Tegneren: Det er Eva Munk, der har skrevet ungdomsromanen "Du kommer med natten" med temaer som sorg, tab, minder og identitet, som udkommer den 22. februar. Men det er 22-årige Stinna Danger fra Esbjerg, der har illustreret den. Hun har altid tegnet.
- Jeg elsker matematik og kunst. Det fedeste jeg vidste i skolen, var matematik. Der er noget smukt ved matematik, det er meget rent, siger Stinna Danger.
Stinna DangerDu skal gøre en indsats for at være arbejdsløs datalog.
- Men du kan godt være freelance illustrator, du kan ikke leve af freelance matematik, og du skal gøre en indsats for at være arbejdsløs datalog, så det var derfor, jeg valgte at læse datalogi og gå den vej. Jeg har også altid spillet computer. Tegne og illustrere gør jeg så ved siden af studiet, tilføjer Stinna Danger.
Hun begyndte at tegne, da hun kunne holde en blyant. Efter studentereksamen fra Rybners stx tog hun to sabbatår, arbejdede og var lidt ude at rejse. Hun tog også til Viborg for at studere klassisk tegning på kurset TDA Classical hos The Animation Workshop. Siden 2017 har hun deltaget på Fantasy Festivalen i Esbjerg og haft en stand i Kunstnerhjørnet, hvor hun blandt andet udstiller og sælger egne illustrationer, for det er fantasy-universet, Stinna Danger er fascineret af og elsker.
Hendes mor er keramiker og billedkunstner, Lotte Danger Pedersen, og hendes far er ingeniør.
- Så jeg har været i et miljø, hvor både kunsten og matematikken var der, siger Stinna Danger.
Hun har tidligere illustreret til Linette Harpsøes fantasyroman, Forfædrenes Talisman, og nu kommer altså snart "Du kommer med natten", hvor både forside og alle seks opslag med illustrationer er lavet af Stinna Danger.
- En tegning kan tage mig fra otte timer til 50-60 timer at lave. Det tog lang tid, før jeg kunne få mig selv til at hænge en af mine egne tegninger op derhjemme, men nu har jeg gjort det og er så stolt, når jeg kigger på den. Den tegning fandtes ikke, før jeg lavede den. Det er en fantastisk følelse, siger Stinna Danger.