Sænkes biliernes fart på Frederiksberg, så øges sikkerheden, sundheden og trygheden for alle, som bor og færdes på Frederiksberg.
Det er i grove træk mantraet fra Radikale Venstre med Lone Loklindt i spidsen. Den radikale borgmesterkandidat siger:
- Vi ved det, når vi cykler med børn. Vi ser det, når ældre skal krydse vejen. Bilernes fart skaber utryghed. Og ikke nok med det. Fart forårsager ulykker, og mange af dem har tragiske konsekvenser for den enkelte.
Alle veje undtagen Åboulevard
Vejen til nedbringelse af trafikulykker går ifølge Lone Loklindt via foden på speederen, som skal lettes blandt byens bilister. Det skal ske via en sænkning af fartgrænsen:
- Radikale Venstre foreslår, at Frederiksberg Kommune anmoder Københavns Politi om at indføre hastighedsbegrænsning på 40 km/t i hele kommunen undtagen Åboulevard, som er en statsvej, siger Lone Loklindt og fortsætter:
- Politisk har vi i kommunalbestyrelsen en målsætning om at reducere antallet af personskader til 25 i 2020. Desværre har vi ikke levet op til målsætningen indtil videre. Nu må vi gøre en indsats. Tallene viser tydeligt, at de svage trafikanter, fodgængere og cyklister, er de mest udsatte, da de udgør henholdsvis 12 og 64 procent af de tilskadekomne i trafikken.
Miljømæssig sidegevinst
Loklindt har eksempler både fra Vestegnen og fra den anden side af Øresund, hvor der er påvist en effekt ved en sænkelse af fartgrænsen:
- Gladsaxe Kommune haft stor succes med at indføre hastighedsbegrænsning på 40 km/t. Her har man oplevet et fald på 77 procent i mængden af personskader i trafikken, og i Malmø er gennemsnitshastigheden faldet fra 52 til 47 km/t efter, at man har sænket fartgrænsen.
Lone Loklindt (R)Udover øget trafiksikkerhed vil en hastighedsbegrænsning medføre mindre luftforurening, især hvis der indføres grønne bølge.
Lone Loklindt tilføjer, at også Holland har oplevet et fald i antallet af ulykker efter hastighedsnedsættelsen.
- Og i Spanien indfører man nu hastighedsbegrænsning på 30 km/t i byerne på alle veje med kun ét spor i hver retning, tilføjer hun.
Ifølge den radikale borgmesterkandidat er der en miljømæssig sidegevinst ved at sænke fartgrænsen:
- Udover øget trafiksikkerhed vil en hastighedsbegrænsning medføre mindre luftforurening, især hvis der indføres grønne bølger, siger hun og understreger:
- De grønne bølger skal selvfølgelig give mening, og der skal tænkes smart med hensyn til, hvem der skal have det grønne lys først og på hvilket tidspunkt af døgnet.