Annonce
Kronik

Jeg vil også have ret til at leve

Henriette Bjørn Rasmussen, beboer på Plejehjemmet Søndervang på Nyelandsvej. Foto: Bo Børresen
Annonce

- Jeg vil have ret til at leve.

Dette udsagn kom fra en ung, jurastuderende en sen aftentime i Kødbyen i et interview med Nyhederne. Hun og hendes veninde var åbenbart i byen for at se, om der var en fest, de kunne deltage i. At feste var ligeledes også noget, de følte, de havde ret til.

For to år siden ville jeg ikke have løftet et øjenbryn, men denne aften blev jeg oprigtigt vred, for denne udveksling kom i forbindelse med oplysningen om, at smittetrykket var blevet alvorligt højere i covid19-pandemien, og at det den pågældende dag specielt var de unge mellem 20 og 29 år, der var blevet testet positive.

Disse oplysninger syntes at prelle af på de festglade unge som vand på en gås. Vi vil have ret til at leve ...

Men nu er det altså mig /os, der også vil have ret til at leve, og i vores tilfælde skal det forstås ret bogstaveligt.

Min historie ganske kort: I starten af januar var jeg ved at dø af en ukendt virus, hvor jeg ikke kunne trække vejret. Efter ti barske dage på Bispebjerg Hospital, hvor nogle af dagene blev tilbragt på en intensivafdeling, fandt man en behandling, som virkede.


I knap fire måneder kunne vi ikke se vores familie og venner eller være sammen flere end et begrænset antal af vore egne beboere. Vi blev ikke syge takket være en monsterindsats af personalet.

Henriette Bjørn Rasmussen, beboer på Plejehjemmet Søndervang


Jeg overlevede, men kunne ikke klare mig selv længere. Jeg skal syv gange dagligt indhalere forskellig medicin - sandsynligvis resten af mit liv. Og jeg må helst ikke få flere infektioner i lungerne, fordi man ikke kan gøre mere for mig, som der blev sagt.

29. februar flyttede jeg ind på Plejehjemmet Søndervang på Nyelandsvej, hvor jeg har lært at gå, men sidder i en kørestol en stor del af tiden. Mit liv ændrede sig fuldstændigt på rekordtid.

Og jeg er superlykkelig over, at jeg lever ...

Mit nye hjem, Søndervang, tog imod mig med kærlige åbne arme. Men 14 dage efter blev vi så nedlukket fra marts til juli på grund af smittefaren for covid-19. I knap fire måneder kunne vi ikke se vores familie og venner eller være sammen flere end et begrænset antal af vore egne beboere. Vi blev ikke syge takket være en monsterindsats af personalet. Men det var benhårdt.

Den attitude ’jeg vil have ret til at leve’, som de unge adspurgte gav udtryk for i det nævnte interview, har betydet, at blandt andet plejehjem igen-igen blev nedlukket i sidste uge - med de følger, det indebærer ikke bare for os, der bor på plejehjemmet, men bestemt også for plejepersonalet, som ved egne afsavn gør alt for at passe på os, så vi ikke bliver smittet.

De forskellige sundhedsråd, som myndighederne har givet os om afstand, hygiejne, afspritning og så videre virkede jo fortrinligt. Så godt, at rygtet opstod, at covid-19 i virkeligheden ikke var farligere end en let influenza. Og hvem gider så høre efter, når det kun var det?

Med andre ord synes nogle at tænke, at regeringen og myndighederne har overreageret. Argumentet, jeg har hørt, har været, at man ikke personligt kender nogen som blev syg af det. Ergo: Der er ikke noget om det. Det findes ikke.

Nu da vi er i gang med at sætte spørgsmålstegn ved rimeligheden ved alle de forbud, ja så var der en uforståenhed over for, at festivalerne blev stoppet. Ergo: Vi laver da bare vores egne musikbegivenheder og forstyrrer så en bunke mennesker i det offentlige rum. For det har vi ret til. Vi vil have ret til at feste os i hegnet, hvis det er det.

Så kom mundbindene. Et angreb på vores personlige frihed. Come on. Er det fordi, vi ikke ser så godt ud med mundbind? På en måde synes det, som om myndighederne kun har haft et formål med alle de forbud, og det er at genere vores unge og festglade voksne mest muligt.

Vågn op, kære venner. Hvad er det, der sker med os? Jeg nægter at tro på, at vores unge er så ’I & I - United’ i deres tankegang. Er vi blevet ude af stand til at sætte os i andres sted og træffe vores valg i en balance, så vi alle kan være her?


Men da nogle begyndte at stille spørgsmålstegn ved alvoren af denne virus, da svigtede man alle os på plejehjemmene og på hospitalerne fuldstændig. Alle de ’personaler’, som seriøst knokler for, at vi kan overleve. Man svigtede samtidig også alle de unge, som nu er testet positive og muligvis skal leve med senfølger i måneder fremover.

Henriette Bjørn Rasmussen, beboer på Plejehjemmet Søndervang


Det er ikke covid-19, som jeg er vred over, for det hører åbenbart med til vores menneskelige udvikling i disse år. (Hele verden er berørt. Hvordan takler vi det bedst?).

Men da nogle begyndte at stille spørgsmålstegn ved alvoren af denne virus, da svigtede man alle os på plejehjemmene og på hospitalerne fuldstændig. Alle de ’personaler’, som seriøst knokler for, at vi kan overleve. Man svigtede samtidig også alle de unge, som nu er testet positive og muligvis skal leve med senfølger i måneder fremover, fordi de tænkte, at 'jeg vil have ret til at feste og leve og kramme'. Sen-følger? Hvad er det for noget? Ja ikke?

Det kunne være så let at skyde skylden på de unge, som jeg jo - indrømmet - også gør i ovenstående, men det er lidt for unuanceret kun at gøre det. Vi har alle et ansvar for, hvor vi bevæger os hen. Vi har et fælles ansvar i forhold til at stille kritiske spørgsmål til vores børn, venner og hinanden, vores sociale netværk. Måske lider vi af en ’berøringsangst’ for ærligt at indrømme, at vi har brug for hinanden. At det/de ikke er lige meget.

Sår vi desuden tvivl om den grundlæggende viden, vi har til rådighed, så svigter vi alles evne til at vurdere og stole på, hvad der er det mest hensigtsmæssige at gøre lige nu og her og tage ansvaret for det. Det gælder os alle sammen - ikke kun de unge.

Kan I huske, da politikerne stod i samlet flok i statsministerens have i enighed i kampen mod covid-19? Jeg var rævestolt over at være borger i et land, som kunne finde ud af at begrave stridsøksen for at gavne et højere mål. På det tidspunkt var der ikke et ønske fra nogens side om at politisere noget så alvorligt som en pandemi.


Der er ingen tvivl om, at det er svære tider for alle. Vi undgår ikke at lide afsavn. Også de unge. Men fælles for os er ønsket om kærlighed, glæde og at leve. Og hvis vi står sammen, kan det lykkes.

Henriette Bjørn Rasmussen, beboer på Plejehjemmet Søndervang


Men desværre holdt det ikke så længe. Politiserer vi pandemien, er det en dødssejler for alle. Det er en mangel på respekt for unge, gamle og andre voksne af alle hudfarver, som oprigtig ønsker at gøre ’det rigtige’. Vi bliver spundet ind i alskens snak, til vi ikke mere ved, hvad der er op eller ned. I visse henseender virker det som ren lobbyisme.

Der er ingen tvivl om, at det er svære tider for alle. Vi undgår ikke at lide afsavn. Også de unge. Men fælles for os er ønsket om kærlighed, glæde og at leve. Og hvis vi står sammen, kan det lykkes.

Jeg er overbevist om, at der er brug for alle - unge som gamle - med det, de kan bidrage med. Jeg er plejehjemsbeboer, og jeg taler ikke kun for mig selv, men for alle, der ønsker en glad, kærlig og fredfyldt alderdom.

Jo, vi vil alle have ret til at leve - hele livet.

Annonce
Annonce
KULTUR

Teaterflisen uddeles i december

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Brug kulturlivet - også under corona

Hæder

Claus Hempler er Årets Frederiksberg Kunstner

Valby

Minister fordømmer flugtbilist efter femårig piges død: - Jeg har sjældent set magen til fej og krysteragtig adfærd

Debat

Hvor bliver de grønne tiltag af?

Debat

John Winther skal hædres

Klumme

Jeg går helt fra snøvsen

Debat

Er jeg en dårlig mor, Christina?

Annonce