De fem ikoniske falkebænke på nordsiden af Sankt Thomas Plads er vendt tilbage efter en grundig renovering, som blandt andet har omfattet nye bænkbrædder og en opmaling af metaldelene, som igen er blevet grå, efter at en lige lovlig energisk maler for en del år siden havde malet både brædder og støbejern frederiksberggrønt.
Bænkene er lavet specielt til pladsen, og var en gave fra Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse i 1927. De er tegnet af arkitekt Alfred Kock-Clausen. Det helt særlige ved dem er, at armlænene er udsmykket med falkene fra Frederiksbergs byvåben.
Der er i alt ti falkebænke på Sankt Thomas Plads. De fem på sydsiden venter på at få en tilsvarende omgang.