Annonce
Give Avis

Benhårdt udlæg for Gives danmarksmestre

Det bliver til et interessant møde med GTKs nye 1. single, tyske Daniel Masur, der sæsondebuterer for Give, når klubben den 13. juni klokken 12.00 møder Lyngby i det, man må formode bliver et brag af en tenniskamp.Foto: Antke Föster
Lørdag den 13. juni klokken 12.00 serves der gang i Elitedivisionen i tennis, og her møder de forsvarende danmarksmestre fra Give Lyngby hjemme i Gryden på tennisanlægget på Skovbakken 36. Og gæsterne kommer bevæbnet til tænderne, idet alle de store kanoner er kaldt sammen til slaget i det jyske.
Annonce

GIVE: Der er med sportschef Lars Baes’ ord lagt op til en vaskeægte stjerneparade i årets første tenniskamp i Gryden, når et toptændt Lyngbymandskab lørdag den 13. juni gæster Gryden for at tage DM-vindernes eftertragtede skalp. - Efter sigende kommer Lyngby med Frederik Løchte Nielsen, som vandt vores TV-transmitterede invitationsturnering med sejr over Holger Rune og Johannes Ingildsen. Derudover har Lyngby mulighed for at stille med flere kompetente navne, og da vi stiller med en bomstærk seksmandstrup bestående af Daniel Masur, Anders Grinderslev, Florian Barth, Rasmus Michelsen, Morten Garbers og Marco Kirschner, tøver jeg ikke med at postulere, at der er lagt op til den måske stærkeste holdkamp nogensinde på dansk jord, konstaterer Lars Baes, der altså har fundet plads til tre tyskere og tre danskere i årets første kamptrup.

Interessant er det også, at truppen giver plads til to debutanter i GTK-trøjen i skikkelser af tyske Daniel Masur og danske Morten Garbers. Det skal blive spændende at se, hvad de to nye spillere kan tilføre truppen af tennismæssig slagkraft.

Det bliver en vaskeægte stjerneparade af spillere, og tøver jeg ikke med at postulere, at der er lagt op til den måske stærkeste holdkamp nogensinde på dansk jord.

Lars Baes, sportschef Give Tennisklub

Annonce

Fynsk og tysk debutant i GTK-truppen

Daniel Masur er klubbens nye førstesingle, og den højest rangerede spiller internationalt, som klubben nogensinde har haft i truppen, så der er naturligvis store forventninger til 25-årige Masur, der spillede Davis Cup for Tyskland i 2016 og blev tysk mester i 2017 og 2019.

- Jeg ønsker at være del af et hold, der altid går efter at vinde. Jeg har en rigtig god fornemmelse af klubben, som virker til at være en rigtig fin klub med nogle gode mennesker, som jeg glæder mig til at komme til at spille for, udtaler Daniel Masur om samarbejdet med GTK.

Den 36-årige fynbo Morten Garbers var rangeret som nummer 12 i Europa i juniorårene, og han vandt som junior danmarksmesterskabet hele syv gange. Som senior har Morten vundet sølv ved DM i single, og han har spillet i Elitedivisionen for både OB og Fruens Bøge.

- Jeg har været væk fra tennis i nogle år men brænder for at komme tilbage i kamp igen og glæder mig til at være en del af en meget stærk elitedivision her i 2020. Jeg føler, at Give og jeg er et godt match, da vores ambitioner passer perfekt sammen, konstaterer Morten Garbers.

Annonce

Jaget vildt

At det bliver en meget vanskelig turnering i år er Lars Baes slet ikke i tvivl om. Og det skyldes ikke kun, at GTK som tennishistorie danske (rebelske) mestre fra Jylland vil være jaget vildt fra dag ét - ikke mindst af de københavnske klubber.

- Det bliver en knaldhård turnering i år, fordi alle klubber har deres danske spillere hjemme, bortset fra Mikael Torpegaard fra Lyngby, siger Lars Baes, der forventer, at disse fem klubber kommer til at slås om DM: Lyngby, Gentofte, KB, HIK og Give Tennisklub. Og kun fire ryger i medaljespillet, så det bliver knivskarpt.

Sidste sæson landede Lyngby en sejr på 4-3 over de senere danmarksmestre fra Give, så mon ikke GTK også har hvæsset sablerne for at få revanche efter et af de meget sjældne nederlag i 2019. Og revanchen skal falde på en eksplosiv hjemmebane, der i tenniskredse er berygtet for at være kendetegnet ved en fantastisk stemning og fyldte stolerækker, hvilket er et særsyn i dansk tennis.

Der er dog et lille coronadikteret aber dabei ved sagen, for det er usandsynligt, at Gryden kommer til at koge over med de vanlige godt 200 tilskuere på lægterne.

- Vi ved i skrivende stund dog endnu ikke, om der må lukkes tilskuere ind, men vi håber på mellem 30 og 50, siger Lars Baes.

Han forventer ingen problemer med at få de tyske spillere ind over grænsen til Danmark, da spillere som Daniel Masur, Marco Kirschner og Florian Barth er omfattet af reglen om professionelle sportsfolk.

Chefkrigeren på team GTK, Anders Grinderslev, er som altid klar til at give den alt mod københavnerne fra Lyngby. Foto: Jim Hoff
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce