Annonce
Frederiksberg

Debat: Nej tak til ‘Borgen’ på Bülowsvej

Annonce
Annonce

Svend Elberg Thomsen

Ingemannsvej 2

Det foreslåede byggeri på den gamle Landbohøjskole risikerer at ende som Frederiksbergs HT-terminal: klodset, grim og med stor lokal modstand.

Planen blev ellers præsenteret med de flotte ord ”fra lukket forskningsmiljø til åben bycampus”. I dag er de fornuftige planer forduftet. I stedet bliver kommunen nu beriget med Frederiksbergs helt egen Carlsberg by: høje, uforsonlige bygninger. Bygningerne er placeret yderst på grunden, den lave sportshal godt beskyttet indadtil: Borgen på Bülowsvej. Alt det som arkitekter advarer mod, og som enhver kan se er forkert. Det skaber et lukket, ikke-indbydende område.

Til gengæld har kommunen minimeret de grønne områder. Og det på trods af, at visionen blev beskrevet med tre ord: grøn, levende og åben.

I dag er de grønne visioner reelt reduceret til en såkaldt ’lommepark’. Måske fordi parken kan være i lommen? Eller fordi flere bygninger skæpper godt i lommen hos ejerne? Frederiksberg udmærker sig ellers normalt ved at prioritere det grønne højt. Den tradition vil det nye byggeri underminere.

Den gamle Landbohøjskole-grund gemmer på nogle fine, bevaringsværdige bygninger. I det mindste har kommunen vel sørget for, at de fine, bevaringsværdige bygninger kommer til sin ret? Det er trods alt Frederiksberg. Nej, tværtimod bliver områdets to flotte, gamle bygninger plastret ind, så de knapt kan ses. Med kommunens reviderede planer bliver de helt gemt væk af åndsforladte bygninger på højde med Rundetårn.

Alt i alt en ærgerlig sag for de oprindelige planer lovede så godt. Vi må håbe, at By- og Miljøudvalget besinder sig, når de stemmer 18. november.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Frederiksberg

På bunden af sagosuppen

Frederiksberg

Almene familieboliger på toppen

Frederiksberg

Er haven for alle?

Annonce