I 1995 vedtog Folketinget, at alle landets kommuner skulle nedsætte et lokalt ældreråd. Loven trådte i kraft 1. januar 1997, men allerede i 1994 havde Frederiksberg Kommune et ældreråd klar.
I 1996 var der valg til Ældrerådet på Frederiksberg. Dengang 61-årige Hugo Vandet stillede op, blev valgt og kunne 1. april 1996 indlede, hvad der skulle vise sig at blive en æra inden for ældreråd i Danmark.
Her 25 år senere er Hugo Vandet stadig medlem af Ældrerådet på Frederiksberg. Ifølge landsorganisationen Danske Ældreråd er det ganske enestående. Hugo Vandet er den eneste i landet, der har siddet som medlem af et folkevalgt ældreråd i et kvart århundrede.
Han er blevet genvalgt hele seks gange: i 1999, 2003, 2007, 2011, 2015 og 2019. Om Hugo Vandet også stiller op til valget i 2023, hvor han vil være 88 år, har han endnu ikke taget endelig stilling til:
- Det er under overvejelse, lyder det fra det enestående ældrerådsmedlem.