Annonce
#HvorErDerEnVoksen

Kronik: Når man er ekstra stærk, så har man en særlig forpligtelse til at være sød ved andre

"Minimumsnormeringerne er ikke en løsning i sig selv men en bundprop, der skal sikre at alle børns ret til tid, omsorg og nærvær mødes, andet kan vi som samfund ikke være bekendt", skriver Christina Sylvest-Noer i denne fjerde og i denne omgang sidste kronik.
Christina Sylvest-Noer fra Frederiksberg er mor til tre, og aktivist i Forældrebevægelsen #HvorErDerEnVoksen. Christina skriver på FrederiksbergLIV.dk og i Frederiksberg Bladet med fokus på bevægelsens arbejde for endnu bedre minimumsnormeringer i kommunens daginstitutioner samt masser af perspektiver på det gode børneliv.
Annonce

”Hvilken sang synes du vi skal synge Vilmer?”, pædagogen rækker indbydende en fin rød kuffert frem, som indeholder alverdens figurere , der symbolisere diverse børnesange. Vilmer kigger nysgerrigt i kufferten, dernæst undersøgende på pædagogen og så på mig. Vilmer graver en duplo elefant frem og hvisker genert “Elefant loftet” og i det samme udbryder pædagogen anerkendende “du vil gerne synge ‘Elefanten på loftet’, det er os en dejlig sang” og så går hun og resten af stuens børn og det pædagogiske personale i gang med fagter og skønsang. Selv sidder jeg og forsøger at være en flue på væggen, jeg er moren til det barn, der netop er startet i vuggestue.

Min lille dreng sidder der, på en stue med kærlige voksne og sjove dejlige børn og lige i det øjeblik, hvor jeg ser hvordan alle børnene griner og næsten synkront kører deres arme rundt til strofen “cyklede rundt i ring”, der tænker jeg at det hele nok skal blive godt. Der er dog skår i min glæde, for selv når jeg sidder der, så kan jeg se hvordan det pædagogiske personale er for få.


Ofttere og oftere kan man overveje om det er pasning eller opbevaring? Alligevel så strammes grebet om daginstituonerne hele tiden, der trækkes igen og igen effektiviseringsforslag frem fra skuffen


Jeg og andre forældre i dette land, har ikke brug for en børnepsykolog, forsker i danske daginstitutioner eller erfarne pædagoger til at fortælle os, at den er gal, vi kan godt selv se det? MEN diverse fagpersoner råber vagt i gevær, for den er helt gal ud i institutionerne. Det er på trods af at personalet er enormt hjertevarme, anerkendende og fagligt dygtige.

Ethvert menneske har kun 2 arme og 2 ben, selvom jeg ofte har mødt pædagoger og tænkt at de inde under striktrøjen måtte gemme ekstra arme, så er pædagogisk personale nu engang ikke overmennesker. Engang for nu længe siden, sad der en hel række med pædagogisk personale på gruppebillederne, i dag kan man i stedet lege “Find en voksen?!”

Annonce

Det går den forkerte vej

Det går simpelthen den forkerte vej og institutionsbørnene tages hver evig eneste dag som gidsler, i en situation hvor de kommer i klemme mellem hjemmet og staten. For nu mange år siden blev indgået en aftale, i forbindelse med at kvinderne gik på arbejdsmarked og erfaringerne med omvandrende nøglebørn blev for dårlige opstod tanken om etablering af pædagogiske pasningstilbud.

Den aftale bliver mislighold af staten og dens kommuner, for hver dag aflevere forældre deres børn i vuggestuer og børnehaver, med ondt i maven, for at tage på arbejde. Ofttere og oftere kan man overveje om det er pasning eller opbevaring? Alligevel så strammes grebet om daginstituonerne hele tiden, der trækkes igen og igen effektiviseringsforslag frem fra skuffen.

Taberne bliver børnene, deres pædagoger og forældrene, men også samfundet. Hvad betyder det, når man ikke investere i mennesker, set i et samfundsfagligt perspektiv? Så gives der ikke det bedste afkast, tværtimod og er dette så underligt? Når børn i danske daginstitutioner oplever ildebrand slukkende konfliktløsning, manglende tid til basal omsorg i et stresset og presset miljøet. Hvad havde vi så forventet og vigtigst af alt, hvorfor tillader vi som samfund dette?

De reelle minimumsnormeringer #HvorErDerEnVoksen kæmper for at få indført ved lov, skal være gældende for hver enkel institution. Minimumsnormeringerne er ikke en løsning i sig selv men en bundprop, der skal sikre at alle børns ret til tid, omsorg og nærvær mødes, andet kan vi som samfund ikke være bekendt.

Så kære Frederiksberg borger, næste gang du går ned af vores nyetableret fortov omkranset af frodige træer eller cykler af den grønne sti mod dit lokale valgsted, så håber jeg, på vegne af dine, mine - vores børn, at du vil tænke over om Frederiksberg Kommune skal være kommunen der ser mennesker før tal, ubetinget af alder, køn eller etnicitet og vigtigst af alt muligheden for selv at sætte deres sag på dagsorden.

Vi i #HvorErDerEnVoksen, taler for dem der ikke selv kan, det aller dyrebareste vi har, vores allesammens børn.

Afslutningsvis vil jeg citere Astrid Lindgren, som har udtalt ”Når man er ekstra stærk, så har man en særlig forpligtelse til at være sød ved andre” og jeg mener at Frederiksberg kommune er en af de stærkeste i Danmark. Folk tænker og tror at børn er hårdføre, men sandheden er at de resignerer over for overmagten.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Er jeg en dårlig mor, Christina?

Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Levende begravet på Rahbeks Allé

Debat

Konservative svigter vores butikker

Debat

Øget fokus på entreprenørsvigt

Efterlysning

Efterlysning: Kender du, eller er du manden, der fik hjertestop på hjørnet mellem Finsensvej/Sønderjyllands Allé d. 9. juli?

Klumme

Hovsa, hvor blev retssikkerheden lige af?

Klumme

Byen & Præsten

Annonce