Annonce
Frederiksberg

Nu breder Nabomøblerne sig i byen

Designerne Alice Delsenne og Jacob Brinth, direktør i Frederiksbergfonden Martin Dahl og initiativtager Victor Aalund på og ved Frederiksstolen på Solbjerg Plads. Frederiksstolen er et led i projektet 'Nabomøbler'. Foto: Martin Sørensen
Nye stole og bænke i nyt specialdesign har indtaget Solbjerg Plads. Snart rykker 'Nabomøblerne' også ind i Landbohøjskolens Have, i haven foran Lorry og ved Urban 13.
Annonce

Mandag 29. juni blev Solbjerg Plads beriget med 18 stole og 8 bænke som et led i projektet 'Nabomøbler'.

Nabomøbler begyndte tilbage i 2018 som et projekt, der testede, hvordan opsætningen af liggestole og plantekasser på Solbjerg Plads kunne være med til at bringe nyt liv til byrum og pladser. Initiativtager er bylivsarkitekt Victor Aalund fra Aalund Urban Architects. Han indsamlede positive erfaringer fra projektet, hvilket førte til et ønske om Nabomøbler af mere permanent karakter.

I begyndelsen af året udskrev Aalund Urban Architects derfor en designkonkurrence. Vinderstolen blev Frederiksstolen, der er designet af Alice Delsenne og Jacob Brinth fra Nue Studio. Siden har de tre unge mennesker haft et tæt parløb med danske producenter om fremstillingen af de vindende stole og bænke, der skal pryde Frederiksberg.

- Det har været en stor fornøjelse at arbejde sammen med de to unge designere. De har været meget motiverede for at gå med ind i processen med at sætte møblerne i produktion og har lagt meget sjæl i at lave et rigtig godt design til byrumsmøbler, som kan bruges på mange måder, siger Victor Aalund.

Annonce

Fordoblede donationen

Projektet Nabomøbler har fra begyndelsen været støttet af Frederiksbergfonden med 200.000 kroner til afvikling af designkonkurrencen og møbelproduktionen. Fonden besluttede dog for nyligt at fordoble donationen, så der meget snart også kommer Nabomøbler i Landbohøjskolen Have, i haven foran Lorry i Allégade og ved Urban 13 under Bispeengbuen.

Vinderprojektet Frederiksstolen er en komplet møbelserie til Frederiksbergs forskelligartede byrum. Illustration: Nue Studio

- Frederiksbergfonden støtter gerne det gode medborgerskab, som Nabomøblerne fremmer ved at skabe rammer for samvær og oplevelser i endnu flere af Frederiksbergs byrum. Jeg glæder mig meget over, at vi nu, efter måneders coronaindskrænkninger, igen mærker, at byen lever, og at vi selv kan være med til at gøre den mere levende med de uformelle samlingssteder, Nabomøbler lægger op til, udtaler direktør i Frederiksbergfonden, Martin Dahl.

Annonce

Både til pladser og parker

Frederiksstolen er en del af en komplet møbelserie af stole, bænke og loungemøbler. Serien kan tilpasses alle dele af Frederiksberg - fra moderne, urbane pladser som Solbjerg Plads til mere historiske bydele og byens parker.

I dommerbetænkningen fik vinderforslaget blandt andet følgende ord med på vejen:

- Frederiksstolen har moderne træk fra det historiske Frederiksberg. Nue Studio har med fine referencer til både den klassiske Frederiksbergbænk og Luxembourgstolen i Paris designet et siddemøbel, der passer godt ind i den frederiksbergske, klassiske og urbane kontekst. Stolens diskrete og samtidig inviterende æstetik gør den velegnet til både pladser og parker. Dens enkle og robuste rørkonstruktion vil sikre holdbarhed gennem mange sæsoner, og vedligeholdelsen af enhederne vil være minimal.

Annonce

Forskellige farver

Victor Aalund tilføjer:

- Nabomøblerne bliver produceret i forskellige farver. Møblerne til Landbohøjskolens Have og haven foran Lorry bliver i den klassiske Frederiksberg-grønne, fordi de skal stå i park-omgivelser. På Solbjerg Plads er møblerne i naturfarverne offwhite og brun, mens Urban 13's kreative iværksættermiljø kalder på samme gule farve, som stedets rørkonstruktioner.

Landbohøjskolens Have kan se frem til at få seks stole og otte bænke, haven foran Lorry får ti stole og fem bænke, mens der er fem bænke på ved til Urban 13.

Nabomøblerne bliver produceret i forskellige farver. På Solbjerg Plads er møblerne i naturfarverne offwhite og brun. Foto: Martin Sørensen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Løftet pegefinger

Københavns Politi inden udsigt til hedebølge: Vi er nødt til at stramme skruen

Debat

Nye målebånd til kommunen

Debat

Opkald plads efter Bent Fabricius-Bjerre

Cirkus

Cirkus Arli holder jubilæumsforestilling

Annonce