Formanden: Patrizia Madsen læste sociologi og kulturanalyse på universitetet. En gang satte hun sig på værtshus i tre måneder for at finde ud af, hvad der tiltrækker folk til værtshusmiljøet. En anden gang skrællede hun i tre måneder for at finde ud af, hvorfor folk gør det.
I dag underviser den 47-årige Patrizia Madsen pædagogerne på UC Syd i blandt andet videnskabsteori, og når hun har fri fra arbejde, bruger hun tiden i sit yogastudie eller til træning i Esbjerg Fightcenter. Som barn gik hun til jiu-jitsu, og det er seks år siden, hun som 41-årig vendte tilbage til kampsportsverdenen, da hun meldte sig ind i Kickboxing Team Esbjerg. Hun træner stadig kickboxing i dag - i Esbjerg Fightcenter, hvor Patrizia Madsen er formand.
- Jeg kan rigtig godt lide kampsport, det er jo god motion. Og så har jeg altid godt kunnet lide at gå ind i nogle fællesskaber, hvor der er noget skævhed, forklarer hun.
I Esbjerg Fightcenter underviser hun også i astanga-yoga, mens hun overlader MMA-kampene til de yngre medlemmer. Der er en mangfoldighed i klubben, som hun finder spændende og ikke kun indenfor de forskellige kampsportsformer.
- I min professionelle beskæftigelse har jeg arbejdet meget med udsatte børn, unge og voksne for den sags skyld. Og jeg har arbejdet meget med at bygge bro mennesker imellem, det tiltaler mig, og det kan den her sport. Til træning har vi nogle gange ti forskellige nationaliteter, og de kommer fra blandede sociale lag. Der er rigtig mange udlændinge, der godt kan lide sporten, så vi har medlemmer, der er i gang med en ph.d. fra universitetet, men der kommer også dem fra de udsatte områder på Stengårdsvej og i Kvaglund, forklarer Patrizia Madsen.
Patrizia Madsen, formand for Esbjerg FightcenterVi sender ikke børn hjem med brækkede næser, og vi passer på hinanden. Man kommer ikke til træning for at smadre hinanden, der er rigtig meget teknik i det.
Disciplin ikke slagsmål
I weekenden var hun med til at arrangere Esbjerg Fightcenters første store stævne, da Veldtoftehallen lagde halgulv til en eftermiddag og aften med kampe i et bur, og selvfølgelig fulgte hun spændt med i kampene, men det er fællesskabet, hun brænder for.
- Generelt kan foreningslivet noget. Når børn og unge er i foreningslivet, så vokser deres sandsynlighed for at komme i beskæftigelse. Og den her nichesport kan tiltrække de her unge. Her er plads til at være den man er, og der er en mangfoldighed og en rummelighed. Nogle kan måske føle, at de bliver set skævt til, hvis de kommer fra et udsat boligområde, men vi har plads til alle. Sporten disciplinerer os. Der er lidt kæft, trit og retning i klubben, og det tænker jeg, nogle af de drenge har brug for, siger formanden, som ryster på hovedet, hvis hun møder fordommen om, at man ikke skal lære de drenge at slås.
- Jeg tænker slet ikke, vi lærer de unge at slås. Jeg synes, der er rigtig meget disciplinering i det, og hvis du render rundt og er super vred, bruger du ikke din energi konstruktivt, og du bliver ikke en god kæmper. For du kan ikke tænke rationelt, når du bliver vred, siger Patrizia Madsen og understreger, at klubben har skrevet ind i sine vedtægter at deltagelse i for eksempel gadekampe er lig med ekskludering.
Hun ser i stedet de mange positive sider ved sporten.
- Når vores børn går ind i en daginstitution, er det typisk kvinder, vi afleverer dem til. Vi kvinder har det nogle gange lidt svært ved at se børn slås, men man ved fra et forskningsperspektiv, at når man bøvler og slås for sjov, så lærer man for det første at aflæse hinanden, men der er også noget kropsligt i det. Motorikken bliver stimuleret, siger Patrizia Madsen.
