Annonce
Frederiksberg

Grønne områder er for alle: Frederiksberg bør ikke modarbejde motionister

Annonce

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Af Katarina Ammitzbøll (K), folketingsmedlem

»Alle skal have adgang til at bruge byens grønne rum og faciliteter til motion.«

Sådan står der i Frederiksberg Kommunes sundhedspolitik, og sådan skal det fortsat være.

Under coronakrisen har Frederiksberg Have været lukket for løbere grundet smittefare, og det har været nødvendigt.

Men det forbud skal naturligvis ophæves, når coronakrisen er ovre. Jeg mener, det ville være en helt forkert vej at gå, hvis vi på Frederiksberg ender med at indføre et permanent forbud.

Hvis forbuddet mod løbere i Frederiksberg Have fortsætter efter coronakrisen, så tror jeg, det kan gå ud over folkesundheden – også på landsplan. I de større danske byer er det nemlig helt centralt for livet og sundheden, at alle borgere har ret til at benytte de grønne arealer – herunder motionisterne.

De fleste af os kender følelsen af at skulle ud og motionere. Og det er ikke altid lige spændende, og ofte er det mere af pligt end af lyst.

Derfor må vi fra politisk side heller ikke spænde ben for at gøre det attraktivt at motionere. Her mener jeg, at de grønne arealer i byerne spiller en enorm rolle. Det er nu engang sjovere, flottere og sundere at tage en løbetur i Frederiksberg Have end at løbe på et tætpakket fortov i trafikken.

Jeg er overbevist om, at både løbere, hundeluftere, forældre med barnevogne og borgere, der går en tur, alle kan være i Frederiksberg Have, hvis vi blot respekterer hinanden.

Der er folk, der mener, at der ikke er plads nok på stierne i Frederiksberg Have, men jeg kan med sikkerhed sige, at der i hvert fald slet ikke ville være plads på fortovene, hvis alle motionister bliver skubbet ud af de grønne områder.

Derfor mener jeg, at forbuddet mod motionister i Frederiksberg Have skal ophæves efter coronakrisen. Alt andet vil være at nedprioritere folkesundheden, og det kan vi ikke lade ske her på Frederiksberg.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Frederiksberg

Almene familieboliger på toppen

Frederiksberg

Er haven for alle?

Annonce