Annonce
Ugeavisen Esbjerg

UNDER MISTANKE: Fanø fejler i underretningssager

Sagsbehandlingerne i forbindelse med tre Fanø-familiers underretningssager er fyldt med fejl og indeholder både forkerte og manglende oplysninger.

Sagsbehandlinger er fyldt med fejl og indeholder både forkerte og manglende oplysninger.

Annonce

Ugeavisen Esbjerg har nu i tre uger bragt artikler om forældrepar på Fanø, der af vidt forskellige årsager er kommet i de kommunale myndigheders søgelys med skræk, angst og tvivl til følge hos de involverede familier.

En kommune har pligt til at reagere, hvis en ansat i daginstitutioner, skoler eller lignende via deres job kommer med en underretning. I løbet af 24 timer skal det afgøres, om der er basis for at gå videre med sagen, og barnets tarv må altid komme i første række.

Men i de foreløbig tre sager, som Ugeavisen Esbjerg har beskrevet i de seneste uger, har underretningerne og den senere sagsbehandling flere steder været usikker, unøjagtig og mangelfuld. Nogle steder decideret fejlagtig.

Tidsfrister holdes ikke
I alle sager bliver der klaget over manglende overholdelse af tidsfrister, forkert angivne navne, mangelfulde dokumenter og andre unøjagtige informationer.

Blandt andet bliver oplysninger om et af de tre pars børn sendt til et andet forældrepar, en kommunal leders fulde CPR-nummer overdrages til et af forældreparrene, og i flere underretninger er nøglepersoners navne oplyst forkert.

Fejlene er generelt mange, og i denne uges artikel om toårige Tea kan man blandt andet læse, at allerede i den første linje i underretningen fra vuggestuen beskrives ”en rift i skeden” hos den lille pige. Det er det imidlertid ikke.

Tea har derimod en lille rift i mellemkødet, der ikke vil hele. Derfor beder Teas forældre, Steffen Lauritzen og Kristine Berg Hansen, selv om hjælp til behandling af riften ved et møde i vuggestuen.

Dagen efter mødet eskalerer tingene fuldstændig, og der er nu mistanke om overgreb og seksuelt misbrug, ligesom Tea skal til undersøgelse på Odense Universitetshospital, selvom hendes egen læge på Fanø har sat en behandling af riften i gang.

Sagen lukkes ned den 24. oktober efter et sagsforløb fyldt med fejl, og hvor forældrene gentagne gange må rykke for informationer af den ene og anden karakter, mens de selv befinder sig i et ingenmandsland.

Bliver ikke lukket ned
I sidste uges artikel om ægteparret Frey var det en tilfældigt overhørt samtale, der udløste kommunens handlinger, hvor politiet også blev inddraget.

I underretningen står der intet om børnenes generelle tilstand og familiemæssige forhold, hvilket ellers kunne være inddraget i beslutningen og overvejelserne om det hensigtsmæssige i at gå videre med sagen, der varer i seks måneder og ender med beklagelse fra Fanø Kommune.

For to uger siden skrev vi om ægteparret Josefine og Søren, hvis drenge på tre og fire år havde en periode, hvor snak om tissemænd og tis var interessant.

I løbet af sommeren lufter Josefine sin bekymring om det overfor en pædagog, som slår det hen med, at det er noget, alle drenge gør. Stor er deres overraskelse derfor, da de bliver kontaktet af Fanø Kommune den 26. september med en besked om, at de skal møde på rådhuset med meget kort varsel, og at det handler om meget bekymrende underretninger om deres drenge - som blandt andet omhandler seksuel karakter.

I øjeblikket er der tre sagsbehandlere, der specifikt arbejder med sager af denne slags hos Fanø Kommune, der fremadrettet over to år har bevilget 400.000 kroner yderligere til sagsbehandling i lignende sager.

Der har tilsyneladende været en overvældende arbejdsmængde i forvaltningen. I al fald skriver den kommunale teamleder i en mail til Steffen Lauritzen og Kristine Berg Hansen, at teamet har været meget ramt af sygdom, hvorfor hun er travlt optaget med andre gøremål, men at de nu ved selvsyn har oplevet, at hun ikke når at følge retmæssigt op.

Alle sagerne bliver fra Fanø Kommunens side afsluttet med beklagelse og uden hold i underretningerne.

De tre familier har i dag entreret med jurist Louise Schelde Rasmussen, der på de tre pars vegne klager over Fanøs Kommunes sagsbehandling. I skrivende stund er der klager hos Ankestyrelsen og Ombudsmanden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

Liv i midtbyen

Annonce