Annonce
Klumme

Mens børnene venter

'At situationen er så kritisk ude i daginstitutionerne, at der ikke er tid til at snøre vinterstøvler på vuggestuebørnene, så ved jeg virkelig ikke hvor vi er henne', skriver Christina Sylvest Noer i denne første af tre klummer.  PR-foto

Ænderne kræser om os i deres håb om, at en lille brødkrumme vil falde fra min søns bolle. Han klukker af grin og sætter sig på hug.

- Se, råber en barnestemme, efterfulgt af lyden fra små løbende ben, pakket ind i flyverdragt. En lille dreng, med sin mor efter sig, kommer hen til ændernes forsamling. Han hopper og klapper i hænderne.

Min egen lille dreng mister et kort sekund opmærksomheden fra at holde balancen og lander med et bump på den velpolstrede bagdel, og ænderne rykke resolut tilbage. Jeg hilser pænt på moren, som man nu gør, når forældres veje krydser under eventyrlige udflugter med sine børn.

Annonce


Personalet i hendes daginstitution har spurgt, om det var muligt med en anden vinterstøvle, der ikke skulle snøres, fordi det er for tidskrævende.

Christina Sylvest Noer


Vi snakker lidt frem og tilbage, og hun spørger så 'hvor har du købt dit barns støvler?' Morens interesse i skoene skyldes den lynlås, de har på siden. Hun fortæller, at personalet i hendes daginstitution har spurgt, om det var muligt med en anden vinterstøvle, der ikke skulle snøres, fordi det er for tidskrævende i forhold til alle de andre børn.

Jeg svarer, at det er rigtig trist, at tilstandene er sådan, og at det pædagogiske personale jo virkelig gør deres bedste, ud fra de vilkår de har. Moren fortæller, at det hele skyldes, at der netop nu er tre meget små børn på hendes barns stue, og at de selvfølgelig kræver lidt ekstra. Og det har en direkte påvirkning af hele det pædagogiske arbejde med resten af stuen.

Alligevel er hun ret påvirket af anmodningen om andre sko. Skoene i sig selv er dyre, men vigtigst - så var det jo dem, som de ansatte i skobutikken anbefalede til lige netop hendes barns fod.

Når jeg som lokal tovholder hårdnakket holder fast i, at vi på Frederiksberg er nødt til at investere mere i vores børn med reelle minimumsnormeringer, så handler det om, at det afkast, vi som samfund ønsker os af børnene, ikke bliver tilstrækkeligt. Og det først og fremmest er børnene, som bliver de store tabere men også samfundet.


Er der tid til reel kontakt, trøst - altså den nærværende, fysiske trøst og ikke bare 'op igen?

Christina Sylvest Noer


At situationen er så kritisk ude i daginstitutionerne, at der ikke er tid til at snøre vinterstøvler på vuggestuebørnene, så ved jeg virkelig ikke, hvor vi er henne. Det handler jo ikke om manglende vilje til at snøre 12-14 par børnesko i str. 21 eller stimulans af selvhjulpenhed hos ti måneder gamle børn. Det er vel for pokker en menneskeret at vælge de sko, som skobutikken anviser som værende bedst fodtøj for barnet og ikke ud fra det parameter 'så går det hurtigere'.

Det handler om ressourcer, manglende på samme og om hele tiden at frigive de sparsomme hænder, der er i en daginstitution. Et eksempel herpå: I en normal vuggestue i en daginstitution på Frederiksberg er der 12 børn og typisk tilknyttet tre faste voksne. Altså har vi en normering der her hedder 1:4.

Normeringen er dog kun sådan i primetime, altså cirka fra 9-12.30(13), det afhænger af skemaer og de budgetter, den enkelte institution råder over, samt hvem der åbner osv.

Når klokken så er 14:30, og ungerne skal på legepladsen, hedder normeringen 1:6, altså dobbelt så meget som den anbefalede normering på 1:3. De, der har et indblik i daginstitutionspraksis, ved dog godt, at der oftest omkring klokken 14.30 skal laves en række praktiske opgaver. Rydde op efter frugt, skifte bleer, tage de sidste vågne børn op fra lur osv.

Hvem løser alle de opgaver samtidig med, at vuggestuebørnene skal i tøjet og have snøret deres sko osv.? Det gør de to hårdarbejde medarbejdere, der er tilbage til den børnegruppe, som er i institution, i det vi populært sagt kalder ydertimerne. Ja, tidspunktet14.30 er 'ydertimerne' her på Frederiksberg.

Hvis der ikke er tid til at snøre sko, hvad er der så tid til? Er der tid til reel kontakt, TRØST - altså den nærværende, fysiske trøst og ikke bare 'op igen?!' Børnene venter ikke kun på at få snøret sko, skiftet ble, blive trøstet og set. Nej, de venter på, at der er nogle politikere som træder til handling og får investeret i byens børn, Frederiksbergs fremtid.

Annonce

Mest læste

Annonce
Alarm112

Politiansat tiltalt for moms- og skattesvindel for 736.000

Annonce

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Seneste nyt

Annonce