Annonce
Give Avis

26-årig vejlenser puster nyt liv i Café Give

26-årige Jakdar Mohamed Ahmed fra Vejle åbner den 25. maj Give Café og Restaurant i Vestergade 7 i Give. Foto: Jim Hoff
Måske tredie gang bliver lykkens gang for Give Café og Restaurant i Vestergade i Give. Efter at de to første forsøg på at køre café fra det tidligere Steakhouse mislykkedes, er Jakdar Mohamed Ahmed fra Vejle nu klar til at gøre et helhjertet forsøg.
Annonce

GIVE: Med åbning mandag den 25. maj springer den fjerde nye butik/forretning ud i Gives butiksliv her hen over forsommeren. Der er tale om Give Café og Restaurant, som får 26-årige Jakdar Mohamed Ahmed fra Vejle ved roret, og som åbner i Vestergade 7.

Han bliver nabo til endnu en ny forretning i Give, idet Onkel Khalid fra Horsens snart åbner en old school barber shop i Vestergade 5, og dermed bliver to kedelige huller i butikslivsbilledet i Vestergade endelig fyldt ud igen.

Jakdar er oprindeligt fra Syrien men har boet i Vejle i en årrække, hvor han som skoleelev havde sine første arbejdstimer i forskellige pizzeriaer.

- Jeg har gennem nogle år ønsket mig at få min egen restaurant, for jeg vil rigtig gerne være selvstændig og være min egen chef. Jeg har læst en del om Give og studeret forretningslivet i byen, og jeg mener jo, at der også er plads til mig og min restaurant, fordi jeg har et anderledes koncept, siger Jakdar.

Give Café og Restaurant vil nemlig tilbyde en ganske bred palette af mad.

- Jeg har et koncept, hvor kunderne selv kan bestemme, hvad de vil have på deres pizza. Kunderne sammensætter selv indholdet af deres pizza, så man kan få det, lige som man vil have det. Derudover laver vi en 5-6 italienske pizzaer, som er meget anderledes end de amerikanske pizzaer. En italiensk pizza har en tykkere bund, vi bruger en rigtig god mozarellaost, og tomatsovsen er også lavet på en anden måde, så den smager virkelig godt, forklarer Jakdar.

Annonce

Specialist i pizza og grill

Forretningen vil også udbyde en menu med god gammel dansk mad, ligesom man også kan få en kop kaffe og en god kage eller nyde en god øl eller et godt glas vin.

Det er Jakdars hensigt at ansætte en kok, der skal lave maden, ligsom han også vil ansætte en tjener. Han vil selv arbejde i køkkenet med sine egne specielle kompetencer indenfor pizza og grill, steaks osv.

- Jeg glæder mig til at komme i gang. Nu blev vi desværre forhindret lidt i at starte op, fordi dankortterminalen og internettet ikke kom op at køre til den forventede åbning den 19. maj. Men nu skal vi i gang, og hvis det går rigtig godt, er det min mening, at der skal ansættes flere folk. Nu ser jeg lige det hele lidt an de første 2-3 måneder. Jeg håber folk kigger ind og prøver vores menu, for jeg synes, vi har nogle gode og spændende ting at tilbyde, siger Jakdar.

Apropos menu, så vil den blive gjort klar lige op til starten den 25. maj, og den kan man så i første omgang se på forretningens hjemmeside og Facebookside.

I forbindelse med åbningen vil Jakdar lancere en række gode åbningstilbud på retter fra menukortet - naturligvis også på de specielle italienske pizzaer.

Restauranten vil holde åbent fra 11.30 til 21.00 alle dage på nær mandag.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Give Avis

Nyt fra Lægehuset i Give

Annonce