Annonce
Politik

Socialdemokratiet trækker støtte til plan for børnene: - Børneområdet sejler stadig

Børnehjemmet Josephine Schneiders Hus på Rostrupsvej kan meget vel stå foran en omorganisering. Foto Bo Børresen
Politisk ordfører for Socialdemokratiet på Frederiksberg, Sine Heltberg, har mistet tålmodigheden og tilliden til, at det borgerlige flertal vil rette op på, hvad hun betegner som kaotiske tilstande i kommunens familieafdeling. LA's Laura Lindahl garanterer, at man er godt på vej med at genoprette og styrke kvaliteten.
Annonce

12. november 2019 kom det frem, at der var fundet alvorlige fejl og mangler i sagsbehandlingen og dokumentationen i Frederiksberg Kommunes familieafdeling.

Det førte blandt andet til, at børne- og ungedirektør Inger Andersen blev fyret, ligesom kommunen meldte ud, at alle familiesager skulle kulegraves. Kort efter vedtog en enig kommunalbestyrelse en plan for genopretning af hele området.

Her et år efter er der - ifølge medlem af kommunalbestyrelsen og politisk ordfører for Socialdemokratiet på Frederiksberg, Sine Heltberg - sket alt for lidt. Det får nu konsekvenser:

Medlem af kommunalbestyrelsen og politisk ordfører for Socialdemokratiet på Frederiksberg, Sine Heltberg. Pr-foto

- I Socialdemokratiet har vi mistet tålmodigheden og tilliden til, at det borgerlige flertal vil rette op på de kaotiske tilstande. Vi trækker derfor nu vores støtte til genopretningsplanen. Senest har det borgerlige flertal vedtaget nye besparelser på vores udsatte og handicappede børn. Det sker samtidig med, at familieafdelingens seneste opgørelse viser, at der er fejl i 70 procent af sagerne, siger Sine Heltberg og fortsætter:

- Vi kan konstatere, at antallet af anbragte børn og unge i vores kommune falder. Det er jo vidunderligt, hvis det er fordi, at der er færre børn og unge, der mistrives hjemme. Men vores bekymring er, at det snarere handler om, at problemerne ikke opdages.

Annonce

Det går for langsomt

Ifølge Sine Heltberg bruges kræfterne forkert:

- Det borgerlige flertal har besluttet at bruge energi på at omorganisere institutionerne på området frem for at holde fokus på at genoprette tilliden og retssikkerheden og sige undskyld til de familier, man har svigtet.

Sine Heltberg er konkret bekymret for, at børnehjemmet 'Josephine Schneiders Hus' er i spil til en omorganisering, som kan få store konsekvenser for døgninstitutionen, som har holdt til på Rostrupsvej i Femte Juni-kvarteret siden 1915:

- Josephine Schneiders Hus har gennem årene fremvist mange gode resultater i indsatsen for udsatte børn og unge. Hvorfor overvejer man at omorganisere en hæderkronet social institution her på Frederiksberg netop nu, hvor der er så store problemer med indsatsen for udsatte børn og unge? spørger Heltberg og sammenfatter:


Det er bedrøveligt, at det borgerlige flertal er mere fokuseret på at skære ned og omorganisere end på at rette op på forholdene for de udsatte og handicappede børn.

Sine Heltberg (S)


- Det er bedrøveligt, at det borgerlige flertal er mere fokuseret på at skære ned og omorganisere end på at rette op på forholdene for de udsatte og handicappede børn. Nye besparelser er ikke vejen til højere kvalitet, og jeg frygter, at der sidder udsatte børn og unge, som ikke får den tilstrækkelige hjælp, fordi kommunen ikke har styr på området.
Det er det borgerlige flertals ansvar, at der rettes op på forholdene, og det går for langsomt.

Annonce

Et langt, sejt træk

Frederiksberg Bladet har forelagt Sine Heltbergs kritik for Laura Lindahl (LA), der er medlem af kommunalbestyrelsen og formand for børneudvalget.

Laura Lindahl (LA) er medlem af kommunalbestyrelsen og formand for børneudvalget. Foto: Bo Børresen

Laura Lindahl (LA) lover, at man er godt på vej med at genoprette og styrke kvaliteten i familieafdelingen på Frederiksberg:

- Som udvalgsformand og som helt almindelig borger i byen blev jeg naturligvis dybt frustreret og ked af det, da det kom frem, at familieafdelingen på Frederiksberg sejlede. Det kan have fatale konsekvenser for familier, hvis der begås fejl i familieafdelingen. Derfor må sådan en afdeling aldrig sejle, det siger sig selv, slår Lindahl fast og beretter om det forgangne år:

- Vi startede et gennemgribende genopretningsarbejde. Det var et langt, sejt træk. Det var og er vigtigt, at vi tager fat fra bunden og får bygget afdelingen ordentligt op med sunde processer og høj kvalitet hele vejen rundt. Vi må og skal sikre, at det aldrig kan ske igen.

Annonce

Foran tidsplanen

Til Socialdemokratiets påstand om, at arbejdet med at genoprette familieafdelingen går for langsomt, siger Laura Lindahl:

- Det passer ganske enkelt ikke. Jeg kan som formand for børneudvalget forsikre alle om, at arbejdet foregår helt i overensstemmelse med det, som alle partier i kommunalbestyrelsen  besluttede i januar 2020, siger hun og fortsætter:

- Første milepæl var at sikre tryghed for det enkelte barn. Det er allerede gennemført. Det vil faktisk sige, at det er gennemført tidligere end den politisk vedtagne tidsplan. Det er jeg virkelig glad for, for det siger sig selv, at det var det allervigtigste i første omgang. Næste milepæl er, at alle sager nu gennemgås for at sikre, at blandt andet lovens procesregler overholdes i alle sager. Arbejdet følger den vedtagne tidsplan til punkt og prikke, anfører Lindahl.

Annonce

Vil være Danmarks dygtigste

Børneudvalgsformanden pointerer, at hun ønsker, at der skal arbejdes betragteligt mere med den tidlige indsats:

- Det er det bedste for familierne, når vi sætter ind tidligt. Derfor drøfter vi nu med vores gode institutioner, hvordan vi kan organisere os med et mere forebyggende indhold. Man kan ikke organisere sig som man altid gjort, hvis man vil noget nyt.

Laura Lindahl uddyber:

- Vi er i gang med et meget omfattende genopretningsarbejde. Det koster penge. Af samme grund tilfører partierne bag budgetforliget samlet set 20,9 millioner kroner ekstra til området allerede næste år. Målet er, at Frederiksberg får Danmarks dygtigste familieafdeling, der gennem forebyggende indsatser hjælper de udsatte familier tidligt og effektivt. Og vi er godt på vej, garanterer børneudvalgsformanden.

Annonce
Annonce
LEDER

Lad ikke vores butikker dø: Køb dine julegaver lokalt

Annonce
Annonce
DEBAT

Er der julelys på nettet, hr. minister?

Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Som kornet i jorden

Klumme

Ild i uniformerne

Debat

S og EL: Sænk farten på Frederiksberg

Klumme

For to kroner leverpostej

Byliv

Falkebænkene er tilbage på Sankt Thomas Plads

Klumme

Klumme: Kvindernes læremester

Annonce