Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Ugeavisen mener: Få nu ryddet ordentligt op på Fanø

Annonce

MENING: Det har taget sin tid og sin tørn for tre familier på Fanø at trænge igennem med deres kritik af den behandling, de fik som mistænkte i underretningssager. Fanø Kommune holdt længe ved påstanden om, at alt i de tre meget omtalte børnesager var håndteret helt efter reglerne.

Det var sagerne ikke, viste de undersøgelser, som en serie artikler i Ugeavisen Esbjerg udløste. Fanø Kommune har siden givet forældrene i de tre sager en uforbeholden undskyldning for de fejl og mangler, der satte de tre forældrepar under mistanke for at skade deres børns trivsel.

Ingenting i de alvorlige mistanker og formodninger var der hold i. Det har Fanø Kommune erkendt efter en uvildig undersøgelse af sagsbehandlingen, som revisionsfirmaet BDO har foretaget. Undersøgelsens kritik var så benhård, at Fanø Kommune ikke kunne gøre andet end beklage fejlene og sige undskyld til forældrene, som havde haft ret hele tiden.

Den famøse og forkerte behandling, familierne blev udsat for, har fået konsekvenser på Fanø, hvor i hvert fald én ledende medarbejder ikke længere er ansat, da han er blevet fritstillet af Fanø Kommune.

Vedkommende er ifølge BDO-rapporten ikke den eneste medarbejder, hvis indsats i de meget omtalte børnesager har været kritisabel. Der er flere fejl at placere ansvar for. I den sammenhæng skal Fanø Kommune ikke glemme at kigge opad. Selv ø-kommunens borgmester og kommunaldirektør har undervejs jo hævdet, at alt i de tre børnesager var foregået efter reglerne.

Det er i øvrigt det samme, borgmesteren har sagt i og om ME-sagen på Fanø. I den ulykkelige sag går en række kritikpunkter, fejl og kommunale medarbejdere fra børnesagerne faktisk igen. I børnesagerne var Fanø Kommune på vildspor. Det samme kan være tilfældet i ME-sagen.

Så få nu ordentligt ryddet op.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

Liv i midtbyen

Annonce