Annonce
Ugeavisen Esbjerg

Vilde scener i Vognsbølparken: Presset svane jagter ællinger

Svane i Vognsbølparken til angreb på andemor og ællinger. - Ikke ualmindeligt, siger eksperter.

Annonce

Ynglende svanepar i Vognsbølparken er blevet et yndet udflugtsmål for mange esbjergensere. Billeder og videoer af en svanemor og unger er blevet set af flere hundrede tusinde på de sociale medier.

Men den voldsomme opmærksomhed har tilsyneladende en høj pris for svanerne og de andre fugle i Vognsbølparkens små søer. Idyllen er truet af især en aggressiv hansvane, som er set gå til angreb på ænder og ællinger, som den forsøger at jage væk eller trykke ned under vandet, så de drukner.

Øjenvidner - og den, der skriver disse linjer er et af dem - har set hansvanen meget energisk og længe jagte en andemor med ællinger i en af søerne. Andemor lykkedes i sidste øjeblik med at få sine ællinger gelejdet ind under en rhododendronbusks lavthængende grene i søkanten. Her kunne den store hansvane ikke følge med ind, selvom den forsøgte flere gange og optog jagten, da anden vovede sig ud med sine ællinger igen.

Stresset og presset
Det er ikke helt ualmindeligt, at svaner er aggressive og angrebslystne på den måde. Det ses jævnligt, og som regel er der en grund eller en forklaring, oplyser Peter Tougaard fra Dansk Ornitologisk Forenings lokalafdeling i Esbjerg.

- Garvede ornitologer i vores forening er ikke overraskede over svanens opførsel, som kan skyldes en kombination af hormoner og ekstraordinær faderlig omsorg, fordi hunnen har unger. Og så kan der også være et element af stress, forklarer Peter Tougaard.

- Søerne i Vognsbølparken er ikke store, og svanerne har brug for god plads. Når der så samtidig er mange mennesker i parken, som der jo er for tiden, så kan der ske noget oppe i hovedet på en svane. Svanen er og bliver ikke så tam som parkænder. Den kan hurtigt føle sig trængt op i en krog med det resultat, at den gør aggressive udfald mod alt og alle. Og forsøger at skaffe sig plads og mad nok ved at jagte ænder og andre fugle i søen væk, siger Peter Tougaard.

Der er andre steder i landet set eksempler på, at en enkelt svane har taget livet af hele ællingekuld ved at presse ællingerne under vand og drukne dem eller slå ællingerne ihjel en efter en med et vingeslag. Om det er sket i Vognsbølparken vides ikke med sikkerhed.

FAKTA
Et svanepar i Vognsbølparken har fem unger. En svanerede med tre æg synes derimod at være blevet forladt. Det er almindeligt kendt, at antallet af ænder falder, når de skal dele sø med svaner. Svanerne skaffer sig plads nok med aggressiv adfærd. To svaner har unger.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Esbjerg

Kandidat: Hende kan man have tillid til

Annonce