Annonce
Give Avis

Davis Cup-kaptajnen imponerede i Give

Frederik Løchte Nielsen overraskede i Give ved at slå sin Davis Cup-spiller Christian Sigsgaard. Foto: Jim Hoff.
Frederik Løchte Nielsen er klar til semifinalen i "B&O Invitational" i Give mod dansk tennis største talent Holger Rune.
Annonce

Give: Den danske Davis Cup-kaptajn Frederik Løchte Nielsen var i aktion for første gang siden corona-pausen, og han imponerede ved at spille sig videre til semifinalen med en sejr over Davis Cup-spilleren Christian Sigsgaard fra Gentofte og sin gamle Davis Cup-holdkammerat Martin Pedersen fra KB.

Spillerne var meget begejstrede for at være i kamp igen efter den lange pause, og de roste Give Tennisklubs grusbane til skyerne.

- Det er et superfedt og flot initiativ af Give Tennisklub, sagde Frederik Løchte Nielsen. Det er første gang, jeg er i Give. Alle får hård modstand, fordi det er nogle af Danmarks bedste spillere, der er samlet, og jeg har svært ved at se mig selv i en fem-sæts-finale fredag eftermiddag. Det er en speciel turnering for mig. Jeg har aldrig været med til en lynturnering, hvor vi spillede til fire i stedet for seks i sættene. Det gik op og ned, men jeg synes, vi spillede med et højt niveau.

- Jeg har holdt formen vedlige med fysisk træning, og jeg har trænet, siden banerne i Lyngby blev åbnet. Det skete som nogle af de første, sagde Frederik Løchte Nielsen.

Han er barnebarn af Kurt Nielsen, dansk tennis' allerstørste navn. Vi kender Kurt Nielsen som en legende.

- For mig var han først og fremmest min bedstefar, sagde han.

Frederik Løchte Nielsen afløste Kenneth Carlsen som Davis Cup-kaptajn og åbnede med en 5-0 sejr over Puerto Rico.

- Vi har mange unge talenter på vej, så jeg var kun på tale i double, ikke i single, understreger han. Der er dog meget stor forskel på juniortennis og voksentennis.

Den gamle topspiller Jan Leschly har skænket 20 millioner kroner til dansk tennis for at få udviklet de store talenter, og det er disse penge, der skal få Holger Rune og co. frem på ranglisterne.

Sådan gik det i Give

Resultaterne i "B&O Invitational" i Give og Silkeborg:

Frederik Løchte Nielsen-Martin Pedersen 4-3, 4-3.

Søren Hess-Christian Sigsgaard 4-3, 4-2.

Søren Hess-Frederik Løchte 4-0, 4-1.

Christian Sigsgaard-Martin Pedersen 4-1, 4-2.

Frederik Løchte-Christian Sigsgaard 4-2, 4-3.

Holger Rune-Rasmus Michelsen 4-1, 4-3.

Johannes Ingildsen-Anders Grinderslev 4-3, 4-2.

Anders Grinderslev-Rasmus Michelsen 4-1, 4-0.

Holger Rune-Johannes Ingildsen 4-1, 4-2.

Johannes Ingildsen-Rasmus Michelsen 4-1, 4-2.

Holger Rune-Anders Grinderslev 4-2, 4-1.

Martin Pedersen-Søren Hess afbrudt ved 2-1

Semifinaler:

11.00 Frederik Løchte Nielsen-Holger Rune

12.00 Søren Hess Olesen-Johannes Ingildsen

Annonce

Verden rundt

Frederik Løchte Nielsen lever i en kuffert det meste af året. Sammen med sin tyske makker fik han succes i Marseille og Doha, inden corona'en lukkede for al tennis over hele verden.

- Jeg kommer til at være hjemme i Danmark mere i år, fordi alt er aflyst, og det betyder, at jeg gerne vil spille holdkampe for min klub Lyngby. Sidste år var jeg ikke med i nogen af holdkampene, lyder det.

Det betyder, at han kommer til Give igen 13. juni, når de danske mestre fra Give åbner sæsonen mod Lyngby.

Hans assistent omkring Davis Cup-holdet Martin Pedersen fra KB var hans første modstander i Give, og det blev en underholdende og spektakulær kamp med masser af smuk tennis. Martin Pedersen startede med at bringe sig foran 3-0, men Frederik Løchte Nielsen vandt kampen 4-3, 4-3.

Dermed var Frederik Løchte Nielsen overladt til en hård duel med Christian Sigsgaard fra Gentofte, der er med på Løchtes Davis Cup-hold, og han klarede den i hus med en sejr på 4-2, 4-3.

Selv om Frederik Løchte Nielsen tabte 4-0, 4-1 til Søren Hess Olesen fra KB, var han videre til semifinalen. Her møder han fredag kl. 11 sin Davis Cup-elev Holger Rune.

Solen skinnede på Give hele torsdagen. Det smukke tennisanlæg var indbydende for spillerne, men formanden Jan Ek var bekymret.

- De har truet med regn fredag, mens vi spiller finale, sagde Jan Ek.

Eurosport sender finalestævnet direkte, så det vil ikke være til at bære, hvis finalen må aflyses.

Annonce

Tredje gang

Martin Pedersen fra KB var på besøg i Give for tredje gang og viste glimt fra sit topniveau mod Frederik Løchte Nielsen.

- Alle er bagud med træningen, så det er ens for alle, men jeg føler mig i god form, sagde Martin Pedersen. Det er et godt initiativ med denne turnering, og det er fint for KB, der er repræsenteret med tre spillere. Dermed er det også god træning før holdturneringen.

Martin Pedersen var Danmarks bedste tennisspiller for 10 år siden, og det er stadig en fornøjelse at se ham spille, når han lukker op for godteposen.

Christian Sigsgaard, Davis Cup-spiller fra Næstved, er netop vendt hjem fra et collegeopgold i Texas, hvor han fejrede stor succes. Han var seedet som nummer to.

- Jeg har aldrig mødt Holger Rune, sagde han - og det kommer han heller ikke til i Give, for han blev slået ud af Søren Hess Olesen fra KB.

- Det var fedt at spille igen, sagde Søren Hess Olesen, der har fået sin opdragelse i Aarhus 1900, før han sammen med sin bror flyttede til hovedstaden og satsede på at leve af tennis i fire år. Nu har han et konsulentjob ved siden af sit tennisspil.

- Vi mødte Give to gange sidste år, men tabte begge kampe, konstaterede Søren Hess Olesen.

Denne gang fik han succes og er klar til at møde sin klubkammerat Johannes Ingildsen i fredagens første semifinale.

Annonce

Give-spillere slået ud

Give Tennisklub var repræsenteret af to spillere, og de måtte lade livet i kampene i Øster Bording.

Rasmus Michelsen tabte alle sine tre kampe.

Anders Grinderslev slog sin klubkammerat Rasmus Michelsen 4-1 og 4-0, og Grinderslev gav Holger Rune en fin kamp i afslutningen i Silkeborg. Rune vandt dog med 4-2, 4-1, men havde større problemer, end cifrene antyder.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Give Avis

Nyt fra Lægehuset i Give

Annonce