Jeg ville være socialdemokrat, hvis partiet fandtes

Læserbrev: For netop 100 år siden udtalte Alfr. Date, at han blandt andet er imod fattigdom og den økonomiske og politiske undertrykkelse. Date ønsker en politik, der opfylder samfundets pligter overfor de syge og de gamle, de arbejdsløse, de forældreløse og ulykkeligt stillede børn.

Forleden lå Socialdemokratiets valgprogram i min postkasse. Jeg undrer mig over, at socialdemokratiets borgmesterkandidat Michael Vindfelt blandt andet skriver: ”Ud med spekulanterne og ind med flere boliger…”, når formand for partiet Erik Jensen sammen med den konservative Flemming Brank underskrev kontrakten om at sælge lejernes boliger til Blackstone?

Det klinger også noget hult at ønske flere ressourcer til ældre, når partiet har stemt for nedlukninger af vedligeholdende dagtilbud for svage ældre, som nu sidder og rådner op derhjemme og bliver mere plejekrævende – også fordi der er sket massive besparelser på hjemmehjælpen.

Vi ved, at ensomhed er den store dræber. Vi ved også, at Frederiksberg er en af de kommuner, der har flest akutte genindlæggelser blandt andet på grund af dehydrering og forstoppelse. Den omsorgssvigtet ”Else” i hængeliften findes også på Frederiksberg.

Interesse for arbejdsløse, syge, sårbare og udstødte, som er udsat for lovstridig og umenneskelig behandling i jobcenter har ingen partiers interesser – heller ikke Socialdemokratiets, som har udviklet sig til et middelklasse-og lønmodtagerparti.

Genoprettelsen af samfundskontrakten og interessen for de borgere, der lever de sværeste liv er fraværende.

Socialdemokratiet forsvarer ikke længere velfærdssamfundet.

Giv mig Alfr. Date tilbage.