Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Spændende: Mr. Offshore skænker Esbjerg en plads tegnet af stjernearkitekt

Henning G. Kruse, Esbjergs offshorepioner nummer 1, blev mangemillionær på sit fremsyn. Han synes selv, han skylder Esbjerg og esbjergenserne en tak. Derfor har han besluttet at skænke byens musikhus en ny forplads, der bliver et funktionelt kunstværk tegnet af den verdensberømte arkitekt Bjarke Ingels tegnestue BIG. Den nye plads skal indvies på Henning G. Kruses 80 års fødselsdag 7. juni næste år.

Til næste år i juni er Musikhuset Esbjergs forplads blevet forvandlet til et kunstværk i sig selv. Bag tegningerne står den verdensberømte danske arkitekt Bjarke Ingels og hans tegnestue BIG. Den nye plads er en gave til byen fra Henning G. Kruse, som blev mangemillionær, fordi han forstod de muligheder, Nordsøens olie- og gasfelter gav Esbjerg.

Annonce

Ingen har spillet en større rolle end Henning G. Kruse for Esbjergs position som nøgleby for offshore-industrien. Da han i 1980 grundlagde EOS - Esbjerg Oilfield Services, som havde store og afgørende opgaver i forbindelse med især etableringen af olie- og gasfelterne Gorm og Tyra, blev han en motor og inspiration for mange andre, som siden etablerede sig i off-shoresektoren. Sammen skabte kombinationen af nordsøaktiviteter og Esbjerg i tusindevis af arbejdspladser, som hele Esbjerg stadig nyder godt af.

Henning Kruses eget firma - EOS - var i sin storhedstid en virksomhed med over 1.000 medarbejdere. Firmaet producerede platforme, moduler og andet på værftet i Esbjerg, hvor der også blev bygget skibe. Henning G. Kruse var også med til at stifte Esvagt A/S sammen med Kent Kirk og Ole Andersen. Også den ide blev et guldæg.

Henning G. Kruse blev rig af sit fremsyn, og han har længe ønsket at betale tilbage til Esbjerg og esbjergenserne med en gave. I spil har været et kunstværk til forpladsen ved Musikhuset Esbjerg, men nu ligger det fast, at Kruses gave bliver til meget mere end blot et kunstværk. Henning G. Kruse har besluttet at forære byens musikhus en helt ny forplads tegnet af den verdensberømte arkitekt Bjarke Ingels tegnestue BIG.

Hvad gaven koster, vil hverken Henning G. Kruse eller Musikhuset Esbjerg oplyse, men efter planen skal den nye forplads være færdig til juni næste år, og den skal indvies på Henning G. Kruses fødselsdag 7. juni næste år, siger Johnny Søtrup, formand for Musikhuset Esbjerg.

Seks år gammel ide
Henning G. Kruses ønske om at give Esbjerg en gave som tak for alt, hvad by og borgere har betydet for ham og hans virksomheder, diskuterede han med Johnny Søtrup første gang for seks år siden, da Johnny Søtrup var borgmester.

Allerede dengang var en skulptur eller et springvand på forpladsen en mulighed, og det var da også en løsning i den retning og på det niveau, Musikhuset Esbjerg i første omgang havde talt med Henning G. Kruse om.

- Men alle, der kender Henning G. Kruse ved, at han går ind for kvalitet i alle løsninger. Han ville mere, end vi i grunden havde i tankerne, og så kom ideen om at gøre hele forpladsen til noget særligt på bordet, fortæller Johnny Søtrup.

Henning Kruse var med på ideen og foreslog med det samme at gå efter en arkitekt, der var kendt uden for Esbjerg, ja, gerne internationalt kendt. Skal det være en plads, skal det være en plads, der bliver lagt mærke til, mente Henning G. Kruse. Og da han blev spurgt, hvem han kunne forestille sig, arkitekten skulle være, lød svaret: - Jeg synes, det skal være Bjarke Ingels.

- Sådan er det blevet. Der har været møder mellem Henning G. Kruses Fond, Musikhuset Esbjerg og Bjarke Ingels Group. Både her og i København. Aftalen er på plads, og arbejdet med tegningerne er i gang. Vi er selvfølgelig spændte på resultatet, som gerne skal blive en plads, der er både spektakulær og funktionel. Man skal stadig kunne færdes på den, siger Johnny Søtrup.

På forpladsen står der i forvejen en skulptur af Robert Jacobsen. Skulpturen skal være en del af den nye helhed, fordi både BIG, Henning G. Kruse og Musikhuset Esbjerg synes, at Robert Jacobsens jernskulptur passer godt sammen med billedet af den offshoreindustri, Henning G. Kruse skabte sin formue i.

CITAT: Alle, der kender Henning G. Kruse ved, at han går ind for kvalitet i alle løsninger. Han ville mere, end vi i grunden havde i tankerne, og så kom ideen om at gøre hele forpladsen til noget særligt på bordet.
Johnny Søtrup, formand for Musikhuset Esbjerg

FAKTA
Esbjerg Kommune bliver bygherre på indretningen af musikhusets nye forplads. Men pladsen etableres for midler doneret af Henning G. Kruses Fond. Henning G. Kruse er gennem tiden blevet hædret og hyldet på flere måder. Blandt andet med disse priser og titler:

• Esbjerg Bys Ærespris.
• Årets Esbjergenser, kåret af Ugeavisen Esbjerg.
• Esbjerg Erhvervscenters Ærespris.
• JydskeVestkystens Erhvervspris, Den gyldne Ambolt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Gå i klub på nettet

Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

Den ubesejrede

Annonce