Annonce
Ugeavisen Vamdrup

Velkommmen til Ugeavisen Vamdrup

Redaktør Laust Tuxen Hedegaard (t.v.) og bladchef Morten Theider (t.h.) står i spidsen for Ugeavisen Vamdrup, som udkommer i dag for første gang. De redaktionelle artikler i ugeavisen bliver lavet af Jysk Fynske Mediers redaktion i Kolding, mens Mediehuset Billund tager sig af annoncesalg. Arkivfotos: André Thorup og Michael Svenningsen
Det er ikke hverdagskost, at der åbner nye aviser i Danmark. Men du sidder nu med en helt ny ugeavis i hånden. Vi håber, at du vil tage godt imod den.
Annonce

Vamdrup: Kære læser.

For os her på Ugeavisen Vamdrup er dagen i dag en helt særlig dag. En festdag, kan man vel nærmest kalde det.

For i dag udkommer Ugeavisen Vamdrup for første gang. En helt ny avis har set verden.

Og det er faktisk lidt af en begivenhed.

De seneste år har alt for mange aviser herhjemme desværre måttet kapitulere og dreje nøglen om. Annoncemarkedet har været særdeles udfordret, særligt på grund af en stigende konkurrence fra store udenlandske teknologi-giganter som Google og Facebook.

Senest måtte jeres lokale Vamdrup Ugeblad give op efter 95 års avishistorie.

Men vi tror på, at der stadig er grobund for en lokal ugeavis. Også i Vamdrup.

Vi tror på, at god lokaljournalistik om lokale emner og mennesker er med til at binde et lokalsamfund sammen. At den lokale avis kan være med til at skabe fællesskab.

Derfor har vi valgt at gå imod strømmen og starte en helt ny ugeavis. Så fra og med i dag kan du se frem til at få Ugeavisen Vamdrup leveret i din postkasse en gang om ugen.

Annonce

Håber på opbakning

Udgiveren af din nye ugeavis hedder Jysk Fynske Medier. Der er tale om Danmarks næststørste mediekoncern, som i forvejen udgiver 13 dagblade og over 50 ugeaviser, ligesom den også står bag flere radiostationer.

Det er journalisterne på redaktionen i Kolding, som i forvejen laver Ugeavisen Kolding og den lokale Kolding-udgave af JydskeVestkysten, som får ansvaret for det redaktionelle indhold i Ugeavisen Vamdrup. Og så har vi ansat en ny journalist, der vil være hende, som I særligt kommer til at møde både her i avisen og i byen.

Vi kan ikke sige, at det er en dag, som vi har glædet os til i lang tid. For tingene er gået meget hurtigt. Det er faktisk mindre end tre uger siden, at beslutningen om at starte en ny ugeavis blev truffet.

Så både redaktionen og annonceafdelingen har haft travlt henover jul og nytår med at få denne første avis i trykken.

Vi håber, at I vil tage godt imod den.

Og så håber vi, at I vil hjælpe os med at lave den bedst mulige avis for jer. For vi har brug for jer og al jeres viden. Vi har brug for, at I fortæller os det, når der sker et særligt arrangement, som vi bør skrive om. Vi har brug for jeres input til, hvad der rører sig i byen. Og vi har brug for jeres tip til hvilke interessante lokale mennesker, vi skal skrive om. Så tøv endelig ikke med at kontakte os.

Det samme gælder annoncørerne. Jer, der betaler gildet. For lad os bare være helt ærlige; det er annoncørerne, der sikrer, at vi kan udkomme, og at Vamdrup fortsat kan have en ugeavis.

I ugeavisens korte liv siden vi kort før jul bekendtgjorde, at vi ville starte en ny ugeavis, har vi kun mødt opbakning. Den vil vi gerne på denne plads takke for.

Vi vil gøre alt for at leve op til jeres tillid og forventninger.

Velkommen til Ugeavisen Vamdrup.

Laust Tuxen Hedegaard, redaktør og Morten Theider, bladchef

Annonce