Annonce
Give Avis

Æbler er ikke bare noget der hænger på træerne

De to brødte Frederik og Gustav viste flotte skills med køkkenkniven, da der skulle snittes æbler. Det må glæde mor Tina, der kan se frem til masser af hjælp i køkkenet fremover. Foto: Jim Hoff
Give-Egnens Museum trakterede traditionen tro med massevis af aktiviteter for børn og voksne i efterårsferien. En af dagene stod der æbler på menuen, og det var rent guf for både unge og gamle maver.
Annonce

GIVE: Ingen tvivl om den sag: Man kommer langt med kartofler og æbler samt lidt kreativ  husholdningssnilde. Man behøver på intet tidspunkt at gå sulten i seng med disse råvarer i forrådskammeret.

Det er en af konklusionerne efter endnu en rigtig god efterårsferieuge på Give-Egnens Museum, der traditionen tro bød på en masse fine og lærerige - samt ikke mindst velsmagende - aktiviteter for børn i alle aldre.

Både tirsdag, hvor der var kartoffeltema og onsdag, hvor man var ude og samle forråd til vinteren, var der fin tilstrømning til museet. Torsdag stor der æbler på menuen, og det var her den lokale presse kiggede forbi med rimelig høj mundvandsstand ved tanken om alle de gode retter og kager, man kan lave med æbler - og lidt flødeskum.

Det var naturligvis Karen Marie Ravn, GEMs svar på både Brødrene Price og Nak og Æd, der i velkendt veloplagt stil stod for dagens æbleaktiviteter med de cirka 25 deltagere.

Annonce

Æblesuppe en Michelinstjerne værdig

Panelet bestod på klassisk vis af børn med forældre og mestendels bedsteforældre, der efter en tur på æblerov i museets velassorterede frugtplantage med en 10-12 forskellige æblesorter at plukke fra, havnede i den store fællesstue, hvor den stod æblevask, skrælning og snitning.

Det var børnene, der med Karen Marie som orkesterleder stod for alle æblerierne, mens de voksne nød synet og den herlige sødmefyldte duft af de nyskrællede æbler.

Karen Marie Ravn hældte æblesuppe op til børn i alle aldre - og de var alle vilde med det. Foto: Jim Hoff

Herefter stod den på hårdt manuelt arbejde,idet de mange skrællede og snittede æbler skulle moses: Der stod nemlig varm æblesuppe med panderistede havregrynsmüsli på menuen denne råkolde oktoberdag.

Eller 'soupe aux pommes avec flocons d'avoine grillé,' som retten ville hedde på fransk på en gourmetrestaurant.

For den suppe, som børnene og Karen Marie Ravn fik lavet, var simpelthen menukortet på Diagonalkroen værdig. Det var dagens samlede dommerpanel da også helt enige om, for de to gryder med velduftende og velsmagende æblesuppe blev tømt til godt og vel bunden.  Den store støbejernspande med de panderistede havregryn led for øvrigt samme skæbne, skal vi hilse at sige.

Annonce

Æbleguf tilsat historiske godbidder

Efter dette kulinariske højdepunkt i æblekøkkenet, gik turen til det historiske køkken, hvor en perlerække af klassisk mormor-bagværk med æblet som hovedingrediens stod linet op. Med maverne godt fyldte af æblesuppe kastede deltagerne sig med fornyet sult over de herlige smagsprøver, der fik lyset i øjnene til at glimte både hos både børnebørn og bedsteforældre.

Der var lidt højt op til æblerne visse steder, men så er det jo godt, at man har taget en menneskestige med hjemmefra. Foto: Jim Hoff

Og ikke nok med at det var en kulinarisk fin oplevelse at være på æblerov med Karen Marie, hvor der blev lagt en masse praktiske opgaver ind til ikke mindst børnene, så formåede dagens tourguide og køkkenchef også at garnere oplevelserne med en masse små historiske godbidder, der satte dagens æbletema i perspektiv i forhold til livet på landet i de go'e gamle dage.

Tak for mad, og tak for endnu en rigtig god oplevelse på det fine lokale egnsmuseum, der igen på jordnær vis formåede at give gæsterne noget til både hjerte, mave og hjerne i en lidt trist coronapræget tid, hvor mange leverandører af gode oplevelser ikke har de bedste arbejdsbetingelser.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce