Annonce
Give Avis

Cecilia har valgt at udleve sin livsdrøm på Klinik la Vie i Give

23-årige Cecilia Trabjerg Kristensen fra Vorbasse, snart Hejnsvig, har overtaget Klinik La Vie efter Vita Firesesdahl Rasmussen, og Cecilia får dermed får realiseret sin drøm om egen skønhedsklinik. Foto: Jim Hoff
Da Vita Frisesdahl Rasmussen hen over efteråret annoncerede sin tilbagetræden fra sin skønhedsklinik i Vestergade, gik der ikke lang tid før arvtageren stod klar i skikkelse af 23-årige kosmetolog Cecilia Trabjerg Kristensen fra Vorbasse.
Annonce

GIVE: Frygten for endnu et tomt butikslokale i Vestergade lå og ulmede i underbevidstheden hos byens butiksliv, da Vita Frisesdahl Rasmussen hen over efteråret annoncerede, at hun efter lang og tro tjeneste ville trække sig tilbage fra sin skønhedsklinik, Klinik La Vie, i Vestergade.

Men inden frygten kunne nå at blive en del af den daglige retorik og butiksdød og internethandel, sprang en frisk ung dame fra Vorbasse ind fra højre og pustede både liv og håb ind i den lokale handelsstandsforening.

23-årige Cecilia Trabjerg Kristensen fra Vorbasse spottede nemlig i Vestergade 4 i Give stedet, hvor hun for alvor kunne komme i gang med at udleve sin livsdrøm som kosmetolog med egen klinik. En drøm der kører både på ambitioner og stor villighed til at levere de timer, der skal til for at slå igennem i dag som selvstændig erhvervsdrivende.

Det fremgår tydeligt under samtalen med Cecilia Trabjerg Kristensen, at her er der tale om en ung kvinde, der ved, hvad hun vil og ved, hvad der skal til for at nå sine mål.

- Det er min store drøm, der er gået i opfyldelse, nu hvor jeg endelig kan kalde mig for selvstændig med egen klinik. Jeg ved godt, at det bliver et langt sejr træk, men jeg er villig til virkelig at give den en skalle, for det er bare det her, jeg vil, lyder det stålfast fra Cecilia.

Hun er netop kommet tilbage fra barsel med sin datter, den nu 11 måneder gamle Victoria, og er dermed i gang med en spændende manøvre, hvor livet som nybagt mor skal kombineres med livet som ambitiøs nystartet selvstændig. En kompliceret ligning at få til at gå op, uden tvivl, men man kan nå langt med viljefasthed og et godt netværk.

Det er min store drøm, der er gået i opfyldelse, nu hvor jeg endelig kan kalde mig for selvstændig med egen klinik. Jeg ved godt, at det bliver et langt sejr træk, men jeg er villig til virkelig at give den en skalle, for det er bare det her, jeg vil.

Cecilia Trabjerg Kristensen, indehaver Klinik La Vie

Annonce

Hektisk uge med bryllup, klinikleje og huskøb

Der er speciel én uge i Cecilia Trabjerg Kristensens liv, som hun aldrig vil glemme.

- I løbet af én og samme uge købte min kæreste Rasmus og jeg nyt hus i Hejnsvig, jeg lejede klinik her i Give - og så rundede vi lige ugen af med at blive gift. Det var lige spænding nok for en uge. Men også fedt, og nu spekulerer jeg så på, hvordan vi lige topper den i 2020, lyder det fra Cecilia med et stort smil.

Hun overtog Klinik la Vie den 8. oktober, og dermed er Cecilia havnet på den helt rigtige hylde.

-Jeg har i flere år været rigtig meget interesseret i de her ting, og jeg elsker at gøre noget godt for andre mennesker, at give velvære og forkæle folk. Det er lige mig, siger Cecilia.

Hun kører på flere områder klinikken videre som en klassisk skønhedsklinik, men Cecilia er også hele tiden på jagt efter nye spændende tiltag, som hun kan tilbyde sine kunder i klinikken. I den henseende opgraderer hun hele tiden sig selv på det faglige område, og som noget helt nyt kan Cecilia tilbyde oxygenbehandling af huden. Et tilbud, som ikke ret mange skønhedsklinikker tilbyder endnu og dermed en unik service hos Cecilia.

- Her pustes serum ind i hudkanalerne ved hjælp af ren ilt, så cellerne får en dybdevirkende booster af fugt og ilt. Behandlingen giver ny vitalitet til huden, og små rynker og linjer udviskes. Et rigtig godt alternativ til botoxbehandling, forklarer Cecilia.

Hun kan også tilbyde brow lamination, en behandlingsform der er udråbt til årets behandling indefor branchen, og som giver naturlige flotte øjenbryn. I samme boldgade finder vi behandlingesformen 'henna brows', der er er en økologisk behandlingsform baseret på EU-godkendte kemikaliefri naturprodukter. Er velegnet hvis man mangler hår i øjenbrynsregionerne.

Annonce

Fire andre behandlere tilknyttet

Cecilia kører Klinik la Vie som en en-mandsforretning, men hun har allieret sig med fire andre behandlere, og på den konto kan klinikken også tilbyde behandlinger i zoneterapi, laserbehandlinger, klassisk muskelmassage og permanent make-up.

Cecilia tilbyder også at komme ud til eksempelvis en pigeaften/venindegrupper, hvor hun efter aftale med kunderne giver tips og tricks omkring skønhedspleje.

- Jeg vil også gerne understrege, at jeg er meget fleksibel med hensyn til åbningstider. På sigt er det min hensigt at holde aftenåben en fast dag om ugen, men allerede nu kan man booke tider om aftenen, og jeg er også klar til at lave aftaler i weekenderne. Jeg vil gå langt for at tilpasse mig mine kunders behov, siger Cecilia.

Klinikken opererer også med en lang række pakketilbud i forbindelse med konfirmationer, bryllup og julefrokoster, og her op til jul er det jo oplagt at give en fin gave i form af et af de gavekort til selvforkælelse og velvære, som Cecilia sælger i klinikken året rundt.

Man kan følge Cecilia og Klinik La Vie på Facebook, hvor man kan følge med i klinikkens events, tilbud og konkurrencer, og apropos konkurrencer, så er Cecilia klar med en konkurrence til Black Friday, hvor hun naturligvis holder klinikken åben.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Give Avis

Dimissionsfest under Guds himmel

Give Avis

Thyregod Badeland åbner den 15. juni

Give Avis

Sådan åbner hallerne i Give

Annonce