Annonce
Byliv

Frederiksberg giver lov til udeservering til efter midnat: Ejer af Berlin Bar er ikke lutter begejstret

Nu får beværtningerne på Frederiksberg mulighed for at søge om at have udeservering til klokken 01. Ejeren af Berlin Bar og Frederiksberg Ølbar er dog ikke sikker på, at det vil være lykken for alle. Foto: Carsten R. F. Oechsner
Frederiksberg Kommune har netop besluttet at give lov til udeservering til klokken 01. Beslutningen får dog en blandet modtagelse hos ejeren af Berlin Bar og Frederiksberg Ølbar, som er bekymret for, hvad naboerne vil sige til den udmelding.

Til sommer bliver der rig mulighed for at nyde en kold fra fad eller et glas rosé under åben himmel ud til sent på aftenen. I hvert fald hvis du befinder dig på Frederiksberg. For Frederiksberg Kommune har netop besluttet at give beværtninger lov til udeservering til klokken 01 om natten.

På trods af udsigten til at kunne servere øl for tørstige udendørs-gæster en time længere end normalt, vækker beslutningen ikke lutter begejstring hos Carsten R. F. Oechsner, som er ejer af Berlin Bar på Gammel Kongevej og Frederiksberg Ølbar på Falkoner Allé.

- Jeg er da glad for muligheden, men det er mere komplekst end som så. Vi skal jo alle sammen være her, og nogle steder bliver man som beværtning ikke populær på at have udeservering til klokken 01, siger han og tilføjer:

- Jeg kunne godt finde på at gøre brug af muligheden på Berlin Bar, som alligevel ligger ud til en trafikeret vej med en del støj, men jeg forventer ikke, at jeg vil have udeservering til klokken 01 på Frederiksberg Ølbar, som ligger i et mere stille område.

Annonce

Sunny Beach i forklædning

Beslutningen går da også stik imod Københavns Kommunes udspil med den såkaldte Nattelivsplan, der lægger op til at begrænse festen i København og ikke give nye nattilladelser i tidsrummet fra klokken 24 til klokken 5 om morgenen.

Jan E. Jørgensen (V), formand for Frederiksberg Kommunes by- og miljøudvalg, er dog ikke bekymret for, at beslutningen på Frederiksberg betyder, at festglade mennesker fra København vil vælte Frederiksberg.

- Jeg er ikke bekymret for, at Allégade går hen og bliver det nye Sunny Beach, for vi giver jo ikke carte blanche til at holde åbent til klokken 01. Det vil stadig bero på en individuel vurdering, men man vil se meget varmt på ansøgningerne, siger han.


Det er mere komplekst end som så. Vi skal jo alle sammen være her, og nogle steder bliver man som beværtning ikke populær på at have udeservering til klokken 01.

Carsten R.F. Oechsner, ejer af Berlin Bar og Frederiksberg Ølbar


Annonce

- Borgerne savner kolde fadøl

Carsten R. F. Oechsner undrer sig over, hvorfor Frederiksberg Kommune vælger at træffe beslutningen om de udvidede åbningstider for udeservering nu og ikke for flere år siden.

Det skyldes ifølge Jan E. Jørgensen (V) ganske enkelt coronaen og de konsekvenser, den har haft for beværtningerne i byen.

- Vi gør det for at hjælpe beværtningerne i gang igen, for det er der behov for. Og fordi vi ved, at der er mange borgere, der savner at komme ud og nyde en kold fadøl en sommeraften, siger han.

_





Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce