Annonce
Give Avis

Bak op om frivilligheden: Coronapenge til tre projekter

Formand Thomas Reffstrup (tv) og næstformand Jean Darly i Thyregod-Vester Lokalråd glæder sig over, at kommunen har bevilliget covid19-puljepenge til tre af deres lokale projekter, selvom de er skuffede over, at deres ansøgninger i første omgang var blevet forlagt, så de selv måtte kontakte forvaltningen. Her ses de - sammen med hunden B2 - på skovlegepladsen, hvor en af projekterne er at etablere en endevæg og læskærm med tavle på et af husene, så skoleklasserne kan bruge husene i undervisningen. Foto: Astrid Bigum Kristensen
Thyregod-Vester Lokalråd har mange planer for udvikling i lokalområdet, og Vejle Kommune har nu - efter et lille forsvindingsnummer - givet støtte til tre projekter gennem covid19-puljen.
Annonce

Thyregod: Ideerne blomstrer i Thyregod-Vester Lokalråd, og derfor stod projekterne også næsten i kø, da Vejle Kommune lukkede op for den særlige Covid19-pulje, der skal sætte gang i lokalsamfundet igen.

- Jeg sendte ansøgningerne ind, men jeg fik ikke nogen bekræftigelse. Senere ringede jeg ind for at rykke for svar, og der fik jeg besked om, at ansøgningerne ville blive behandlet på et møde 2. september, forklarer Thomas Reffstrup, der er formand for Thyregod-Vester Lokalråd.

Dagene gik, og der kom hverken tilsagn eller afslag fra Vejle Kommune, og derfor gik Thomas Reffstrup online og tjekkede referatet fra mødet.

- Ingen af vores projekter var overhovedet blevet behandlet. Så jeg ringede til forvaltningen for at høre, hvad det nu var for noget, og så forklarede de, at ansøgningerne ikke var kommet videre, og derfor ikke var behandlet, siger Thomas Reffstrup.

Annonce

Ikke godt nok

- De fik en lang sang om frivilligt arbejde, for jeg synes simpelthen ikke, at det er godt nok. Det handler om, at der er en flok borgere, der frivilligt vil gøre noget godt for lokalsamfundet. Det er jo faktisk kommunens opgave at udvikle lokalområdet, men nu gør vi det for dem, og så skal vi behandles ordentligt. Det andet er ikke godt nok, siger han.

Hos Vejle Kommune erkender man, at ansøgningerne var afsendt rettidigt, og derfor blev de behandlet på et ekstraordinært møde, hvilket mundede ud i tilsagn til tre projekter; penge til renovering af en bålhytte, penge til opsætning af en læskærm/endegavl og undervisningstavle på et af husene på skovlegepladsen i Hastrup Skov, samt tre skilteholdere, der skal placeres ved byens indfaldsveje.

Vreden skyldes også, at det ikke er første gang, lokalrådet bliver brændt af. Thomas Reffstrup og næstformand for lokalrådet, Jean Darly fortæller også om situation, hvor de få dage før et møde får besked om, at det er aflyst - vel at mærke, fordi de under et telefonopkald spurgte ind til mødet i en anden forbindelse.


De fik en lang sang om frivilligt arbejde, for jeg synes simpelthen ikke, at det er godt nok. Det handler om, at der er en flok borgere, der frivilligt vil gøre noget godt for lokalsamfundet. Det er jo faktisk kommunens opgave at udvikle lokalområdet, men nu gør vi det for dem, og så skal vi behandles ordentligt. Det andet er ikke godt nok.

Thomas Reffstrup, formand for Thyregod-Vester Lokalråd


- Fem minutter efter jeg havde lagt på, kom der er en mail, at det var aflyst. Det har de jo vidst i lang tid. Men vi andre havde jo taget fri fra arbejde og havde forberedt en præsentation på PDF, siger Thomas Reffstrup.

Annonce

Tre lokale projekter

Der er dog glæde i lokalrådet efter tilsagn til de tre projekter.

- Her skal der være en endevæg med en tavle på. Det skal dels give læ, og så skal tavlen bruges til undervisning, forklarer Jean Darly og peger mod gavlen af en af de overdækkede huse på Skovlegepladsen i Hastrup Plantage.

Han kan også fortælle, at skovlegepladsen ugentligt bruges af skolerne i området - i dag er det en skoleklasse fra Thorlund Skole, der bruger husene som samlingssted for deres læren om svampe.

- Projektet koster 15.150 kroner, og vi har søgt om det efter en forespørgsel fra skolerne, siger Thomas Reffstrup.

Annonce

Skilte til byen

En andet projekt er tre nye skilteholdere, der løber op i en pris på 8550 kroner. Skilteholderne skal etableres ved indfaldsvejene, og til dagligt skal der være information om området, gerne suppleret med en QR-kode, men når der sker særlige ting i byen, kan skiltene skiftes ud.

- De skal være til nogenlunde fri afbenyttelse for borgerforeningen og andre foreninger, der i forvejen ellers går og binder deres skilte op på pæle. Det kan være et skilt, når der er julemarked eller Thyregoddage. Eller det kan være spejderne, der måske har et arrangement, forklarer Jean Darly.

Annonce

Renovering af bålhytte

Vejle Kommune har også givet tilsagn om 55.000 kroner til renoveringen af bålhytten ved hallen. Bålhytten blev etableret i 2012 som et samarbejde mellem Vejle Kommune og de unge i området, men på de otte år er hytten forfaldet så meget, at den ikke er brugbar.

- Efter den varme sommer i 2018, der trak træet sig, siger Jean Darly og hiver mobiltelefonen op og viser billeder af hyttens tag, hvor samlingerne nu gaber faretruende.

- Hallen er gået med i projektet, og de har påtaget sig driften og vedligehold af bålhytten fremadrettet supplerer Thomas Reffstrup, der også oplyser, at det i forvejen er hallens personale, der - på eget initiativ - sørger for at rydde op.

Bålhytten bliver nemlig flittigt brugt af de unge i området, som desværre også efterlader sig et spor af affald og knuste flasker.

- Vi håber, at når der står en nyrenoveret hytte og ser pæn ud, så vil de unge også være med til at passe på den. Samtidig har vi fået gang i natteravnene igen, og vi er i dialog med de unge. Vi leder også efter et lokale, hvor de kan være og hænge ud, og når de hører det, er de straks positive, siger Jean Darly.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce