Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Ugeavisen mener: En hyldest til et brusebad af generøsitet

Annonce

Mening: Siden 1971 har ugeavisen og ugeavisens læsere sammen kåret Årets Esbjergenser. Nummer 49 i rækken er nu blevet Johan Preben Hoffmann, som i 2000 blev en af Esbjergs rigeste, da han solgte sit livsværk Arovit. Inde i avisen kan du læse mere om Johan Preben Hoffmann og alt det, han gennem mange år har valgt at støtte enten med donationer, regelmæssige tilskud eller aktive investeringer.

At anerkende Hoffmann med titlen som Årets Esbjergenser er at hædre en person, som over en årrække har skruet op for et brusebad af generøsitet med en blanding af både enkelte donationer og årlige tilskud til en meget stor vifte af projekter og initativer indenfor kultur, sport, socialt arbejde og erhvervsudvikling. Brusebadet rammer imponerende bredt. Og så har mange af de mere ukendte projekter et fælles træk, Johan Preben Hoffmann sætter pris på: Han vil gerne hjælpe de steder, hvor frivillige gør en indsats, der er til gavn for dem af os alle, der har det sværest.

Johan Preben Hoffmann har allerede delt mange millioner ud til gode formål i det lokalsamfund, han føler sig stærkt forbundet til med sin og sit livsværk Arovits historie. Og hverken han eller hans fond er færdig med at betale tilbage for det, som Esbjerg og mennesker her var med til at gøre muligt for Johan Preben Hoffmann.

Han deler penge ud med både omtanke og glæde. Det siger og viser han gang på gang, og hele Esbjerg nyder i et eller andet omfang godt af Johan Preben Hoffmanns gavmildhed. Derfor er det både på plads og på tide, at han kommer med på æresvæggen for Årets Esbjergensere.

De 48, der er på væggen i forvejen, er brikker i en mosaik, som viser de bedste sider af et halvt århundrede i Esbjergs nyere historie. Johan Preben Hoffmann vil tilføre mosaikken en vigtig brik og give det samlede billede en fin nuance mere.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

Den uperfekte bagside

Annonce