondoforbundet i 2004. Som kronen på værket blev hun i 2018 optaget blandt de andre markante sportsfolk i walkoffameesbjerg. Derudover har hun i over et årti siddet i Esbjergs byråd og vil gerne ind igen. Karin Schwartz er også en ildsjæl for de udsatte børn i Esbjerg via sit arbejde i Aktiv Fritid.

Dan Lia Christensen

Dan Lia Christensen har formået at få vendt skuden for Esbjerg Street Food, som i første omgang ikke kunne løbe rundt. Han fandt nye veje og hænger i trods corona, som i den grad kom i vejen for genåbningen. Streetfood er i Dan Lia Christensens udgave blevet et populært samlingspunkt for mange både unge, familier og ældre. Samtidig formår han sammen med sit personale at lave fine arrangementer, som skaber liv i det gamle teater.

Dorthe Uth Eriksen

Dorthe Uth Eriksen er leder af Café Finns Paraply, en social café i Esbjerg under KFUM. Udover at være verdens bedste chef, daglig leder og blæksprutte er hun også  en empatisk vejleder for socialrådgivere under uddannelse. Dorthe Uth Eriksen er med til at passe på vores udsatte borgere. Caféen er med til at bekæmpe ensomhed, gennem fællesarrangementer, fællesspisning og ellers ren hygge. I caféen er alle - også skæve eksistenser - ubetinget værdifulde. Hun behandler folk sådan.

Arne Nikolajsen

Esbjergs krig mod Coronaen kunne ikke være kæmpet uden Esbjerg kommunes sundhedsdirektør Arne Nikolajsen. Blandt andet på grund af hans beslutninger er Esbjerg i top blandt landets kommuner,  når det gælder om at holde sygdomme under kontrol. Derfor er han et oplagt valg som Årets Esbjergenser i det udfordrende, forgangne år. Normalt bruger han sin tid på at forbedre Esbjergs sundhedssektor og sørge for, at vi i vores kommune har de bedst mulige forhold på alle de områder, han beskæftiger sig med som direktør for Fritid, Sundhed & Omsorg.  Men under Corona-epidemien har hans primære fokus været at beskytte de svage borgere og sørge for, at vi i Esbjerg ikke ville bukke under for smittetrykket. Det har han indtil videre klaret så godt, som det kan lade sig gøre.

Helene Plet

Helene Plet er som arkitekt og formand for Esbjerg Byfond velkendt i byen. Hun er påskønnet for sin store indsats for byens forskønnelse og bevaring af den historiske midtby, herunder ikke mindst hendes modstand mod malplaceret højhusbyggeri i centrum og manglende respekt for  respekt for Esbjergs arkitekturhistorie. En modstand og kritik, hun har sat ord på mange bange. Senest, da hun for nylig meddelte, at hun vil stoppe som formand for Esbjerg Byfond

Laila Christensen

Laila Christensen, bager og indehaver af konditerbageren i Storegade i Esbjerg. Hun kæmper for sin lille butik i en svær coronatid. Hun er ikke kun fantastisk god ved sit personale, hun støtter også rmange foreninger, byens udsatte, skolebanko og meget andet. Hun glæder de gamle og firmaer med overraskelser. Hun har et hjerte af guld, og er en af de mange små selvstændige, der ofte bliver overset. 

Debbie Bisgaard Jensen

Årets Esbjergenser skal være Debbie Bisgaard Jensen, leder af Troldehulen i Bryndum. Hun har i de sidste år udvidet Troldehulen med tre institutioner. Debbie Bisgaard Jensen er en ildsjæl, der brænder for alt, hun gør med børn og for sine ansatte. Hun er mere end en leder, hun er meget empatisk og dygtig. Hun hjælper alt og alle, hun kommer i kontakt med. Hun smider, hvad hun har i hænderne, når nogen har brug for hjælp, det være sig børn, ansatte og forældre. Hun har formået at skabe en helt speciel slags institution med højt til loftet, professionalisme, empati, omsorg, kærlighed, forståelse, fantastisk læringsmiljø for både voksne og børn. I sandhed en fantastisk kvinde, leder og dygtig iværksætter.

Tonny Nielsen Bruun

Årets Esbjergenser 2020 skal være direktør Tonny Nielsen Bruun fra firmaet Nicehair, som han stiftede i 2009 i en kælder på Klintevej i Esbjerg. Siden har virksomheden vokset sig stor, men en ting, der aldrig er ændret, er hans afgørende rolle for virksomheden og medarbejdere. Han knokler dag ind og dag ud, men har altid plads til at skabe smil på arbejdspladsen. Trods Corona-krisen har Nicehair formået at vokse med 35 procent og på samme tid lave et flot overskud. Dette havde ikke været muligt uden ham. Tonny Nielsen Bruun har skabt en ægte Esbjerg-virksomhed, som har betydet mange arbejdspladser til unge, ældre, dem med specielle behov og mange andre. Som chef og leder har han taget imod folk med åbne arme og forsøgt at skabe plads til netop dem, som har haft ekstra behov for det.

Ella Hedegaard

Ella Hedegaard har brugt mindst 50 år af sit liv på humanitære områder. I Esbjerg har hun blandt andet startet patientstøtteordningen samt vågetjenesten i Røde Kors regi på Sydvestjysk Sygehus. Her er der i dag knap 90 personer, som bruger mange timer på sygehuset både nat og dag til glæde og gavn for patienter, pårørende og medarbejdere. Ella Hedegaard har i en menneskealder også brugt mange kræfter på at styrke integrationen i Esbjerg. Samtidig er hun og har hun i årevis været en drivkraft for det lokale arbejde i Røde Kors Region Syddanmark

Nicolai Kubel Olesen

Nicolai Kubel Olesen bør blive Årets Esbjergenser 2020. Begrundelsen er hans utrættelige arbejde for udsatte unge i Esbjerg. Han arbejder uophørligt for dem uden at tænke på sig selv.  Det har han blandt andet gjort i den tid, han var på Korn 180, og det gør han nu som forstander for Skjoldbo i Esbjerg, der er et botilbud til hjemløse unge mellem 18 og 29 år.

Annonce
Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Den ubesejrede

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce