Da Rasmus Holst Lohmann, Jonas Gaardbye Hove og Mie Middelboe Jensen, der alle bor på Frederiksberg, gjorde deres uddannelser som henholdsvis industritekniker, tømrer og frisør færdig på NEXT Uddannelse København, var det med et særdeles godt resultat.
Skuemesteren, som censoren på erhvervsuddannelserne kaldes, var så imponeret over de tre elevers arbejde til svendeprøven, at det udløste en bronzemedalje. Det er den andenhøjeste bedømmelse ved afgangseksamen og svarer til en karakter mellem 11 og 11,5 på den mere kendte 12-skala.
Normalt overrækkes medaljerne af H.M. Dronning Margrethe II, men grundet den verserende coronapandemi måtte Dronningen melde fra. Rasmus, Jonas og Mie fik dog deres velfortjente bronzemedaljer. De blev overrakt på Moltkes Palæ 3. november af Håndværkerforeningens formand, Per Vangekjær.
Fotos: Henrik Nielsen