Annonce
Byudvikling

Beslutningen om Den Franske Skole er truffet: Her er planerne for grunden

Skolegården vil blive lavet om til en grøn oase, og der vil blive bygget lejligheder og et mindre hotel på grunden . Arkivfoto: René Mølskov
Onsdag blev det på et møde i By- og Miljøudvalget besluttet, hvad der skal ske med grunden ved Den Franske Skole på Værnedamsvej, og der er udsigt til et væsentligt mindre projekt end først foreslået.

Grunden ved Den Franske Skole skal være en grøn del af byen, hovedparten af skolens historiske bygninger skal omdannes til boliger og den tilhørende parkeringskælder skal rumme langt færre parkeringspladser end først foreslået. Det vedtog politikerne i By- og Miljøudvalget onsdag aften, hvor der blev truffet beslutning om grunden ved Den Franske Skole på Værnedamsvej.

Gennem snart tre år har debatten om fremtiden for den franske skoles grund ved Værnedamsvej bølget frem og tilbage. Fra et kæmpe projekt med omkring 5000 ekstra kvadratmeter byggeri på grunden, tanker om café- og restaurantdrift i gårdmiljøet, parkeringskælder i tre etager og et mindre grønt friareal er der nu efter års intens borgerdialog fundet frem til en anden løsning.


Det har været vigtigt for os at tage vidtgående hensyn til synspunkterne blandt beboerne i området.

Nikolaj Bøgh (K), rådmand og medlem af By- og Miljøudvalget


Den nye lokalplan gør skolens i dag lukkede område til en grøn del af byen med træer, blomster, bænke og et orangeri. De historiske skolebygninger bliver renoveret, og nyere tilføjelser bliver fjernet, så der samlet set bliver mindre byggeri inde i skolegården end i dag. Samtidig indrettes der et mindre hotel ud mod Værnedamsvej med 60 værelser, men uden restaurant, så gæsterne i stedet kan benytte områdets mange caféer og restauranter.

Annonce

Nybyggeriet er halveret

Der tilføres 775 kvadratmeter nybyggeri til grunden, svarende til fire til seks familieboliger. Samtidig ventes parkeringskælderen nu kun at komme til at rumme 24 pladser i én etage, frem for 40, som det tidligere forslag lød på, såfremt bygherre søger dispensation ud fra parkeringsnormerne i den kommuneplan, som netop nu er i høring. Hertil kommer 12 parkeringspladser på terræn.


Vi synes ikke, at man gør, hvad man kan for at begrænse antallet af biler i området.

Lone Loklindt (R), rådmand og medlem af By- og Miljøudvalget


I det lokalplanforslag, der har været i offentlig høring, var der lagt op til et byggeri af ekstra 1400 kvadratmeter, herunder to byhuse inde i gården, samt en tilbygning bagerst på grunden, hvor skolens administrationsbygning ligger i dag. Men alle nye byggefelter i skolegården er nu taget ud af den endelige lokalplan, og der er dermed tale om en halvering af nybyggeriet og væsentligt mindre byggeri inde i skolegården, end der er i dag. Kun ud mod Værnedamsvej vil der blive bygget en tilbygning i forbindelse med etablering af hotellet.

- Der har aldrig i Frederiksberg Kommunes historie været en så grundig lokalplansproces som den, vi nu er ved at afslutte på Værnedamsvej. Antallet af planer, høringssvar og debatmøder har været historisk højt. Og med god grund, for området har stor betydning for hele Frederiksberg, og det har været vigtigt for os at tage vidtgående hensyn til synspunkterne blandt beboerne i området, siger rådmand Nikolaj Bøgh (K), som stemte for forslaget.

Annonce

Nej tak til p-kælder

S, R, EL og SF stemte imod forslaget. For De Radikale var det udsigten til en parkeringskælder i gården, der gjorde udslaget.

- Vi synes ikke, at man gør, hvad man kan for at begrænse antallet af biler i området. Vi kom med et forslag om en delebilsløsning, som kunne være en del af lokalplanen med faste pladser til delebiler, men det var der ikke politisk vilje til. Men vi anerkender, at projektet er blevet væsentligt forbedret, siden planen blev sendt i høring, siger rådmand Lone Loklindt (R).

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce