Selv efter borgmester Simon Aggesens boligsag med ugevis af heftige overskrifter, ville byens vælgere stemme stort set identisk hvis der var valg i morgen, som de gjorde ved kommunalvalget i 2017. Det viser en ny måling i Berlingske i dag søndag.
Kantar Gallup har foretaget målingen fra 7. til 16. december, og viser, ud over det vælgermæssige status quo, at fire ud af ti mener, at de er »enige« eller »overvejende enige« i, at det vil være godt for Frederiksberg Kommune, hvis Simon Aggesen fortsætter som borgmester efter næste kommunalvalg.
Sådan begyndte sagen: Ombudsmand går ind i sag om borgmesters billige boligkøb
I søndagens måling i Berlingske står borgmester Aggesens parti Konservative til 27% af stemmerne hvis der var valg i morgen. Ved valget i 2017 fik Konservative 28%. De største bejlere til borgmesterkæden, Socialdemokratiet med Michael Vindfeldt i spidsen, står i dagens måling til 10% af stemmerne, og er dermed gået to procent tilbage i forhold til valget i 2017, og er på niveau med Enhedslisten, der også står til 10% af vælgerne i dagens måling.
Radikale Venstre går tre procent tilbage fra 11 til otte procent, mens SF går fra syv til otte, og Venstre er status quo på 6%.
Dansk Folkeparti går fra fire procent til en procent. Alternativet fra tre til en, og Nye Borgerlige fra en til to procent. Liberal Alliance er status quo på to procent af stemmerne.
Alt i alt er der stort set - igen - dødt løb mellem rød og blå blok på Frederiksberg, og der er i den grad lagt i ovnen til et neglebidende spændende valg til november. Ikke mindst set i lyset af, at der er masser af stemmer at slås om. Således svarer fem procent af de adspurgte i dagens måling, at de ikke ønsker at svare, og hele 19% er i tvivl om hvor krydset skal sættes.
Der er kommunalvalg 16. november.