Læserbrev: Handler forvaltningen i greenwash-sagen på Svend Trøsts Vej i offentlighedens interesse?
I sin indstilling til by- og miljøudvalgets behandling af sagen, der vedrører hvorvidt byggeprocenten kan overskrides i det historiske kvarter på Svend Trøsts Vej, lader forvaltningen sig besnære af uforpligtende, men professionelle, arkitekttegninger sminket i grønt (ansøger er også rådgiver), der forfører med grønne og familiære fortællinger.
I indstillingen til by- og miljøudvalget skriver forvaltningen: 'Facaden begrønnes… Ejerforeningen har fokus på bæredygtigt byggeri og grønne tiltag, hvilket det fremsendte projektforslag afspejler. Gårdrummet opgraderes med ny beplantning, nyt grønt tag på baghuset, ligesom der anlægges fælles have med plads til leg og hygge.'
Herved glemmer forvaltningen, der bør handle i offentlighedens interesse, at gøre udvalget opmærksom på, at ansøgningen ikke er et retligt forpligtigende dokument. Hvis forvaltningen ikke ønsker at manipulere en godkendelse igennem, hvorfor er det så relevant at oplyse om, at der anlægges en have med plads til leg og hygge? Og hvorfor overtager forvaltningen fortællingen om det bæredygtige og grønne?
Forvaltningen legitimerer greenwashing i indstillingen til by- og miljøudvalget ved ukritisk at overtage ansøgers fortælling om det grønne i skabelsen af en karre i et historisk kvarter med smukke historiske huse!