Uddannelse: Hvad kan få de unge til at blive i Esbjerg? Og hvad kan få dem til at vælge Esbjerg til? Det er nogle af de spørgsmål, der bliver arbejdet med i Education Esbjerg, hvor man tidligere på året stillede de samme spørgsmål til en række unge mennesker.
- Mange af de unge, vi har i vores eget ungeadvisoryboard, ved mere om, hvad der sker i Aarhus end i Esbjerg. De sagde: Hvorfor laver I ikke noget, hvor man kan opleve Esbjerg, fortæller Erling Petersson, leder af Education Esbjerg.
Derfor sætter Education Esbjerg nu gang i et nyt projekt, hvor 80 afgangselever fra gymnasiale ungdomsuddannelser i Esbjerg, Ribe og Varde bliver en del af et tutorprogram, hvor de både lærer Esbjergs uddannelser og uddannelsesbyen Esbjerg bedre at kende.
- Vi synes, det er vigtigt at vise, hvad Esbjerg kan, så de unge kan træffe deres endelige valg på et oplyst grundlag. De studerende fra de videregående uddannelser tager gymnasieelever med til for eksempel kongekampen og en fredagsbar på Huset. De kommer til bingoaften på Streetfood og til at møde ungdomsfonden. Vi laver nogle events, man melder sig til, og så er det os, der står for arrangementerne, siger Erling Petersson og fortæller, at elever, der kommer udenbys fra, får refunderet deres rejseudgifter.
Education Esbjerg har allerede været i Varde og Ribe og præsentere projektet, og derfra er der allerede kommet tilmeldinger til projektet, der også har opbakning fra Rybners og Esbjerg Gymnasium.
Erling Petersson, leder af Education EsbjergVi vil lave en række arrangementer, der skal vise fødekæden til de videregående uddannelser i Esbjerg, hvad Esbjerg kan.
Det gode liv
I første omgang er der som sagt plads til 80 elever i programmet, som selvfølgelig har til formål at få de unge til at vælge Esbjerg til, men Erling Petersson mener, programmet uanset hvad de unge vælger, kan komme studiebyen Esbjerg til gavn.
- Vi tænker, at det vigtigste er, at de får nogle fede oplevelser og et godt indtryk af byen, mens de er unge i Esbjerg. Så kan det være, de fortæller det videre til nogle andre, det kan også være, de forlader byen, men hvis de gør det med en opfattelse af, at det ikke var en håbløs by, kan det være, de vender tilbage på et senere tidspunkt, siger han.
Tutorprogrammet begynder som et pilotprojekt, der begynder næste år og strækker sig fra januar til maj. Derefter er der allerede planer om at udvide projektet.
- Vi vil gerne have en succes med pilotprojektet for så at tage det i endnu større udblæsning over et helt skoleår. Vi har lavet en plan, der hedder, at vi starter i nærområdet. I næste ryk arbejder vi os mod Tønder, Vejen Ringkøbing, Billund og Grindsted, siger Erling Petersson.
Tutorprogrammet
Education Esbjerg vil føre studerende fra byens videregående uddannelser sammen med afgangselever fra ungdomsuddannelser. De studerende (tutorer) tager afgangseleverne i hånden og lader dem opleve, hvordan det er at studere i Esbjerg gennem fem events. Målet er, at den gode fortælling om studiebyen Esbjerg, kan inspirere kommende studerende i deres valg af uddannelse og uddannelsesby.
Læs mere om programmet og tilmeld dig på www.Sibu.dk