Annonce
Give Avis

Alternativ badmintonafslutning

Med behørig afstand og godt luftigt vejr som medspiller fik trænerne i Give Badmintonklub overrakt en erkendtlighed af Jette Ejlebæk Sørensen, der havde samlet ind på forældrenes vegne. Foto: Jim Hoff
Onsdag aften blev badmintonklubbens trænere begavet af forældre til klubbens spillere ved en lille hyggelig coronakorrekt udendørs reception på græsplænen foran Søndermarkskolen
Annonce

GIVE:Ikke meget er som det plejer at være i foreningsverdenen i en tid, hvor Covid-19 problematikkerne har sendt de fleste foreninger og sportsfolk i knæ.

Da hallerne og idrætsanlæg generelt lukkede medio marts, var det ikke kun de sportslige aktiviteter, der blev sendt hjem i sofaen. Også de faste årlige rutiner med fælles afslutninger i de respektive idrætsgrene fik også et skud for boven.

Således også i Give Badmintonklub, hvor man traditionelt fejrer og hæder sine trænere efter årets sidste store stævne, det interne klubmesteskaber.

I år skulle klubmesterskaberne have været afviklet lørdag den 21. marts, men sådan gik det som bekendt ikke.

- Vi havde fra forældreside ellers samlet ind og var klar til at overrække klubbens trænere og hjælpetrænere en lille gave for deres utrættelige indsats hen over sæsonen med vores børn, men det nåede vi desværre ikke, da coronaen lukkede det hele, fortæller Jette Ejlebæk Sørensen, der havde taget initiativ til indsamlingen.

Men en solbeskinnet og lidt vestervindskølig onsdag aften i maj tog Jette Ejlebæk Sørensen revanche ved en lille hyggelig seance på græsplænen foran Søndermarkshallen i Give.

Her havde hun inviteret badmintonklubbens trænere og hjælpetrænere op til et friskt skulderklap, hvor der ud over bobler i form af Faxe Kondi blev trakteret med lidt lækkerier samt en gave fra forældrene til trænerne.

- Vi havde jo håbet på, at vi kunne hædre jer og sige tak for jeres flotte indsats sammen med de godt 60 børn, I træner. Men det går jo ikke i forhold til forsamlingsforbuddet, hvor vi max må være 10 personer samlet. Men skal vi ikke bare forestille os, at de er her allesammen, og at de nu råber et højt hurra for jer. Jeres indsats er guld værd for klubben, og det vil vi forældre sige jer tusind tak for, lød det fra Jette Ejlebæk Sørensen, inden der blev skålet muntert i de børnevenlige bobler.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Give Avis

Nyt fra Lægehuset i Give

Annonce