Annonce
Klumme

Magtens frie løb?

Kirsten Jørgensen, provst i Godthåbskirken. Foto: Martin Sørensen
Annonce

I de sidste uger har jeg set rigtig meget TV i den lette genre, som for eksempel 'Kender du typen?', 'Den store bagedyst' og 'Aftenshowet'. Ud over at have været rigtig godt underholdt har det også givet anledning til et par erkendelser. Som da tidligere kulturminister Uffe Elbæk var i 'Aftenshowet' sammen med tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt. Emnet var hvordan-er-det-at-skulle-forlade-sin-ministerpost-i-utide-følelser.

Elbæk forlod for en del år siden sin ministerpost efter beskyldninger om nepotisme og et massivt pres fra politikere og presse. Elbæk fortalte, hvordan han naivt havde forestillet sig, at det måtte man kunne få ryddet op i, få talt om, komme til fælles overensstemmelse om, indtil det gik op for ham, at vel var der noget, der skulle ryddes op i i kulturministeriet og hans embedsførelse, men at det i virkeligheden ikke var det, der var sagen, men at det handlede om, at oppositionen havde fundet det svage led, der kunne vælte Thorning-regeringen.

Det var en magtkamp om regeringsmagten, hvori Elbæk egentlig kun spillede rollen som den passende anledning. Det var det politiske magtspil, der foldede sig ud i fuldt flor.


Enhver magthaver må altid spørge sig selv, om han tjener det fælles bedste eller bare gerne vil have magten

Kirsten Jørgensen


Anledning til samtalen i 'Aftenshowet' var selvfølgelig sagen om Mogens og minken. Også her drives et tydeligt magtspil, der handler om at vælte regeringen. Enhver må afgøre med sig selv, om man mener, at sagen berettiger til det. Men jeg finder det vigtigt, at vi alle sammen har øje for de magtspil, der foregår i vores demokrati, både i sagen om Elbæk og om minken. At vi skærper vores sans for at opdage, når magtspillet løsriver sig fra sagen selv, som så bruges som anledning til et større magtspil.

For vel er politik et spørgsmål om magt, så naiv har man ikke lov til at være, at man ikke vil anerkende det. Men netop fordi der er så meget råt magtspil på færde er det vigtigt at lade sig anfægte, når magten kommer til at gå lidt for meget på egne ben og tydeligvis fjerner sig fra sagen.

De fleste religioner rummer et stærkt magtkritisk element. Det gælder også kristendommen. Kristendommen har desværre selv udøvet magt over for mennesker på en ganske urimelig måde. Men læser man evangelierne kan man ikke være i tvivl om, at kritikken af en magt, der bliver sit eget formål, kritiseres stærkt. Magt bliver aldrig en dyd, men er altid kun en nødvendighed, som aldrig må behandles som var den en absolut størrelse.

Enhver magthaver må altid spørge sig selv, om han tjener det fælles bedste eller bare gerne vil have magten. Enhver magthaver må altid være anfægtet af, at magten aldrig må gå på egne ben. Jeg tror, de fleste af os har en shit-detektor (undskyld det direkte udtryk) der slår ud, når vi i medierne ser, hvordan magten somme tider (mis)bruges. Og desværre har mange det vist som mig: Så vil vi alligevel hellere se 'Den store bagedyst'.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sundhed

Snup en lyntest ved Meny på Nordens Plads

Debat

Noget godt har coronaen gjort

Kultur

Aveny-T mister milliontilskud

Debat

Konservativ ordentlighed?

Debat

Hvorfor er der så få der bliver testet?

Klumme

Vi er alle sammen vores egne

Annonce