Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Under mistanke: Intet nyt om ekstern hjælp til Fanø

Tre forskellige familier har i de seneste uger stået frem i Ugeavisen Esbjerg og fortalt, hvordan underretningssager omhandlende deres børn er fejlbehæftede og mangelfulde. Fanø Kommune har lukket alle tre sager - der viste sig grundløse - med beklagelse. På billedet ses Kristine Berg Hansen og Steffen Lauritzen, hvis toårige datters rift i mellemkødet blev til en underretningssag, der for evigt har ændret deres tilværelser. I dag tvivler de på systemet og på sig selv. Og i alt det forsøger de fortsat at være de bedst mulige forældre for deres datter.

Fanø Kommune kan ikke eller vil ikke sige noget om tidsperspektivet i forhold til den eksterne hjælp, man har bedt om i forhold til de fejlbehæftede børnesager.

Annonce

Efter at Ugeavisen Esbjerg i tre uger havde dokumenteret tre fejlbehæftede sagsforlæb, hvor uskyldige familier var under mistanke for blandt andet overgreb mod deres børn, udsendte Fanø Kommune en pressemeddelelse, hvor man blandt andet skrev, at kommunen nu ville bede om ekstern hjælp til at gå de konkrete sager igennem, ligesom man ønskede Socialstyrelsens hjælp til at gennemgå sagerne på området med henblik på en vurdering af kommunens procedurer i sager om underretninger.

Siden udbad kommunen sig arbejdsro, og der er ikke siden blevet meldt yderligere ud angående tidsperspektivet i sagen.

I sidste uge var der ellers møde i Socialudvalget, men formanden for udvalget, socialdemokratiske Johan Brink Jensen, vil ikke sige noget om, hvorvidt sagerne blev vendt på mødet, herunder om der var nyt i forhold til den kommende hjælp udefra.

Johan Brink Jensen henviser til kommunaldirektør Vibeke Kinch, som svarer:

- Sagen bliver behandlet på det førstkommende socialudvalgsmøde og derudover informerer vi, som vi har skrevet i pressemeddelelsen, offentligheden, når der er noget nyt.

Der var netop møde i udvalget i denne uge, den 28. januar, og det næste møde i Socialudvalget er først den 25. februar. Skal jeg forstå det sådan, at det er der, at sagen bliver behandlet så?

- Ja. Medmindre der indkaldes til ekstraordinært møde, lyder det fra Vibeke Kinch, der ikke ønsker at svare på, om kommunen for nuværende ved, hvem det er, der konkret skal komme og bistå Fanø Kommune med den eksterne hjælp.

FAKTA
Efter flere ugers afdækning i Ugeavisen Esbjerg, hvor der er dokumenteret væsentlige fejl og mangler i sagsforløb om underretningssager på Fanø, udsendte kommunen en pressemeddelelse. Her udtaler borgmester Sofie Valbjørn blandt andet:
- Som kommune er vi meget optaget af, at vi skal passe på vores børn og reagere, når der er tegn på mistrivsel. Det er vi forpligtet til. Men vi skal være meget grundige, når vi undersøger grundlaget for at igangsætte så indgribende foranstaltninger, som der er tale om i disse sager. Det har ikke i tilstrækkelig grad været tilfældet i disse tilfælde. Og det beklager vi dybt. Både over for forældrene og deres børn. Byrådet vil derfor, at vi nu undersøger det her til bunds.
- Vi har behov for at få set området helt igennem, så vi kan finde ud af, hvor det er slået fejl. Derfor vil Byrådet sætte gang i en uvildig ekstern undersøgelse af den måde, vi går til de her sager i kommunen. Både så vi kan lære af sagerne og rette op, men også så familierne kan få klarhed og vi kan få genoprettet tilliden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce