Revy: Det bliver svært at få unge til at holde avis, at få dem til at tage på restaurant for at spise andet end pizza og tortillas, at få dem til at acceptere, en rødtunge kan koste over 100 kroner, og at det er vigtigt, man kan genkende en anemone og et egetræ. Det kan også være svært at lokke unge i teatret, og at få dem til at synes godt om revy. Men det sidste er altså lykkedes for Ungdomsrevyen på Esbjerg Børne- og Ungdomsteater i Borgergade 25. Måske fordi de selv er unge. Nok fordi de selv er unge. For tredje år i træk melder revyen i al fald udsolgt på årets forestilling, og 36 procent af årets billetsalg består af studiebilletter, købt af unge studerende.
Torsdag har Ungdomsrevyen 2020 premiere med Victor Holmgaard Bjerrum som instruktør og tovholder. Alle deltagere i revyen er unge i alderen 17-19 år, og de står selv for det hele. De finder kostumer, bygger kulisser, komponerer musik, hænger plakater op og sørger for at økonomien løber rundt. Holdet skriver også selv alle teksterne. Til årets forestilling vil man møde numre om sexisme, kønsforvirring, jul og corona.
- Vores vision med revyen er at få andre unge til at blive lige så vilde med genren, som vi selv er. De her unge kan slet ikke lade være med at spille revy. Ungdomsrevyen havde hele tiden planlagt at spille i december 2020, og det kan heldigvis blive til virkelighed. Dog med et væsentligt færre tilskuere, sprit og alle de andre nødvendige forholdsregler, siger instruktøren i en pressemeddelelse.
De medvirkende er: Anne Katrine Boddum, Carl Emil Weilborg, Ida Lorentzen, Mette Foldberg Friis og Victor Holmgaard Bjerrum.
Forestillingerne spilles i perioden fra den 3. december til 12. december med undtagelse af den 7. og 8. december.
Det kan du opleve i revyen.Til årets forestilling vil man møde numre om sexisme, kønsforvirring, jul og corona.