Annonce
Ugeavisen Esbjerg

UNDER MISTANKE: - Jeg turde ikke købe ind med Tea

I seks uger turde Kristine Berg Hansen ikke købe ind sammen med sin toårige datter i frygt for, at hun ville skabe sig, og folk så ville tro, hun var en dårlig mor. Hun og far, Steffen Lauritzen, prøver nu at finde fodfæste i et liv, der ændrede sig med en underretning.

En rift i mellemkødet på deres toårige datter blev til en underretningssag, der endte med beklagelse fra Fanø Kommune. Men som for evigt har ændret Steffen og Kristines tilværelser. I dag tvivler de på systemet, på sig selv og på livet. Og i alt det forsøger de fortsat at være de bedst mulige forældre for Tea.

Annonce

Der findes tidspunkter, hvor ord ikke længere slår til. Hvor afmægtigheden er så stor, at ord ganske enkelt synes for små. Men ord er, hvad Steffen Lauritzen og Kristine Berg Hansen har. Og de rette ord er dem, de forsøger at finde, når spørgsmålet går på, hvordan de har det i dag.

- Det har været så voldsom en oplevelse for mig, at mit liv ganske enkelt er et helt andet i dag. Jeg tror faktisk ikke, at man kan undgå både psykiske og fysiske reaktioner oven på sådan et chok. På så traumatisk en oplevelse. Jeg fandt mit kald her i livet, da jeg fik Tea, men i dag hviler jeg ikke på samme måde i rollen som mor. Og det føles meget tabubelagt at sige det højt, siger Kristine og fortsætter:

- I seks uger turde jeg ikke købe ind sammen med Tea i frygt for, at hun ville skabe sig, og folk så ville tro, jeg var en dårlig mor. Da jeg cyklede i Brugsen første gang, græd jeg hele vejen derned og hjem. I lang tid kunne jeg heller ikke tage til gymnastik med Tea uden at have Steffen eller en anden med. For hvad nu, hvis der skete hende noget?

Selvom Steffen og Kristine i dag ikke bor med hinanden, så er de ofte sammen, ligesom deres samarbejde omkring Tea fungerer ualmindelig godt. Hvad det altid har gjort.

- Vi er et virkelig godt forældreteam, og vi har altid gjort alt for, at Tea har det bedste forhold til os begge og de bedste rammer at vokse op i. Og der kan jeg i denne sammenhæng godt frygte for, at sådan et sagsforløb kan ende helt fatalt for de forældrepar, der ikke har et godt samarbejde, siger Steffen.

Derfor har det også ramt parret ekstra hårdt, at de er blevet trukket gennem et kommunalt sagsforløb, hvor der er sået tvivl om deres forældreevner og ikke mindst rejst mistanke om overgreb og seksuelt misbrug af deres lille pige.

- Fra allerførste sekund, Tea kom ud i den her verden, har hun været min absolutte førsteprioritet i livet. Og jeg har altid, især som enlig far, været meget, meget opmærksom på, at Tea altid skal være ren, soigneret og pæn. Der må ikke være det mindste at komme efter. Og så sker det her, forklarer Steffen og tilføjer, mens tårerne triller ned ad kinderne på ham:

- Og selv om teamlederen og sagsbehandleren siger, at vi ikke er under mistanke, så er det meget tydeligt for alle, at der er en mistanke mod mig, fortæller Steffen berørt, mens Kristine nikker.

I tvivl om fremtiden
Både Steffen og Kristine står i dag i et kæmpemæssigt tomrum, hvor de med hjælp fra hinanden, deres familier og gode venner forsøger at samle deres liv op igen.

Steffen er ikke fra området, men flyttede med Kristine til Fanø, fordi hun talte varmt om øen. De var enige om, at det var et trygt sted, hvor man er der for hinanden, og hvor Tea kunne få en god barndom. I dag er billedet et andet.

- Jeg er meget i tvivl om, hvorvidt min fremtid ligger på Fanø. Jeg har rigtig svært ved at være her efter det, som vi er blevet trukket igennem. Men som jeg sagde, så er Tea min førsteprioritet i alt i livet, og lige nu er det bedste for hende at være her. Hun har selvfølgelig også kunne mærke, at der har været noget, og det har påvirket hende, siger Steffen.

Kristine er født og opvokset på Fanø, som hun altid har talt hjertevarmt om. Det gør hun ikke længere. Hun føler sig svigtet af de kommunalt ansvarlige og er flov over øens ageren i sagen.

- Jeg tvivler på alt nu. Jeg har haft ét billede af Fanø, og nu ser jeg helt anderledes på det. Vi har en lille pige, som døjer med en rift, og det tager vi selv som ansvarlige forældre hånd om. Vi drager omsorg for hende, går til læge med hende og inviterer vuggestuen til et møde for at hjælpe os og Tea, siger Kristine og fortsætter:

- Det næste vi oplever, er, at der er røde flag og en mistanke til os som forældre. Herefter hives vi gennem et sagsforløb, der er så fejlbehæftet og uprofessionelt, at man ikke tror, det kan være muligt. Og når vi så i de seneste to uger har læst om forældre med børn i henholdsvis børnehaven og skolen, der har været igennem det samme, så jeg er virkelig i tvivl om, hvorvidt vi kan være trygge ved at lade Tea vokse op i de rammer, siger Kristine og spørger retorisk:

- Og hvad med de sager, hvor der rent faktisk har fundet overgreb eller andet sted? Bliver de håndteret lige så mangelfuldt?

Er vi gode nok?
Både Kristine og Steffen understreger, at de mener, det er godt, at Fanø Kommune har fokus på børnenes tarv samt reagerer, hvis man oplever børn i mistrivsel på den ene eller anden måde. De oplever også mange pædagoger, som dagligt gør et rigtig godt arbejde.

Men de efterlyser en større professionalisme fra kommunen, hvor man ikke med det samme farer fra 1-100, men langt mere kompetent får undersøgt ting til bunds, inden man rejser så voldsomme mistanker, som det har været tilfældet hos dem og andre forældrepar.

- Og så håber jeg virkelig, at vores og de andre familiers historier kan få de kommunalt ansvarlige til at forstå, at de har med mennesker at gøre. At de har med konkrete tilværelser at gøre, som de splitter i atomer. Vi føler, at vi er nødt til at stå frem og fortælle det her, fordi der er andre, som måske ikke har de kræfter eller ressourcer. Og jeg synes, at de seneste ugers historier i ugeavisen med rystende tydelighed viser, at Fanø Kommune har et kæmpemæssigt problem med deres sagsbehandling i de her underretningssager, siger Steffen.

Kristine og Steffen forsøger dag for dag at finde fodfæste i et liv, der for evigt ændrede sig i sensommeren 2019. Og dagligt kæmper de med tanker om, hvorvidt de er gode nok som forældre.

- Vi prøver at komme videre og stole på os selv i rollerne, men hverdagen bliver desværre ikke den samme igen. Der er et stort oprydningsarbejde efter sådan en proces. Og der ligger også en kæmpe opgave i at få bygget en tillid op til de mennesker, som har været en del af sagen, siger Kristine.

Hverken Steffen eller Kristine tør i dag lege lige så vildt med Tea, som de tidligere har gjort. De har det rigtig svært, når hun for eksempel med et grin hopper ned fra sofaen og lander på numsen på en madras på gulvet. For hvad nu hvis riften kommer igen?

- Tvivlen er der konstant, og lige efter sagen var det sådan, at hvis Tea for eksempel fik et blåt mærke, så var angsten der med det samme. Hvad tror folk nu? I dag tænker vi derfor også meget over at få informeret personalet, hvis der er det mindste med hende, forklarer Steffen, mens Kristine fortsætter:

- Ja, vi er blevet mere forsigtige. I julegave fik Tea blandt andet en løbecykel, men vi turde ikke lade hende cykle på den i starten, selvom det var hendes store ønske. Så i stedet sad hun med den i sofaen og sov med den om natten. Så var hun ligesom sammen med den på den måde, fortæller Kristine med blanke øjne.

Ringe i vandet
Sagen har ikke kun påvirket Steffen og Kristine. Den sten, der blev smidt fra kommunen, har bredt sig som ringe i vandet. Også til deres allernærmeste.

- Jeg har weekender, hvor jeg ved, at jeg kommer til at mangle overskud i forhold til Tea, fordi jeg er så fyldt op. Sagen er hele tiden inde i mig. Så der ringer jeg indimellem til mine forældre og spørger, om de vil komme og hjælpe lidt. Det vil de selvfølgelig gerne, men det skal jo ikke være på den måde, siger Steffen lavmælt og kigger med et meningsløst blik ud ad vinduet på den grå Fanøhimmel, mens Kristine fortsætter:

- Det er meget smertefuldt for mig at se, hvordan sagen også har påvirket relationerne i vores nære familie. De er jo enormt kede af det på vores vegne, og ligesom os, så bruger de også en masse energi på at overtænke en masse situationer, når vi er sammen. Der plejede at være meget mere hygge, sjov og pjat. Det er der bare ikke på samme måde i dag, og det kan jeg bare slet ikke holde ud, at det her har gjort mod os, fortæller Kristine, mens tårerne strømmer ned ad kinderne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

Det bliver i familien

Annonce