Annonce
Give Avis

25-års jubilar på Welcon: Med Liverpool og naturen i blodet

Den 14. november kan Bøje Risbjerg Jensen fejre 25-års jubilæum hos Welcon i Svindbæk. Den inkarnede jæger og Liverpoolfan fejres dagen efter af kollegerne i kantinen hos Welcon. Foto: Jim Hoff
47-årige Bøje Risbjerg Jensen kan den 14. november fejre 25 år som smed på Welcon i Svindbæk, og hvis det var indefor det muliges grænse, skulle denne milepæl helt sikkert fejres på Anfield Road i Liverpool. Men der er jo lige noget arbejde, der skal passes.
Annonce

SVINDBÆK: - Hmmm, er der virkelig gået 25 år, siden jeg startede her? Det fatter jeg ikke. Det er godt nok gået vildt hurtigt!

Det var den umiddelbare reaktion, da avisens udsendte ønskede den 47-årige smed fra Vandel tillykke med det kvarte århundrede som smed hos Welcon, der primært producerer tårne og fundamenter til vindmøller på fabrikken på Vejlevej 270 mellem Give og Brande.

Bøje Risbjerg Jensen er oprindeligt fra naturskønne Åst ved Lindeballe, og som ung mand startede han op med at gå i lære som maskinarbejder, men den karriere gik i vasken af flere årsager.

Danmark havde i 1992 lige sagt nej til Maastricht-traktaten under EU, og det resulterede ifølge Bøje Jensen i lidt usikre tider i maskinarbejderbranchen.

- Jeg var i lære hos MidtTek i Billund, og de lukkede ned i 1993. Generelt var der ikke brug for lærlinge i branchen, så jeg gik andre veje. Tog lidt arbejde i Legoland Parken plus lidt andet forskelligt arbejde, inden jeg i 1994 havnede her hos Welcon i smedeafdelingen, fortæller 25-års jubilaren.

Han er egentlig aldrig som så blevet udlært som smed, men via et godt håndelag og massevis af kurser, har Bøje Risbjerg Jensen formået at fastholde sit job som smed i en branche, der ellers nok har været ramt af både nationale og internationale op- og nedture.

Vi kan sagtens have det sjovt sammen samtidig med, at vi går noget fra hånden, og det synes jeg er dejligt. Vi har en arbejdsplads med en masse god værkstedshumor, det er simpelthen sjovt at være her.

Bøje Risbjerg Jensen, 25-års jubilar hos Welcon

Annonce

Inkarneret jæger og naturmenneske

Set fra Bøje Risbjerg Pedersens perspektiv skyldes hans 25 år hos Welcon i høj grad et rigtig godt forhold til medarbejdere og kolleger i den cirka 30 mand store smedeafdeling.

- Vi kan sagtens have det sjovt sammen samtidig med, at vi går noget fra hånden, og det synes jeg er dejligt. Vi har en arbejdsplads med en masse god værkstedshumor, det er simpelthen sjovt at være her. Og så har jeg i Ole List Andersen en rigtig god værkfører, der styrer ud fra begreber som frihed under ansvar, fleksibilitet og åbenhed, fortæller Bøje Risbjerg Jensen og tilføjer:

- Netop den store fleksibilitet betyder for mig, at jeg kan få lov til at møde klokken 5.00 og så gå hjem klokken 13.30-14.00. Og det elsker jeg, for så er der tid til at slappe af og finde ro og fred, siger Bøje Risbjerg Jensen.

En ro og mental nydelse han har brug for, og som han finder i stor udstrækning i naturen, idet han gennem mange år har været inkarneret jæger.

- Jeg elsker at gå på jagt, og jeg elsker at være på jagt med nogle gamle rutinerede jægere. De kan simpelthen så mange gode historier. Så får vi lige en lille skarp, og så går snakken. Se, det er kvalitetstid, lyder det begejstret fra Bøje Risbjerg Jensen.

Annonce

Helt vild med Liverpool

Men der er andre områder i livet, der kan få Bøje op i det positive røde felt - helt bogstaveligt. Det handler om fodbold, og det handler om de røde fra Anfield. Han har nemlig siden midten af 80'erne været inkarneret Liverpoolfan.

- Jeg har selv spillet bold i Karlskov og Firehøje og fulgte som så mange andre med i engelsk fodbold, da DR sendte Sportslørdag. Da John Barnes (elegant træfsikker angriber, red.) så kom til Liverpool, var jeg solgt. Liverpool blev min klub og har været det siden. Jeg følger dem i tykt og tyndt og har flere gange været på Anfield sammen med mine venner i vores cirka 15-16 mand store Liverpool-loge, fortæller Bøje Risbjerg Jensen.

Han elsker generelt England og englænderne, især dem fra Liverpool, og selvfølgelig løber det ham koldt ned ad ryggen, når hele Anfield synger med på klubbens legendariske slagsang "You'll Never Walk Alone".

- Dog fylder fodbolden ikke ret meget her på værkstedet. Vi har en enkelt Tottenham-fan i afdelingen, men det kan man jo ikke tage alvorligt. Det er jo nærmest ynkeligt, lyder det fra Bøje med et stort grin og netop et godt eksempel på den føromtalte værkstedshumor

Annonce

Jobbet slider på kroppen - max 15 år endnu

Bøje Risbjerg Jensen er det, vi her i Jylland kalder en stor stærk knægt, der ikke er bange for at tage fat. Og han påpeger da også, at 25 år i en branche, hvor man dagligt slæber rundt på tungt jern og metal, godt kan mærkes i krop og muskulatur.

Ugen inden Bøjes 25 års jubilæum hædrede man på Welcon en medarbejder, Arne Kragsig Kristensen, der kunne fejre imponerende 50-års jubilæum.

Den rekord ser man ifølge ham selv ikke Bøje tangere, dels på grund af det fysiske slid, og dels på grund af hans alder.

- Hvis jeg skulle blive her i 25 år til, ville jeg jo være 82 år, og så længe skal jeg dog trods alt ikke arbejde, selv om pensionsalderen er hævet. Ydermere kan jeg nogle dage godt mærke slitagen i kroppen, så lige nu er det min plan at holde i 15 år endnu. Og se må vi jo se, om jeg kan holde så længe. Jeg vil jo også gerne have nogle gode år som pensionist, hvor jeg i fulde drag kan nyde mine to store hobbies, jagten og Liverpool, konstaterer Bøje Risbjerg Jensen med et stille smil.

Tjah, hvis det nu må være tilladt at slutte af på en lidt kæk note - apropos værkstedshumor - så kan det jo også godt være, at han skal helt ind i pensionsalderen, inden Liverpool igen kan hæve den engelske mesterskabspokal.

Det er nemlig 29 år siden, at Liverpool sidst vandt mesterskabet - altså fire år før Bøje første gang gik ind ad døren i smedeafdelingen hos Welcon. Dermed er der et 30-år jubilæum på vej, som den gode Bøje nok ikke glæder sig så meget til, som det på torsdag den 14. november.

Jubilæet fejres dog først officielt dagen efter i Welccons kantine, og hvis kollegerne er bare lidt fremme i skoene, afsynger de naturligvis "You'll Never walk Alone" for jubialren.

Bare et lille tip herfra.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Give Avis

Dimissionsfest under Guds himmel

Give Avis

Thyregod Badeland åbner den 15. juni

Give Avis

Sådan åbner hallerne i Give

Annonce