Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Tillykke: Brunt værtshus i 50 år

Kristians datter Michelle kom lige forbi for at få en sodavand. Han har tre døtre i Esbjerg. Konen arbejder, så 1-3 gange om ugen smutter Kristian lige forbi Dowdi og får et par bajere og en snak. Med rigtige mennesker.

I 50 år har Englandsgade 12 været brunt værtshus. De sidste 22 som ”Dowdi” med Hanne og Ulrik bag baren. Og det er ikke bare at knappe øl op til kunderne. Det er en livsstil.

Annonce

Der er langt færre brune værtshuse, end der var engang. Sådan er det i alle byer. De der brune værtshuse med fyldte askebægre, dartskiver og raflebægre, dunkel belysning, stamkunder ved bordene og bajere til 18 kroner stykket. Lige pludselig skulle vi i stedet sidde på cafeer og barer med spejle på væggene, kulørte drinks, nulrygepolitik og håndbryggede specialøl på kortet. Men der var mange, der foretrak det første. Og nogle værtshuse, der blev. Dowdi i Englandsgade 10 for eksempel. I 50 år har der været værtshus i huset. Lige siden 1969. Først Lotus Bar og for 22 år siden Dowdi med Hanne og Ulrik Sørensen bag baren.

Væltet stol og rejsegilde
Hver morgen møder ægteparret klokken cirka 6.30 på Dowdi for at gøre rent og gøre klar. Så går Hanne ned til Strøgets Gårdbutik i Stormgade 15, som hun har haft i 16 år, og Ulrik bliver.

Efter 22 år kan man ikke undgå at komme tæt på nogle at kunderne, og det er Ulrik og Hanne kommet. De har været på ferie med et par af dem, de bliver inviteret med til deres runde fødselsdage, og de har deltaget i begravelser. På Dowdi holder Ulrik og Hanne forårsfester og nytårsfester og en del bryllupper, og er der ikke en anledning, finder de på en som dengang, de holdt rejsegilde, fordi de havde væltet en stol og rejst den op igen - rejsegilde.

Humor, autensitet og billige bajere er det, der får kunderne til at komme igen og de unge til at gå på brunt værtshus. Også Kristian Buchholtz. Mens andre spiser brunch på byens pæne cafeer, har han lige fået dagens morgenkomplet ved det første bord indenfor døren på Dowdi. En Tuborg og en kaffepunch. Han er kommet her i tyve år, 1-3 gange om ugen. Han er invalidepensionist, konen arbejder, og på Dowdi kan 57-årige Kristian få sig en snak og et par Tuborg og alle de hvæs af sine Prince, han gider.

Altid i snak med nogle
- Jeg kan bare rigtig godt lide Dowdi. Her kan du lægge dine penge på bordet og gå på toilet, og når du kommer tilbage, er de der stadig. Engang kom jeg på Corners, men så forbød de tobaksrygning på grund af maden, og så smuttede jeg, siger Kristian.

- Det er jo et socialkontor. Du kan altid komme her og få hjælp til alt muligt. Jeg er ikke deres største problembarn, men jeg kan se, at mange andre kommer og får hjælp til computeren eller mobiltelefonen eller nogle papirer eller til at skrive en ansøgning. Jeg kommer her, fordi det er socialt samvær. Man kommer altid i snak med nogle. Det er ikke ligesom på cafeerne, hvor alle sidder med deres mobiltelefoner og hver for sig, tilføjer Kristian ved stampladsen.

I sommer blev 65-årige Ulrik folkepensionist. Hanne er 70. De har snakket om at tage lidt mere fri fra 2020.

- Det bliver en nedtrapning, for hvis jeg bare stoppede, ville jeg begynde at kede mig efter tre måneder. Jeg tror generelt, arbejdsmarkedet ville have glæde af nogle nedtrapnings-ordninger, så man over en årrække kunne kvitte sit job, mener Ulrik.

Hanne Sørensen kørte engang som sælger i Danmark, Tyskland og Norge. Ulrik er gammel forsikringsmand. Men da de en dag så, at Bræddehytten var til salg, slog de til, og bagefter købte de Dowdi. Efter tre år - i 1991 - solgte de Bræddehytten, men beholdt Dowdi, så nu har de været værtshusejere i sammenlagt 25 år.
- Det er en livsstil at have et værtshus. Hver dag ser måske ens ud, men det er de ikke. De gode og sjove timer er dog altid dem, der fylder mest, siger Ulrik Sørensen.
Man må gerne ryge på Dowdi. Ulrik Sørensen gætter på, der bliver røget 1-3 karton cigaretter hver dag, men det er på mange åbningstimer. Selv stoppede han med at ryge for ti år siden.
I mange år hed stedet Lotus Bar, men de sidste 22 år har det heddet Dowdi.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce