Annonce
Ugeavisen Esbjerg

UNDER MISTANKE: - De tog et halvt år af vores liv

Julie og Anders Freys tilværelse på Fanø er ændret markant efter, at Fanø Kommune trak dem igennem et langstrakt sagsforløb, hvor kommunen mistænkte parret for at udøve vold mod deres børn.

Det begyndte en dag i maj og sluttede først i november. Og i tre uger kunne Anders og Julie Frey ikke få at vide, hvad de var mistænkt for. Det viste sig at være vold mod deres børn. Og selvom sagen i dag er lukket med beklagelse fra Fanø Kommune, står familien fortørnede og frustrerede tilbage efter et sagsforløb, der trak parret gennem et mareridt af næsten kafkaske dimensioner og tog et halvt år af deres liv.

Annonce

Om eftermiddagen den 29. maj 2019 er familien Frey i bil på vej hjem fra Sønderho. Foran sidder far Anders og mor Julie, og på bagsædet sidder deres søn Jacob på 10 år og lillesøster Anne på syv år.

Det er onsdagen før Kristi Himmelfart, og familien glæder sig til en forlænget weekend sammen. Pludselig fortæller Anne, at der tidligere på dagen kom to damer fra kommunen og talte med hende.

- De var også ude og tale med mig på lejrturen, fortæller Jacob.

Julie får et sug i maven. Hvad er det her, tænker hun og husker, hvordan hun havde undret sig over, hvorfor Jacob græd voldsomt meget, da hun hentede ham efter lejrturen tidligere på dagen. Men da hun havde spurgt ind til det hos forskellige pædagoger og lærere, fik hun vrængende beskeden, at han nok bare var træt.

Det viser sig imidlertid, at de to kommunale socialrådgivere er sendt ud for at tale med Jacob og Anne på baggrund af en underretning fra Fanø Skole. Heri er det blandt andet noteret, at efter en skoletime om blandt andet straf på børnehjem og læreres ret til at slå i gamle dage, har en lærer overhørt Anne sige følgende til en klassekammerat, da hun er på vej ud i skolegården:

”Jeg kalder nogle gange min far et røvhul (den kategori – muligvis ikke det ord). Jeg (læreren, red.) kommenterer, at det var da ikke pænt sagt og spørger hvorfor. Fordi han slår mig og Jacob”, står der i underretningen.

Læreren spørger efterfølgende ind til, om det er en leg, men det lyder det ifølge selvsamme lærer ikke til, og hun siger til Anne, at ”det må man ALDRIG”.

Men i stedet for at tale mere med Anne om emnet, så står der videre: ”fordi jeg ikke er SÅ tæt på pigen, lader jeg den ligge der.”

Læreren videregiver dog sin oplevelse til viceskolelederen, som på baggrund af lærerens forklaring vælger at lave en underretning.

Mangelfuld underretning
Viceskolelederen oplyser senere ved et partshøringsmøde, at skolen havde søgt råd og vejledning hos Social- og myndighed hos Fanø Kommune, som med det samme opfordrede skolen til at underrette under overgrebspakken (se faktaboks), og dermed måtte skolen ikke informere forældrene.

Den politik har Fanø Kommune beskrevet i sin beredskabsplan, hvor der blandt andet står:

”På baggrund af bekymring kan man tale med forældrene. Dog skal man ikke drøfte bekymringerne med forældrene, hvis bekymringen går på, om forældrene begår overgreb mod barnet/den unge.”

Der står endvidere i beredskabsplanen, at ”mistanken kan opstå på baggrund af en nærmere observation af barnet, barnets egne udsagn om hændelser, der har fundet sted samt udsagn fra andre eller oplysninger, man har fået fra anden side”.

Men i en partshøringsrapport fra skolen står der, at ”skolen oplever to børn i trivsel”. I rapporten står der desuden nedfældet, at viceskolelederen oplyser, at ”viceskolelederen havde det dårligt med, at forældrene ikke blev informeret om samtalerne efterfølgende.”

Underretningen kaldes af fagpersoner, herunder jurist Louise Schelde Frederiksen, for mangelfuld, mens familien af politiet angiveligt har fået at vide, at politiet betegner anmeldelsen som ”tynd”.

Det fremgår også af underretningen, at den har væsentlige mangler, herunder mangler der blandt andet beskrivelse af børnenes fysiske, psykiske og sociale forhold samt ressourcer, selvom det ellers fremgår af Fanø Kommunens egen beredskabsplan, at en underretning skal indeholde disse oplysninger. Der er ligeledes tolket i underretningen, hvilket der står i beredskabsplanen, at man skal undlade i en underretning.

Den mangelfulde underretning bliver omdrejningspunktet i en sag, der smadrer Frey familiens tilværelse, men som formentlig kunne have været afblæst, hvis man havde undersøgt sagen videre og fundet ud af, at det, at far slår, i sammenhængen handler om at slå ungerne i spil. Og at ”blive kaldt røvhul” formentlig handler om kortspillet ’Røvhul’.

”Det er de ikke begyndt med”
Mistanken om vold i hjemmet er imidlertid blev sået i kommunen, og den vokser med hast til en ukrudtsplante, der forandrer familiens liv.

Jacob fortæller sine forældre, at han under lejrturen er taget med ud på en bakke, og her er han blevet spurgt om, hvorvidt forældrene slår ham. I notatet står der, at han ikke vil tale med de to socialrådgivere om det, ligesom han forsøger at ”komme væk fra samtalen”.

Ifølge notatet siger Jacob, at han ikke har lyst til at snakke, men den ene socialrådgiver holder fast og spørger ham, ”hvor gammel han var, da de (forældrene, red.) begyndte at slå ham”. Hertil svarer Jacob: ”det er de ikke begyndt med”.

Anne er som nævnt også blevet udspurgt af de selvsamme socialrådgivere. I rapporten fra mødet er der blandt andet skrevet: ”Anne fortæller nu, at far aldrig har slået hende, men at Jacob skriger, når far tager fat i ham. Adspurgt om hun har set far slå Jacob, fortæller hun, at det har hun ikke, men hun kan høre, at far niver ham, fordi Jacob skriger. Socialrådgiveren spørger, om han skriger om hjælp, og Anne fortæller, at nej det er bare en høj lyd”.

Anders, der er vokset op på øen og arbejder som læge, og Julie, der er selvstændig med eget oversætter- og korrekturbureau, er chokerede over, at deres børn uden deres vidende og tilstedeværelse er blevet udspurgt af kommunale socialrådgivere.

De lever ellers et godt liv på Fanø, hvor de er glade for at være, leve og opdrage deres børn. De er aktive i ø-livet som frivillige, spiller musik, har siddet i skolebestyrelsen og været kontaktforældre, og Julie har også stillet op til kommunalvalget for Alternativet.

Alt er således, som det skal være, føler familien, der heller aldrig har været i myndighedernes søgelys. Før nu.

Fem søvnløse nætter
Julie og Anders kontakter straks kommunen for at få at vide, hvad det drejer sig om. De bliver imidlertid henvist til den sociale bagvagt. Det er teamlederen under Social og Myndighed, der varetager hvervet denne dag, og hun vil, ifølge familien, kun sige, at ”det handler om børnenes generelle mistrivsel”.

Familien får således ikke at vide, at det handler om en mistanke om vold.
Anders og Julie beder straks om at få en samtale med de kommunalt ansvarlige om fredagen efter Kristi Himmelfartsdag for at få både en afklaring og ikke mindst en forklaring. Kontoret er dog lukket, så først fire dage senere kan de få et møde om, hvad det hele handler om.

Det giver fem søvnløse nætter, hvor tankerne kører i selvsving og med hundrede kilometer i timen. Hvad er det, kommunen vil os, hvad er det her for noget, hvem kunne finde på at lave en underretning på os, kan det være en fejl, spørger de sig selv tusindvis af gange i dagene op til mødet med kommunen.

Mandagen giver ikke mere afklaring. På mødet med kommunens folk vil de ansatte stadig ikke fortælle, hvad det hele handler om. Det skyldes, at sagen er blevet vurderet så alvorlig, at den er anmeldt til politiet, men det ved Julie og Anders intet om. Og de får heller intet at vide om det på mødet.

Efter mødet forsøger Julie og Anders sammen med deres bisidder at samle tankerne ude på gaden, da den stedlige landbetjent, som parret kender godt via frivilligt arbejde på øen, ved en tilfældighed kommer forbi. Han spørger dem, ”om de nu har fået afklaring”. Forældrene siger nej, og at de er frustrerede. Landbetjenten tøver lidt og siger så, at han vel godt kan fortælle, at der foreligger en anmeldelse på dem. Noget, som de netop ikke fik at vide ved mødet med de kommunalt ansatte forinden.

Politiet dropper sagen
Anders og Julies verden er ved at falde fra hinanden, og Anders bliver også en enkelt gang afhørt af politiet over telefonen, men får aldrig at vide, hvad han er mistænkt for. Julie bliver også afhørt over telefonen, men det foreligger der intet notat om fra politiets side.

Først i en aktindsigt den 21. juni kan familien konkret læse, at de har været mistænkt for at have begået vold mod deres børn. I aktindsigten fra politiet lyder det ligeledes: ”Efterforskningen er stoppet med baggrund i, at der ikke er rimelig formodning om, at De (forældrene, red.) har gjort noget strafbart.”

Anders og Julie ånder lettet op. Nu er dette kafkaske mareridt ovre. Tror de.

Men den kommunale mistro vokser videre med baggrund i Annes udtalelse på vej ud i skolegården. Kommunen vil have afklaret, om det nu også er helt sikkert, at børnene ikke har været udsat for vold. Og anden eventuel mistrivsel i familien skal også undersøges. Så selvom politiet vurderer, at der ikke er hold i sagen, formoder Fanø Kommune altså, at der er begået vold mod børnene, og derfor vil kommunen nu iværksætte en børnefaglig undersøgelse, der blandt andet skal afdække, hvordan børnene nu har det som følge deraf.

I et forsøg på at få sagsbehandleren til at indse, at de er en helt normal familie, inviterer Julie og Anders hende på et hjemmebesøg. Hun har nemlig aldrig selv mødt børnene. Forældrene er sikre på, at et hjemmebesøg vil give sagsbehandleren ro i maven over at kunne lukke sagen. Hun ser blandt andet Annes værelse, ligesom familien hygger sig omkring bordet, hvor socialrådgiveren blandt andet noterer sig et frisprog, hun ikke er vant til.

Blandt andet fortæller 7-årige Anne en vittighed om en enhjørning, der spørger en kamel om, hvorfor dens patter sidder på ryggen, hvortil enhjørningen stiller modspørgsmålet, hvorfor der sidder en pik i panden på enhjørningen. Den udsendte socialrådgiver noterer i sagspapirerne disse sjofle udtryk, og det bliver vurderet af socialrådgiveren som seksualiserende adfærd.

Hvad der imidlertid ikke er noteret i papirerne er, at Anne genfortæller en vittighed, hun er blevet fortalt på skolen. Af en lærer.

Til Tyskland og købe øl
Dette og andre udsagn kommer med i det materiale, som Børnehus Syd – som kommunen har besluttet nu skal lave en udredning på børnene – skal modtage. Jacobs udsagn om, at ”det er de ikke begyndt med” er dog ikke medtaget. Og alt det til trods for, at Fanø Kommune ellers i sin egen politik fremfører:

”Fanø Kommune træffer ikke afgørelse om børnefaglig undersøgelse, politianmeldelser eller udredning i Børnehus Syd inden underretningen er uddybet i en børnesamtale. Dette foregår kun, såfremt der er afgørende beviser for, at et overgreb har fundet sted. For eksempel at nogen direkte har set, at et barn bliver slået eller seksuelt krænket. Det ville ikke være i trit med proportionalitetsprincippet* eller i barnets perspektiv, at sætte børnene igennem en politiafhøring eller udredning.”

I resuméet til Børnehus Syd har man også fundet anledning til at notere, at far skal til Tyskland for at købe øl. Det skal Anders rigtigt nok. Han skal over grænsen for at hjælpe med indkøbene til en vens kommende fest, da vennen ikke selv har bil.

I notatet fra hjemmebesøget står der dog også, at familien Freys hus er fyldt med humor og glæde, men også med børn der ikke altid er lige gode til at høre efter forældrenes anvisninger. Men det er også et hus, hvor man tumler og skriger, når ”Kildefanten”, der er den tumlende far, kommer efter ungerne og kilder. Så bliver der hvinet, grinet og skreget højt. Jævnfør Annes udsagn om Jacob og hans far til de to socialrådgivere.

Ingen bisiddere med
Jacob og Anne skal efter cirka en måned til udredning hos Børnehus Syd i Esbjerg, der bistår Fanø Kommune med at afklare situationen i hjemmet. Ingen af børnene har lyst til det, og Anders og Julie spørger derfor kommunen, om de selv må følge dem derover frem for at lade en socialrådgiver hente og følge dem.

Det tillader kommunen, men det er imidlertid kun Julie, der må følge dem hen til Børnehus Syd, da hun vurderes at være en tryghedsskabende person. Forældrene opfatter det som om, at myndighederne forsøger at spille dem ud mod hinanden, og det er noget, fortæller familien, der især påvirker Anders’ relation til børnene. Han trækker sig mere og mere fra dem og får også behov for krisepsykolog.

Fanø Kommune oplyser endvidere, at der ikke må komme bisiddere med til udredningen. Julie er ude af sig selv på børnenes og egne vegne, så hun ringer til Børnehus Syd, som fortæller, at der selvfølgelig godt må komme bisiddere med. Fanø Kommune har senere beklaget og kaldt udmeldingen en fejl.

Anne og Jacob er til samtale i Børnehus Syd tre gange. I rapporterne fra samtalerne kan man blandt andet læse, at børnene er trykkede af situationen. Fra at være åbne og relativt glade første gang virker de senere trykkede, mens de gang på gang understreger, at de ikke bliver slået derhjemme.

Efter forløbet bliver det fra Børnehus Syds side anbefalet, at der støttes op om familien og ikke mindst børnene, så de kan komme videre på bedste vis.

Ramt og mistænkeliggjort
Men det er en familie, der føler sig ramt, udskammet og mistænkeliggjort. Og det er en familie, hvor en del af eksistensgrundlaget er smuldret gevaldigt.

Julie har grundet sagen ikke kunnet koncentrere sig om sit hverv og har dermed mistet både kunder og en større indtægt. Anders’ forhold til børnene har som nævnt lidt skade, og både Anders og Julie har modtaget krisehjælp.

Ankestyrelsen skriver på sin hjemmeside, at ”en børnefaglig undersøgelse som hovedregel skal være afsluttet inden en frist på fire måneder efter, at kommunen er blevet opmærksom på et barns eller en ungs særlige behov for støtte.”

Den frist er for længst overskredet, da familien Frey den 6. november sidste år, altså næsten et halvt år efter underretningen, får en meddelelse fra Fanø Kommune om, at sagen lukkes for begge børns vedkommende. Med præcis samme ordlyd hos begge børn:

”Social og Myndighed beklager, at I som forældre føler, at der sket fejl, og I ikke er blevet hørt i forbindelse med ”Annes” / ”Jacobs” børnesag og sagsgangen heraf. Vi takker for jeres input og konstruktive kritik, og Fanø Kommune vil se på fremadrettede procedure ved lignende sager. Herunder de udfordringer/misforståelser der har været i kommunikationen imellem de instanser, der har været involverede i sagen (Politi og Børnehus Syd).”

Der er blevet tilbudt støtte til familien, men Anders og Julie Frey føler sig ikke trygge ved at skulle samarbejde med kommunen. Sagen er dog endnu ikke 100 procent lukket, for familien får i dag hjælp af en jurist, der på deres vegne vil lægge arm med Fanø Kommune om det forløb, familien har været igennem.

FAKTA
Overgrebspakken til beskyttelse af børn mod overgreb trådte i kraft 1. oktober 2013. Med overgrebspakken blev det besluttet at ændre lovgivningen og igangsætte en række initiativer, så børns mistrivsel bliver opdaget og håndteret tidligere. Det betyder, at alle kommuner i dag skal have et skriftligt beredskab til forebyggelse, tidlig opsporing og behandling af sager om overgreb mod børn og unge, jf. Servicelovens § 19, stk. 5.

*I proportionalitetsprincippet ligger, at der ikke må anvendes mere indgribende foranstaltninger, hvis mindre indgribende foranstaltninger er tilstrækkelige, og indgrebet skal som middel stå i rimeligt forhold til målet.

Bag om historien:
Ugeavisen Esbjerg bragte i sidste uge historien om ægteparret Josefine og Søren fra Fanø, der påviste flere fejl i det sagsforløb, som de var udsat for i forbindelse med en underretning på deres to drenge.
Avisen er blevet kontaktet af Julie og Anders Frey, der ligeledes føler sig fejlbehandlet i en sag om underretning på deres børn. Avisen har fået indsigt i al korrespondance mellem familien og Fanø Kommune, Børnehus Syd, politiet samt andre offentlige instanser.
Vi har ligeledes haft adgang til de fulde aktindsigter, som familien har fået udleveret på deres sag fra Fanø Kommune.
I artiklen har Anders og Julie Frey valgt at stå frem med navne og billede, mens børnenes navne er anonymiseret.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce