Annonce
Frederiksberg

På bunden af sagosuppen

I denne uges klumme skriver Michael Engelbrecht om sagosuppen, der ikke længere er at finde på de danske middagsborde. Arkivfoto: Martin Sørensen.
Annonce

Tidligere stod sødsuppen på middagsbordet hver eneste uge – men selvom retten har sat sig mange spor i dansk litteratur – blandt andet hos H.C. Andersen og Chr. Winther, er dette stykke danske madkultur i al stilhed afgået ved døden, skriver Michael Engelbrecht.

Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.

Man kan roligt sige, at dansk madkultur har lavet et par saltomortaler i min levetid. Da jeg var dreng, var der ikke mange penge at rutte med, og middagen – i øvrigt mærkeligt, at man spiser middagsmad til aften – indledtes altid med en form for sødsuppe/grød.

Det kunne være risvandgrød, gul sagosuppe, sødsuppe – og hvis alt andet var i restordre, kom der tvebakker med varm mælk og kanelsukker på bordet.

Det var selvfølgelig for at spare på det dyre kød. Dengang fik man én frikadelle og fem kartofler. I dag er det omvendt, hvis man da ikke er blevet vegetar – eller veganer. Man kan dog stadig løbe ind i en grødservering. Børn elsker risengrød, og havregrød er også standard på mange morgenborde – de seneste år har flere restauranter også sat grød på menuen. Men det er godt nok længe siden, at jeg har oplevet nogen form for sødsuppe.

Når jeg tager emnet sødsuppe op, er det, fordi jeg for Opera Frederiksberg har lavet et H.C. Andersen-arrangement, hvor en svensk sopran synger Jenny Lind-arier, og jeg selv serverer HCA’s favorit og haderetter. Men Nikolaj Bøgh fortæller om sin oldefars broder, der også hed Nikolai, og ledsagede HCA på hans sidste store rejse. Alt er udsolgt.


For sødsuppe gav ham dårlig mave, og i hans dagbøger kan man mange steder læse, hvordan han haster hjemad, inden det er for sent.

Michael Engelbrecht, klummeskribent for FrederiksbergLIV


Blandt haderetterne er sødsuppen, som fru Ørsted serverede den rigtig mange onsdage, når HCA sad ved bordet – og han hadede det, men var høflig og spiste det alligevel. For sødsuppe gav ham dårlig mave, og i hans dagbøger kan man mange steder læse, hvordan han haster hjemad, inden det er for sent.

23. jan. 1867 skriver han:

”Vi fik da igjen hos Fru Ørsted, sød Suppe, jeg kom hjem uden at være nerveus, men blev det øieblikkelig i min Stue, saa at jeg maatte bestille Æg og Smørrebrød, drikke Øl til, faae noget Solidt, men var ikke stærk nok og oplagt til at gaae i Theatret.”

Men det er ikke så simpelt at lave sødsuppe i 2020, for en væsentlig ingrediens er sagogryn, som jeg har brugt to dage på at skaffe. Jeg begyndte naturligvis i Brugsen, Irma, Rema 1000 og Føtex – uden held. Så forsøgte jeg på internettet og fandt faktisk en butikskæde ved navn Løvbjerg, som i hvert fald har ført sagogryn.

Desværre ligger alle Løvbjergs butikker vest for Storebælt, og det er jo lidt langt at køre for en pose gryn.

Nu har jeg så via internettet købt tre poser sagogryn, og fredag går det løs med den store suppegryde. Jeg har fundet en gammel opskrift, der lyder som følger:

Sødsuppe

-50 – 60 g byggryn, sagogryn, 1 liter vand, saft eller frisk frugt og sukker. Vandet bringes i kog, grynene kommes i under omrøring, og suppen koges færdig i ca. 10 min. bruges der sago skal det koges i 30 min. og smages til med saft og evt. sukker. På suppen kan gives friske stikkelsbær, rabarber, blommer eller rosiner, svesker eller abrikoser. Æbler eller pærestykker kan også koges på suppen alene eller sammen med andre frugter. Frugterne koges med på suppen de sidste minutter.

Det lyder jo meget godt, og rabarberne står i haven og venter på deres sidste store optræden.

Jeg begræder bestemt ikke transformeringen af de danske spisevaner. Her i huset finder vi stor glæde i middelhavskøkkenet. Der er jo ikke noget som en samling franske oste og lidt røget skinke med godt brød. Eller en brassato Barolo, en portion calamares eller…

Men det er lidt vemodigt, at en stor del af det danske køkken er helt udfaset. Specielt sødsuppen får meget omtale. Mest berømt er Christian Winthers digt ”Flugten til Amerika” fra 1835, hvor de to små drenge Peter og Emil i vrede vil stikke af til Guds eget land. Flugten bliver dog forpurret af moderen, der kalder ind til middag, og Peter resignerer:

”Jeg drukned min Sorg og fandt min Trøst Paa Bunden af Sagosuppen.”

Her vil ældre læsere vide, at der lå rosiner. Chr. Winther har fået sin vej på Frederiksberg, ikke fordi han boede her, men fordi han var verdensberømt i Danmark, da gartner Rathsack udstykkede sin jord til villaer.

Winthers Hjortens flugt lå således i indtil flere eksemplarer på enhver konfirmands gavebord, og man kan stadig opleve et andet digt gå på vingerne: ”Flyv Fugl, flyv over Furesøens Vove!”

Mange journalister og politikere bruger også tit ordet sødsuppe. Men det er vist kun de ældste af dem, der ved, hvad de egentlig snakker om. For efter min egen mini galluptest ved ingen under 50, hvad sagogryn er for noget.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Løftet pegefinger

Københavns Politi inden udsigt til hedebølge: Vi er nødt til at stramme skruen

Debat

Opkald plads efter Bent Fabricius-Bjerre

Læserbrev

Glem ikke p-pladser ved rådhuset

Debat

Nye målebånd til kommunen

Cirkus

Cirkus Arli holder jubilæumsforestilling

Klumme

Byen og præsten: Drømmestof

Annonce