Annonce
Velgørenhed

25-årige Amanda slagtede en ko: Holdt festmiddag for 60 børn i Tanzania

Merina, også kaldet Mary, kom til børnehjemmet i efteråret 2017, efter at forældre fra den ene dag til den anden efterlod Mary og hendes tre brødre alene tilbage i landsbyen. Foto: Kristina Nelsson
Amanda Cecilie Hansen fra Mariendalsvej har betingelsesløst kastet sin kærlighed over et børnehjem i Tanzania. Hvad der begyndte med nogle måneders frivilligt arbejde for fire år siden, har ført til, at Amanda i dag driver sin egen velgørenhedsorganisation.
Annonce

Amanda Cecilie Hansen havde afsluttet sin studentereksamen et halvandet år forinden, da hun og veninden, Signe, fra folkeskoletiden på Skolen på Duevej i januar 2016 drog fem måneder til Tanzania. De to veninder havde ikke lagt sig fast på, hvad de helt præcis skulle lave i Tanzania. Blot at de gerne ville hjælpe, hvor der var brug for det.

- Det hostel, vi boede på i byen Moshi, havde gode forbindelser til et børnehjem i en nærliggende landsby. Det er jo et oplagt sted at udføre frivilligt arbejde, så vi tog derud. Vi faldt straks for stedet og ikke mindst børnene på børnehjemmet, fortæller Amanda.

Amanda Cecilie Hansen hjemme i lejligheden på Mariendalsvej. Hun er født og opvokset på Frederiksberg - på Borups Allé, hvor hendes forældre stadig bor. Foto: Bo Børresen

De to veninder tog hver dag bussen ud til børnehjemmet primært for at lære de små børn engelsk og opbyggede på den måde et nært forhold til de mange imødekommende unger.

Annonce

Måtte bare af sted igen

Da Amanda i maj 2016 vendte tilbage til barndomshjemmet hos mor og far på Borups Allé, blomstrede udlængslen øjeblikkeligt:

- Da jeg kom hjem, sad lysten til fortsat at kunne hjælpe børnene dybt i mig. Jeg måtte bare af sted igen, siger Amanda.

Moses og hans lillebror har boet på børnehjemmet siden 2015. Deres mor er død. Hun døde af malaria, og deres far er alkoholiker med voldelige tendenser. Foto: Kim Hansen

Hun kom af sted. Faktisk gik der kun to måneder, før Amanda igen sad i et fly på vej til Tanzania. Denne gang med en anden veninde, Kristina, ved sin side. Med sig havde de to piger otte flyttekasser proppet med tøj og legetøj primært doneret af venner og familie.

- Mit andet ophold i Tanzania varede kun i to uger. Men denne gang var det hele lidt bedre planlagt, så vi nåede blandt andet at købe en ko, slagte den sammen med de lokale og holde en festmiddag for 60 børn, fortæller Amanda og fortsætter:

- Vi tog også børnene med på udflugt. Mange af dem havde aldrig været i andre byer end Newland, hvor børnehjemmet ligger. Så da vi tog dem med til Moshi, der er en storby sammenlignet med Newland, så sad de bare med kæmpestore øjne og betragtede alt det nye og fremmede. Det gjorde et stort indtryk. Også på os.

Annonce

Bøger og computere

Tilbage i Danmark og på Frederiksberg havde rygtet om Amandas frivillige velgørenhedsarbejde spredt sig. Blandt andet til en af Amandas fars venner, som var tilknyttet et svensk garnfirma, Svarta Fåret, der købte ind på idéen om at hjælpe de tanzaniske børn.


Vi har også indrettet et lokale på børnehjemmet med bøger og fire computere, og så har vi ansat en lærer, som hver dag underviser børnene i engelsk.

Amanda Cecilie Hansen


- Svarta Fåret betalte i alt fire Tanzania-rejser til mig. På rejserne stod jeg i spidsen for at opstarte et projekt, der sponserede landsbybørnenes skolegang og sundhedsforsikring. Min fars ven er ikke længere i garnfirmaet, men projektet kører videre, oplyser Amanda og tilføjer:

- Vi har også indrettet et lokale på børnehjemmet med bøger og fire computere, og så har vi ansat en lærer, som hver dag underviser børnene i engelsk. Her efter tre års undervisning er de blevet fantastisk gode til engelsk.

Annonce

Stiftede Agi Projects

Amanda har foreløbig været i Tanzania otte gange. Tre af gangene har Kristina været med. Hver gang har pigerne medbragt penge doneret af venner, bekendte og familie. Det har blandt andet betydet, at de har kunnet købe nye madrasser til 35 børn og repareret deres senge, betalt  sundhedsforsikring til 50 børn i to år og bygget nye toiletter, brusere og håndvaske.

- Derudover har vi prioriteret højt at give børnene nogle gode oplevelser. Vi har for eksempel haft dem med på en kaffeplantage og ud til et vandfald, og inviteret dem på restaurant i Moshi. Det har været helt fantastisk at kunne give børnene de, for dem, kæmpestore oplevelser.

Amanda og Kristina har på alle måder gjort en forskel. Deres indsats er blevet værdsat - i Tanzania såvel som i Danmark. Pigernes venner og bekendte har i stigende grad støttet op om projektet, og tingene har på den måde taget til i omfang.

På en af Amandas foreløbig otte ture til Tanzania fik 35 børn nye madrasser, ligesom lokale håndværkere blev hyret til at reparere børnenes senge. Foto: Amanda Hansen

- I starten modtog vi donationerne på vores MobilePay, men det blev efterhånden ret omfattende, da flere og flere viste interesse i at støtte projekterne. Derfor besluttede vi i oktober 2018 at oprette en velgørenhedsorganisation. Den hedder Agi Projects og har fået navn efter en af de lokale piger på børnehjemmet i Tanzania, fortæller Amanda.

Annonce

Læser til jordemoder

Amanda er 25 år og har med undtagelse af halvandet år i det indre København altid boet på Frederiksberg. Hun er opvokset på Borups Allé, og har de seneste to et halvt år boet på Mariendalsvej. Når ikke hun hjælper børn i Tanzania, så øver Amanda sig i at hjælpe børn til verden i Danmark. Hun læser nemlig til jordemoder - på 5. semester.

Amanda arbejder lige nu på, at få nogle sygeplejersker eller pædagoger ud på børnehjemmet, som kan undervise de unge piger i prævention, menstruation og i det hele taget i det at være ung. Foto: Bo Børresen

Veninden Kristina har i mellemtiden stiftet familie og er ikke længere en aktiv del af Agi Projects, så det er primært Amanda, der driver organisationen og planlægger fremtidige tiltag. På grund af coronapandemien har hun ikke været i Tanzania siden oktober 2019. Alt velgørenhedsarbejde foregår derfor hjemme fra lejligheden på Mariendalsvej. Det betyder dog ikke, at tingene ligger stille. Langt fra:

- Det næste store mål er at ansætte en lærer, der kan undervise de større børn i engelsk. Lige nu har vi en kontaktperson i byen, som besøger børnene jævnligt og lærer dem om personlig hygiejne og rengøring. Derudover arbejder jeg på at få nogle sygeplejersker eller pædagoger ud på børnehjemmet, som kan undervise de unge piger i prævention, menstruation og i det hele taget i det at være ung, lyder det fra Frederiksbergs unge velgører.

Læs mere om Agi Projects på agiprojects.dk.

Amanda - her i selskab med fire af de lokale børn - var 23 år, da hun sammen med veninden, Kristina, stiftede Ari Projects i oktober 2018. Læs mere om Agi Projects på agiprojects.dk. Foto: Oliver Andreas Hansen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Affaldet hober sig fortsat op på Frederiksberg

Debat

Vi skal bevare Hospitalsgrundens grønne præg

LEDER

Lad ikke vores butikker dø: Køb dine julegaver lokalt

DEBAT

Er der julelys på nettet, hr. minister?

Klumme

Som kornet i jorden

Debat

Mændenes kønskamp i den frederiksbergske folkeskole

Debat

Ligestilling på vejskilte og i lyssignaler

Klumme

Ild i uniformerne

Debat

S og EL: Sænk farten på Frederiksberg

Klumme

For to kroner leverpostej

Byliv

Falkebænkene er tilbage på Sankt Thomas Plads

Klumme

Klumme: Kvindernes læremester

Annonce