Annonce
Klumme

Håbløshed og håndsprit skylles væk i et gisp

Charlotte Cappi Grunnet, studiepræst på Frederiksberg Campus og sognepræst i Sct. Thomas Kirke. Foto: Dan Møller

"Hvis en mand fortæller dig, at han tager kolde bade … og at han nyder det, så vil han også lyve om andre ting."

Sådan sagde den tidligere amerikanske præsident, Ronald Reagan, engang. Så nu er læseren advaret, for jeg elsker kolde bade! Og, jeg vil faktisk sige, jeg er blevet afhængig. Det er helt rituelt, at badet om morgen skal afsluttes med et koldt brus. Først dér vågner krop og sind op til dåd, og jeg kan tage livtag med dagen. Og endnu mere livgivende er det i havet.

I havet er det ren genopstandelse. Når man dykker ned i det iskolde vand, er det som alle celler får et chok, dør og må genstarte. For et øjeblik glemmes Corona, billeder af vaccinenåle, den voldelige indtrængen i kongressen i USA, klimaopgaven, flygtningelejre, ondt i ryggen, alt det aflyste og den uvisse fremtid. Bekymringer og frygt, afsondrethed og stilstand samt håbløshed og håndsprit skylles væk i et gisp. Man nulstilles.

Oppe igen på badebroen trækkes vejret, smilet breder sig, mens man frotterer sig og ser på de andre "sæler", der smiler lige så stort, når de er kommet op. "Åh, det er godt," lyder det, selvom folk ikke kender hinanden. Der er et usagt fællesskab.

Da jeg sad på kirkebænken til gudstjeneste i søndags oven på lørdagens havdyp, kom jeg til at tænke på, at gudtjenesten – for tiden i en kortere form - også er en form for fælles bad. Havet og det kolde gys er der ikke, men det at blive nulstillet oven i hovedet, løftet ud af sig selv og tingenes tilstand, det er det samme.

På kirkebænken bliver jeg prikket og pirket i tanken, jeg mærker musikken bruse gennem mig, drager på rejse i en fjern fortælling, hvor Jesus forvandler vand til vin, og forvandlingen hiver mig med ind i mulighedernes forvandling. Det kan ske, det kan vende, det vil vende.

Vi sidder dér med afstand, og hver især med sin historie, glæde, sorg, længsel, bekymring, taknemlighed eller kamp, men vi sidder der sammen - også sammen om den fælles vanskelige tid - ligesom andre har siddet igennem århundreder før os og vil sidde efter os.

Da vi bagefter stod udenfor, udbrød vi ikke "Åh hvor godt", men det genlød i de smil og det "God søndag", vi bag mundbind sendte hinanden af sted med – nu lidt mere parate til at udholde og håbe og glæde sig.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Når de røde kommer

Debat

Børnevelfærd før profit

Navne

Rund fødselsdag: Helle Sjelle fylder 50 år

Annonce