Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Spændende: Madklubben åbner i Esbjerg

Madklubbens bagmænd i de noget nært perfekte lokaler i Skolegade 44.

Restaurantkæde åbner i Skolegade til sommer. Jagter nyt personale til

gennemprøvet koncept.

Annonce

Rygterne har svirret, gætterierne har været mange, men nu kan sløret løftes for at det bliver ”Madklubben”, der flytter ind i Skolegade 44, hvor der tidligere var en genbrugsforretning.

Villemoes Holding, der ejer bygningerne, ligesom man ejer bygningerne, der rummer The Old Irish Pub, Cafe Frederik og Portlands, har gennem to år været på udkig efter den helt rigtige lejer til de gennemrenoverede lokaler.

I det oprindelige prospekt legede man med tanken om en fiskerestaurant, men også bøfkæden ”Mash” har været rygtet ind hernede.
Nu bliver det som sagt ”Madklubben”, der kommer, og med sig bringer de et gennemprøvet koncept fra Aarhus og København.

Gennemprøvet koncept
Her findes der i alt tre restauranter, der bærer navnet ”Madklubben”, og konceptet er dansk mad med et twist i ny og næ. Gode bæredygtige råvarer er i højsædet, ligesom priserne holdes på et niveau, de fleste kan være med til.

Madkubbens grundlægger, Anders Aagaard, fortæller, at udgangspunktet var, at man ville skabe et sted, hvor både millionæren og ham med den lave indkomst kunne mødes og komme hjem med en god madoplevelse.
Lars Bertelsen, der er medejer af flere af restauranterne, fortæller, at man er glad for at komme til Esbjerg.

- Det var ikke noget, der lå lige for, og det var ikke først fremme på vores plan, men efter at have set byen og efter at have fornemmet at der er liv i den, også på en hverdag, og ikke mindst efter vi så de fine lokaler, vi kommer til at flytte ind i, så var vi ikke i tvivl. Der sker noget her, og vi tror på, at vort koncept vil passe fint ind her. Vi er alle fra provinsen og ved, at man sætter pris på god og reel mad her, siger han.

Jagt på personale
Menukortet på Madklubben Classic indeholder flere forskellige muligheder for at sætte forskellige retter sammen. Typisk kan man få en tre retters menu for 225 kroner.

I løbet af ugen vil man servere solid dansk mad som for eksempel boller i karry eller sprængt oksespidsbryst med sauteret spidskål og peberrodssauce.

Da Ugeavisen Esbjerg er på besøg, løber der håndværkere rundt. Der tegnes op og krydses af. Sidenhen skal der indkøbes møbler til de omkring 200 gæster, der kan skabes plads til her.

Samtidig går jagten ind på personale. Man forestiller sig, at der skal ansættes omkring seks kokke og 20-25 tjenere og serveringspersonale, der skal være parat, når man først på sommeren slår dørene op.

Kenn Meier, Lars Bertelsen og Anders Aagaard glæder sig til at åbne i Esbjerg.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce