Annonce
Ugeavisen Esbjerg

UNDER MISTANKE: Lille rift blev til mistanke om overgreb

Kristine Berg Hansen og Steffen Lauritzen drog omsorg for deres lille pige og bad blandt andet vuggestuen om hjælp. Det næste de oplever, er, at en kommunal teamleder ser et "rødt flag", og de hives gennem et mareridt, som i dag stadig forfølger dem som mennesker og forældre.

En rift i en toårig piges mellemkød bliver i en underretning til en rift i skeden. Det sender Steffen Lauritzen og Kristine Berg Hansen gennem deres livs helvede, hvor der bliver sået tvivl om deres forældreevner og plantet mistanke om overgreb og seksuelt misbrug af deres lille pige. Sagen, der er

behæftet med talrige fejl og mangler, viser sig at være helt og aldeles grundløs.

Annonce

Igennem længere tid har Tea, Steffen Lauritzen og Kristine Bergs lille datter på to år, døjet med en rift i mellemkødet. Af samme grund er parret ved lægen med Tea den 13. august sidste år.

Den 4. september er Tea atter forbi lægen, fordi riften har svært ved at hele op. Lægen poder blandt andet for svamp, men testen er negativ, så Steffen og Kristine får recept på en creme til pleje af riften og fortsætter omsorgen for deres datter, som i dagligdagen ikke synes at være særligt påvirket af riften, selvom den har svært ved at hele op.

16. september, godt en måned efter første besøg ved egen læge i forbindelse med Teas rift, har Kristine og Steffen bedt om et møde i vuggestuen, hvor der kan laves en handlingsplan for såret i Teas mellemkød. Forældrene er forinden blevet spurgt, om de kunne have lyst til, at den kommunale sundhedsplejerske er med, hvilket Steffen og Kristine takker ja til, da hun også var sundhedsplejerske for Tea, da hun blev født. Til mødet er således lederen af Fanø Børnehave og vuggestue, sundhedsplejersken samt en pædagog fra vuggestuen.

I samarbejde laver de en handlingsplan for tre uger. Der tales blandt andet om, hvilke ændringer der kan gøres for, at riften heler bedre. Der aftales også, at Kristine skal ringe og få en henvisning ved en hudlæge.

Sundhedsplejersken vil først tilse Tea efter de tre ugers forløb, men Steffen siger, at det ikke hjælper så meget, at sundhedsplejersken ser riften om tre uger, hvis hun ikke ved, hvordan den ser ud i dag.

Kristine og Steffen aftaler derfor, at sundhedsplejersken går med op og ser riften, når Tea senere på dagen skal skiftes. Herefter giver alle hånd og enes om, at det har været et godt møde. Senere på dagen fortæller sundhedsplejersken efter normal procedure om riften til sin leder, der er teamleder hos Social og Myndighed hos Fanø Kommune. Og så går det stærkt.

Teamlederen ser åbenbart et ”rødt flag” i form af et muligt overgreb på den lille pige.

Ikke alene vælger teamlederen på eget initiativ at lave en underretning på baggrund af samtalen med sundhedsplejersken, hun kontakter også lederen af børnehaven og siger, at hun også skal lave en underretning.

Derudover kontakter teamlederen Odense Universitetshospital og Børnehus Syd samme dag, ligesom Steffen og Kristine senere er blevet oplyst fra personalet i vuggestuen, at teamlederen og en socialrådgiver samme dag har ringet og udspurgt dem i forhold til riften samt om Steffen og Kristine som forældre.

Derudover har teamlederen og socialrådgiveren også været forbi Fanø Lægehus for at få udleveret Teas journaler, hvilket lægehuset klart afviser, da det ikke ser nogen anledning til at udlevere Teas journaler, ligesom de to kommunalt ansatte myndighedspersoner ingen fuldmagt har med.

Mellemkød bliver til skede
Af sagens dokumenter fremgår det, at allerede klokken 09.31
dagen efter sender teamlederen sin underretning - lavet på baggrund af sundhedsplejerskens sparring med hende - til den daværende socialrådgiver på sagen. Altså uden endnu at have modtaget en underretning fra daginstitutionslederen.

Teamlederens underretning figurerer dog ikke i journalrapporten, og Kristine og Steffen bliver derfor først vidende om den længere henne i sagsforløbet.

Senere samme dag har lederen af daginstitutionen lavet sin underretning. Den er med i sagens journalrapport, hvor der blandt andet står:

“Fanø Kommune, Social og Myndighed, har d. 17-09-2019 modtaget underretning fra Fanø børnehave og vuggestue vedrørende Tea. Vuggestuen giver udtryk for bekymring ift. at Tea gennem en periode fra start august har haft en rift i skeden, som beskrives som at være ca. 1 cm lang og et par millimeter i dybden.”

Riften i mellemkødet er altså i underretningen fra vuggestuens leder blevet til en rift i skeden. En fejl, som fortsætter med at blive skrevet i utallige af sagens dokumenter, og som Kristine og Steffen påtaler gentagne gange. I en mail skriver institutionslederen da også senere til Steffen og Kristine:

”Ja, det er en fejl eller en upræcis beskrivelse.” ”Det beklager jeg – men som I skriver en fejl i min beskrivelse.”

Underretningens alvor vurderes som “høj”, mens baggrunden for underretningen den 17. september er noteret som “sundhedsforhold hos barn/ung” samt “utilstrækkelig omsorg fra forældre”.

Alt dette ved Kristine og Steffen dog intet om denne tirsdag i september, hvor telefonen ringer hos dem omkring klokken 13.30. I den anden ende er den kommunale socialrådgiver, der er på sagen. Hun forklarer ifølge Steffen og Kristine, at de begge har én time til at stille til et underretningsmøde hos kommunen, men at hun ellers ikke kan udtale sig om sagen. ”Men møder forældrene ikke op, så begynder mødet uden dem,” får begge forældre angiveligt besked om af den kommunale socialrådgiver.

”Skolet i at se røde flag”
Parret er rundt på gulvet, og Steffen, der arbejder i butik og står med kunder, forsøger desperat at finde ud af, hvad han gør. Steffen og Kristine formår dog at komme til kommunen, og mens Steffen er tydeligt chokeret, kan Kristine ikke stoppe med at græde.

Hun har forsøgt at komme i kontakt med sine forældre, der er på rejse i Taiwan for at tale om det hele, men uden held. Tankerne farer rundt i hovedet på dem begge.

På kommunen mødes de af teamlederen og socialrådgiveren, der ifølge familien beder dem om at følge med, men ellers ikke siger et ord.

På mødet begynder teamlederen med at forklare proceduren, når forvaltningen modtager en underretning. Teamlederen informerer hernæst om, at der er kommet en underretning fra sundhedsplejersken. En underretning, teamlederen som bekendt selv har skrevet, men som Steffen og Kristine ikke kan få at se.

Hernæst får de underretningen fra daginstitutionslederen læst op. Her står der i allerførste linje:

”Tea har gennem en periode fra start august haft en rift i skeden.”

I underretningen står der også:

”Tea har yderst veludviklede empatiske evner og viser et stort overskud, når andre har brug for trøst”, at Tea ”holder meget af at synge og lave rytmik”, ”Hun er meget aktivt deltagende”, ”har en rigtig god indlevelsesevne,” ”inviterer andre med i leg eller oplevelser,” og ”handler generelt meget selvstændigt.”

Efter cirka 20 minutter, hvor Steffen og Kristine ikke er blevet klogere på hele situationen, beder deres bisidder - Steffens søster, der er med via telefon og selv daginstitutionsleder - om, at de kommunalt ansatte kommer til sagen.

Teamlederen fortæller så, at de ikke er mistænkt, men at underretningsmødet handler om en §50 (overgreb) på baggrund af ”rift i skeden” samt mor og fars evner som forældre.

Ifølge Steffen og Kristine fortæller teamlederen videre, hvordan ”hun er skolet i at se røde flag, og i denne sag ser hun desværre et rødt flag,” og de føler begge, at der ligger en latent mistanke mod Steffen.

Der bliver herefter brugt lang tid på at snakke om §50, men det er imidlertid ikke noteret ned i referatet, hvor der heller ikke er noteret, at Kristine og Steffen blandt andet bliver fortalt, at det skal vurderes, om ”de skal have hjælp i hjemmet, da de tydeligvis har problemer med hygiejnen, siden Tea ikke kan hele op.”

I Odense er man ”dybt bekymret”
Steffen og Kristine bliver i det hele taget udspurgt på kryds og tværs under mødet, men heller ikke de mange spørgsmål fra det timelange møde er noteret i referatet.

Kristine og Steffen fortæller, at de blandt andet spørges om: ”Lader I Tea være alene hjemme?” ”Hvem passer hende?” ”Har I mistanke til nogen?”
Til sidst bryder Steffen og Kristine fuldstændig sammen i gråd.

Ifølge Steffen og Kristine fortæller teamlederen desuden på mødet, at Børnehus Syd, Odense Universitetshospital samt sundhedsplejersken ”er dybt bekymret for Teas ve og vel,” samt at det ikke er ”normalt med et sår dernede.”

Teamlederen orienterer familien om, at Odense Universitetshospital har bedt om, at en støtteperson fra kommunen deltager sammen med Steffen og Kristine ved Teas børneundersøgelse.

Her får parret valget mellem teamlederen selv, socialrådgiveren eller daginstitutionslederen, der netop har lavet en underretning på deres datter efter mødet i vuggestuen. Kristine og Steffen vælger – i mangel af alternativer – daginstitutionslederen, som har kendskab til Tea, men de undrer sig over kravet fra Odense Universitetshospital.

Socialrådgiveren, der også er referent, vælger hernæst at forlade lokalet, mens samtalen fortsætter. Hun går ud for at hente visitkort, og der er således et hul i det efterfølgende referat. Et referat, som Steffen og Kristines bisidder i øvrigt beder om at få læst højt ved mødets afslutning, hvilket ikke kan lade sig gøre, ”da der blot er skrevet stikord”, som det ifølge Steffen og Kristine forklares.

Under alle omstændigheder kan man via sagens akter konstatere, at det referat, der er udfærdiget fra mødet, som varer omkring en time, fylder mindre end én A4-side.

Ved mødets afslutning bliver Steffen og Kristine af teamlederen lovet, at de dagen efter, altså onsdag den 18. september, vil modtage opkald fra en krisepsykolog, et referat fra mødet samt en detaljeret beskrivelse af undersøgelsen, som Tea skal til torsdag. Fredag vil teamlederen så ringe og følge op på undersøgelsen. Kristine og Steffen får desuden udleveret underretningen fra daginstitutionen, hvor lederens fulde CPR-nummer står sammen med teamlederens egne håndskrevne notater.

Den værste samtale
Efter mødet får Kristine endelig fat i sine forældre i Taiwan, hvor hendes far i arbejdsregi er udstationeret i tre måneder. Kristine græder så meget i telefonen, at hendes mor ved, at den er helt gal. Hun kan intet forstå, og der går lang tid før, at Kristine falder så meget ned, at hun kan fortælle dem om sagen.

Kristine husker, at hun flere gange siger, at hun ikke ved, hvad der sker, at hun er bange, at Steffen og hende er blevet spurgt til, hvem der har været sammen med Tea og andre ting. De ringer af, men kort efter ringer Kristines forældre tilbage. De er dybt ulykkelige og fortæller, at morfar jo har været hjemme sammen med Tea de to gange, hvor riften har været værst.

Kristine husker det i dag, som den værste samtale, hun nogensinde har haft. At det allerede nu var kørt helt derud, hvor alle, også ens allernærmeste, var under mistanke.

Onsdag morgen har Steffen og Kristine fået en tid hos egen læge for at få en vurdering på underretningen og Tea. Familiens læge fortæller, at han er dybt chokeret over sagens gang, da der ikke er nogen sag. Hertil tilføjer han, at der desværre er mange piger, der er tyndhudet i mellemkødet, samt at han har behandlet mange piger med det problem gennem sine over 30 år som læge.

Onsdagen går med bange anelser for morgendagens undersøgelse i Odense. Parret hører intet fra krisepsykologen, og de modtager heller intet referat fra gårsdagens møde.

Den ”detaljerede beskrivelse af undersøgelsen, som Tea skal til torsdag”, modtager parret dog fra teamlederen. Beskrivelsen af undersøgelsen af deres lille toårige pige fylder seks linjer, og der står blandt andet:

”Undersøgelsen starter med en almindelig børneundersøgelse, herefter kommer Tea på en briks, muligvis sammen med jer (jeg forstod det ikke helt) og der tages billeder ude fra, som kommer op på en skærm – der er ingen indvendig undersøgelse.”

Parret føler, at beskrivelsen er meget mangelfuld og præget af en uhørt mangel på professionalisme. Kristine ringer derfor selv til Odense Universitetshospital for at høre nærmere til undersøgelsen, men også for at få at vide, hvorfor hospitalet ønsker, at der skal en kommunal medarbejder med.

Hverken hun eller Steffen ønsker at have daginstitutionslederen med. På Odense Universitetshospital fortæller overlæge Karin Lassens sekretær, at det har man aldrig haft et ønske om.

Kristine konfronterer teamlederen med dette, men den kommunale teamleder fastholder ifølge Kristine, at ”det er det, som hun har fået at vide, men at hun må have misforstået noget så.”

Kristine fortæller dernæst, at de ikke ønsker, at daginstitutionslederen skal med, og at det er sådan, det er.

I journalrapporten kan man desuden læse, at baggrunden for vurderingen af underretningen denne onsdag, altså dagen efter underretningsmødet, er blevet ændret fra “sundhedsforhold hos barn/ung” samt “utilstrækkelig omsorg fra forældre” til “overgreb mod barn / ung fx seksuelt eller voldeligt” samt “utilstrækkelig omsorg fra forældre”.

Ingen bekymring i Odense
På vej til undersøgelsen i Odense torsdag morgen modtager Steffen og Kristine en tekstbesked på Messenger fra daginstitutionslederen, der som bekendt lavede underretningen. Heri står der:

”Kære familie – jeg ønsker jer en dag hvor I vil blive bekræftet i at være en dejlig hjertevarm og kompetent familie. Håber I kan holde fast i at være så gode forældre som I er. Selvfølgelig skal jeg ikke med derover og jeg tænker det er fint i siger fra. Når I har brug for det er jeg der for jer – uanset tid og sted. Tænker på jer – stort og velment knus til jer alle tre.”

I Odense er overlægen overrasket over, hvor påvirkede Steffen og Kristine er af situationen. De forklarer hende om underretningsmødet og Fanø Kommunes §50 undersøgelse. Overlæge Karin Lassen, der på ingen måde er ”dybt bekymret” fortæller, at det er de ikke blevet oplyst om. Og i journalrapporten står der også blot, at pigen kommer til en undersøgelse på foranledning af en socialrådgiver fra Fanø Kommune.

I journalbladet fra undersøgelsen på Odense Universitetshospital kan man endvidere læse, at overlæge Karin Lassen noterer om undersøgelsen:

”I perinæum (mellemkødet, red.), uden relation hverken til skede eller anus er der en huddefekt, ligner en midtlinie fusionsdefekt.”

Overlægen skriver desuden:

”Der har været bekymring i børnehaven og socialforvaltningen og da nævnt for forældrene om det kunne dreje sig om seksuel krænkelse og de har valgt i kommunen at indlede en § 50 undersøgelse. Jeg finder her en bestemt og ikke særlig samarbejdsvillig toårig pige som vurderes alderssvarende og i trivsel. Der er en anogenital undersøgelse, der ikke giver mistanke om seksuel krænkelse men om en midtlinie fusionsdefekt. Jeg har tilrådet forsøgsvis behandling med Hydrocortison creme i 6 uger.”

Steffen og Kristine er lettede efter undersøgelsen, og de får også at vide af overlægen, at ”der desværre er mange piger, som har en midtlinie fusionsdefekt.”

Mangler fortsat opkald
Dagen efter afventer Kristine og Steffen teamlederens opkald, som hun havde lovet på mødet tirsdag. Det kommer imidlertid aldrig, ligesom de fortsat heller ikke er blevet kontaktet af en krisepsykolog, ligesom de heller ikke har modtaget referatet fra mødet.

Lørdag skriver Kristine en mail til teamlederen, hvori hun forklarer, at de endnu ikke har modtaget et referat fra mødet.

Hun oplyser desuden, at de også fortsat afventer et opkald fra krisepsykologen samt ventede forgæves på teamlederens lovede opkald dagen forinden.

Kristine og Steffen forsøger at forklare, at de simpelthen har behov for, at Fanø Kommune får styr på de her ting, da de som forældre og mennesker har brug for at få ro i sindet og ikke gå i en uvished, hvor deres tilværelse smuldrer mere og mere.

I en mail tre timer senere skriver teamlederen blandt andet:

”Det bare er så dejligt, at jeres datter ikke har været udsat for noget grimt” ligesom hun beklager sin ”kommunikationsbrist,” men at de ”i teamet er meget ramt af sygdom, hvorfor jeg aktuelt er travlt optaget af diverse gøremål for dels at finde vikar og dels af andre gøremål.” ”Aktuelt har jeg ingen anden rådgiver (som Kristine og Steffen har krævet på baggrund af sagen, red.), som kan varetage jeres forløb og I har nu ved selvsyn opdaget, at jeg ikke når at følge retmæssigt op.”

Først mandag bliver Kristine og Steffen kontaktet af krisepsykologen, der samme dag har tid til at se Kristine. Parret får også en ny sagsbehandler, men må ellers fortsat gå rundt i ét stort følelsesmæssigt tomrum og kaos.

”Værre, når hun er ved far”
Torsdag, ni dage efter underretningsmødet, får Steffen endelig krisehjælp og først en uge senere, torsdag den 3. oktober, modtager Steffen og Kristine referatet fra underretningsmødet under et andet møde med deres nye sagsbehandler, der har udfærdiget en journalrapport til dem.

I den kan parret læse, at fem dage efter undersøgelsen i Odense, er der gennemført en børnesamtale med Tea i forbindelse med underretningen. I chok konfronterer de sagsbehandleren med, hvorfor deres lille pige på to år har været igennem en børnesamtale uden deres vidende, men den skriftlige tilbagemelding fortæller, at der er tale om en systemfejl, som ikke kan slettes, men at samtalen ikke er gennemført.

Den 9. oktober anmoder Kristine og Steffen om at få den underretning, som sundhedsplejersken har lavet, men som de stadig ikke har set. Den fremgår heller ikke af journalrapporten, selvom teamlederen som bekendt har fortalt Steffen og Kristine, at sundhedsplejersken har lavet den.

Dagen efter modtager parret endelig underretningen, hvori de blandt andet kan læse, at teamlederen på baggrund af samtalen med sundhedsplejersken har skrevet, at ”under bleskift fortæller pædagog, at den lige nu ser pæn ud, og pædagogen konstaterer, at det nok skyldes, at pigen er hos mor, da den som regel er værre når hun er ved far.”

Det, fortæller forældrene, er ukorrekt og taget ud af kontekst fra en samtale, der har fundet sted lang tid forinden det tværfaglige møde og handlede om rød numse.

Steffen og Kristine tager straks kontakt til den pågældende pædagog, der dybt berørt fortæller, at det altså handlede om noget helt andet. De har også møde med daginstitutionens leder, som heller ikke kan genkende, hvad teamlederen har skrevet.

Da Kristine og Steffen hele tiden føler sig mangelfuldt informeret i sagen, beder de om et stormøde den 24. oktober, hvor blandt andet teamlederen og Søren Lück Madsen, kommunens velfærdschef, deltager.

Her gennemgår de slavisk de mange fejl og misforståelser i sagen, ligesom de her selv må kræve at få et dokument tilsendt, hvor der står, at der intet er at komme efter på dem som forældre, samt at Tea er et barn i trivsel.
Familien føler, det er den eneste sikkerhed, de kan få, når sagen ikke kan slettes i de næste fem år.

Sundhedsplejerske i gråd
Torsdag den 7. november er Kristine og Steffen til kontrol med Tea i Odense, hvor alt er, som det skal være. De sender samme dag en mail til deres socialrådgiver for at spørge, hvorfor der ingen notater er på teamlederens samtaler med Odense Universitetshospital og Børnehus Syd, når der er notatpligt.

Sagsbehandleren medgiver, at der er notatpligt, men må konstatere, at der ingen notater foreligger og vil undersøge det nærmere. Notaterne er aldrig dukket op.

Steffen og Kristine tager også selv kontakt til Børnehus Syd og beder om aktindsigt i deres sag, men de får til deres store overraskelse at vide, at der ikke er nogle akter på Tea, selvom parret af teamlederen ellers er blevet fortalt, at Børnehus Syd er ”dybt bekymret for Teas ve og vel.”

Steffen og Kristine anmoder også om et møde med sundhedsplejersken for at blive klogere på, hvorfor hun har ageret, som hun har i sagen. På mødet kan man af referatet læse, at sundhedsplejersken berørt fortæller, at “hun ikke har lavet en underretning”, men at hun - hvilket er normal procedure, når de som tilbud observerer et barn, hvor der ses noget atypisk – har talt med sin leder. Her har hun fortalt om riften samt søgt sparring omkring det, da det er Social og Myndigheds procedure.

Sundhedsplejersken er under mødet meget følelsesmæssigt påvirket og fortæller, at hun efterfølgende blev taget helt ud af sagen, ligesom hun igen understreger, at hun ikke har været en del af underretningen. Hun fortæller desuden, at “hun ikke har en bekymring omkring Kristine og Steffens forældreevner” samt at hun “oplever dem som gode forældre”.

Kristine og Steffen forklarer, at de derfor også står uforstående overfor sundhedsplejerskens ageren i sagen, og de ”har det svært ved, at sundhedsplejersken ikke samlede dem op, hvor de var allerlængst nede.” Eller at sundhedsplejersken som det mindste havde kontaktet dem.

Sundhedsplejersken fortæller, at hun har henvendt sig til sagsbehandleren for at høre, hvordan det gik, men hvor sagsbehandleren har sagt, at det gik godt. Sagsbehandleren mente derfor ikke, der var grund til, at sundhedsplejersken kontaktede familien. Herefter er det i mødenotatet nedfældet fra sagsbehandleren selv:

”Jeg fortæller at set i baglyset, så skulle jeg have sagt til sundhedsplejersken, at hun skulle tage kontakt, da Kristine og Steffen føler en mistillid til hende. Dette blev jeg først klar over efter mødet med ledelsen, hvor det blev fortalt at sundhedsplejersken havde lavet underretningen.”

Sagsbehandleren har med andre ord også fået fortalt, at det er sundhedsplejersken, der har lavet dén underretning, som den kommunale teamleder selv har forfattet.

Til sidst i mødenotatet står der, at sundhedsplejersken fortæller, ”at hun nu bliver så ramt, så hun ikke kan tale om det mere.”

I det afsluttende dokument, som Steffen og Kristine har krævet fra Fanø Kommune, står der blandt andet:

”Sammenlagt vurderes der ikke, at der kan sættes tvivl om forældreevnerne ved begge forældre, idet Tea er en pige i god trivsel og udvikling, samt at begge forældre viser samarbejde i forbindelse med behandlingen af Teas rift i mellemkødet. Det vurderes at Teas børnesag aktuelt kan lukkes når samtalerne Jf. SEL. § 11 (forældresamtalerne) stoppes.”

Derudover står der til sidst:

”Fanø Kommune beklager at I som forældre ikke føler, at I er blevet hørt i forbindelse med Teas børnesag og sagsgangen heraf. Vi takker for jeres input og konstruktive kritik og Fanø Kommune vil se på fremadrettede procedure ved lignende sager.”

Familien må herefter selv bede om psykologhjælp, da Fanø Kommune intet tilbyder ved en sags lukning.

BAG OM HISTORIEN:
- Ugeavisen Esbjerg har i de seneste uger bragt historier om
ægteparrene Josefine og Søren samt Julie og Anders Frey fra Fanø.
De har påvist væsentlige fejl i deres respektive sagsforløb, som kom på baggrund af underretninger på parrenes børn. Josefine og Sørens drenge går i børnehave, mens Julie og Anders’ børn går i skole.

- Avisen er også blevet kontaktet af Steffen Lauritzen og Kristine

Berg Hansen, der er forældre til en toårig pige, som går i den
kommunale vuggestue. Parret bor ikke sammen, men deles om
forældremyndigheden og samarbejder fuldstændig problemfrit om
deres datter. De er ligeledes blevet fejlbehandlet i en underretningssag.

- Ugeavisen Esbjerg har valgt at bringe de tre forældrepars historier
for at dokumentere de mangelfulde sagsbehandlinger i forbindelse med underretningsager, som er eksploderet på Fanø de seneste år. Alene i første halvår af 2019 havde man 101 underretninger.

- Avisen har fået indsigt i al korrespondance mellem familien og Fanø
Kommune, Odense Universitetshospital samt andre offentlige instanser. Vi har ligeledes haft adgang til de fulde aktindsigter, som familien har fået udleveret på deres sag fra Fanø Kommune.

- I artiklen har Steffen Lauritzen og Kristine Berg Hansen valgt at stå
frem med deres fulde navne og billede, mens deres datters navn er anonymiseret.

- I artiklerne har vi bevidst anonymiseret de fleste involverede

medarbejdere og blot nævnt dem ved titel. Vi har i avisen valgt at bringe navnet på den kommunale teamleder, da hun opererer på ledelsesniveau, bærer et væsentligt ansvar i disse underretningssager samt åbenlyst spiller en markant rolle i alle tre familiers sager. Vi har valgt kun at omtale hende som teamleder i onlineudgaven af artiklen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

Det bliver i familien

Annonce