HK Give Fremad har lavet aftale med den 22-årige venstreback og playmaker Thomas Oesen fra TM Tønder Håndbold for næste sæson. Og han er meget sulten efter at påtage sig en aktiv rolle i HK Give Fremads bestræbelser på at nå 1. division.
GIVE: Når den 22-årige venstreback og playmaker Thomas Oesen møder ind til opstarten i HK Give Fremad til sæson 2018-19, får klubben en sulten spiller ind ad døren. Og her snakker vi ikke sult efter beuf bearnaise og pommes frites men derimod om vaskeægte håndboldsult.
Oesen har de sidste to år været tilknyttet ligeholdet i TM Tønder, hvor det sammenlagt er blevet til 22 kampe og 12 mål. Det har mest været som gardering på bænken, at Thomas Oesen er blevet brugt, og derfor ser han det selv som det rigtige tidspunkt at komme til en klub, hvor han får mulighed for at påtage sig mere fast ansvar og fremfor alt får meget mere spilletid og dermed får en reel chance for at forløse sit talent.
En type der giver sig 110 %
HK Give Fremads sportschef Kedde jensen kender Thomas Oesen særdeles godt, idet han har fulgt den unge mand lige fra barnsben, mens han udviklede sit håndboldspil i først Møgeltønder og senere hen i Kedde Jensens tidligere klub, Tønder.
- Med Thomas i truppen får vi en rigtig god type, der efter 13 kampe på ligaholdet i Tønder i år trænger til en fast rolle med masser af spilletid. Jeg ved, Thomas er sulten efter at komme ind på holdet og tage ansvar. Han er en god fyr, en jordnær type, der giver sig 110 %, og så er han fremfor alt rigtig skolet og er vant til at træne 7-8 gange om ugen. Thomas er bare så klar til at tage det næste skridt i sin udvikling, og det er rigtig godt for os her i Give, at han har valgt os til det projekt, lyder det fra Kedde Jensen.
Give en genvej til håndboldligaen
Thomas Oesen ligger her helt på linje med sin kommende sportschef, og tønderknægten ser meget frem til at starte op i Give.
-Jeg har spillet i Møgeltønder og Tønder altid, og nu får jeg så en god mulighed for at fortsætte min udvikling som håndboldspiller her i Give. Jeg vil rigtig gerne ind og have en fast rolle på et hold, få mere spilletid og på den måde få indfriet mine ambitioner indenfor håndbolden. Jeg drømmer bestemt om blive fast spiller i håndboldligaen på et tidspunkt, og da Give er en ambitiøs klub med et godt setup både på og udenfor banen, ser jeg det her skridt i min karriere for en god mulighed for både at hjælpe Give frem i rækkerne (læs: oprykning til 1. division, red.) og for at få opfyldt mine egne sportslige ambitioner, siger Thomas Oesen.
"Jeg skal blive mere selvisk i mit spil"
Den 190 cm. høje Thomas Oesen karakteriserer sig selv som en type spiller, der fra sin position som playmaker eller venstre back gerne vil gøre sine medspillere gode. Og det er både en styrke og en svaghed.
-Jeg ved godt, at jeg skal arbejde med at blive mere selvisk og selv søge nogle flere afslutninger og ikke kun have fokus på at gøre de andre gode. Jeg har en god skudarm, og jeg er sikker på, at jeg med mere spilletid og masser af god træning her i Give nok skal få gang i den del af mit spil også, siger Thomas Oesen, der i forvejen kender Kim Nissen i truppen i Give, idet de har en fælles fortid i TM Tønder.
Pt. bor han i Tønder, men efter sommerferien flytter Thomas Oesen til Vejle, så nu står den udover masser af spilletid i Give også på job- og lejlighedsjagt!